Author: Birgit Eggert

Can Baby Names Explain the Mechanisms behind Cultural and Linguistic Change?

by Alexandra Petrulevich

Alma, Freja, Alice, Olivia, Elsa, and Noa, Valter, William, Lukas, Hugo – these are the five most popular female resp. male first names given to Swedish babies in 2024. Following trends in new-born namegiving has been a special onomastic branch in the Nordics for decades now, in Sweden at least from 1998 when Statistics Sweden started publishing name statistics (which they no longer do).[1] What can these names tell us about language and more importantly linguistic change?

Three-generation rule

Of course, following trends in frequency distributions of top names over time means we are already observing linguistic change in name stocks. These onomasticon fluctuations have of course to do with parents’ preferences for certain names, which in itself is a cultural habit susceptible to change. An established mechanism for this type of change is the so-called three-generation rule, i.e. it is the third generation’s, the babies’ great-grandparents’ names that are “recycled” and thus chosen for new-borns – rather than any of the names associated with the parent or grandparent generation.

Baby Names and Cultural and Linguistic Change

However, baby names exemplify more than just changes in personal name stocks in social sciences, more specifically, in statistics, and in biology. Baby names represent population-wide large authentic linguistic datasets that allow researchers to follow cultural incl. linguistic change in real time. This specific circumstance makes baby names ideal for data-driven modelling of such change. The main explanatory framework applied to baby names-based models by statisticians, mathematicians and biologists is the so-called neutral theory of evolution. This theory postulates two possible paths of evolutionary change, a deterministic path and a random or drift path. In the former case, evolution or cultural and linguistic change favours some specific e.g. novel variants, while in the latter drift or random selection underpins and explains such change. Several studies show that authentic baby names datasets exhibit a power law distribution of variants. See e.g. frequency distributions of 1000 most popular American (a) male and (b) female names for three decades of the twentieth century in Figure 1, and frequency distributions of Norwegian boy names with the threshold value 4, i.e. names with less than four bearers were not considered, 1880–2010 in Figure 2.

Figure 1. Frequency distributions of 1000 most popular American (a) male and (b) female names for 1900–1909 (triangles), 1950–1959 (diamonds in a), 1940–1949 (diamonds in b), and 1980–1989 (circles). From: (1), Hahn & Bentley 2003: Figure 1
Figure 2. Frequency distributions of Norwegian boy names with the threshold value 4 1880–2010. From: (2), Kessler, Maruvka, Ouren & Shnerb 2012: Figure 3

Interestingly, although the explanatory framework and the distribution features of underlying data is to a large degree identical in the surveyed studies, the resulting conclusions can be described as strikingly different. One of the cornerstone papers in the field (1) postulates drift as the main mechanism of cultural change. Ten years later, this conclusion is questioned by (2) that advocates for a deterministic explanation. Why is this so?

Data-driven Modelling Has a Data Issue

At least one most likely explanation of these incompatible conclusions has to do with the data the studies are based on, more precisely with the issue of data completeness. As (3) shows, rare variants have an important role in the overall distribution and modelling picture of baby names. This means that different results are acquired depending on whether rare variants are included into the modelling dataset or not. Both of the studies mentioned in previous section build their models on incomplete data. In (3), researchers see an anti-novelty bias, i.e. a deterministic picture, rather than random selection in the distribution in the complete baby name dataset from South Australia.

However, the data issue in studies of cultural and linguistic change seems to be even more substantial than data completeness alone. The surveyed studies do not seem to take any data quality or linguistic parameters into consideration. It is for instance impossible to understand if the name statistics taken from a third source represent so-called raw data or if they have been manipulated or enriched or clustered in any way by the responsible authority, e.g. social security services or tax agencies or the like. Given the importance of completeness for the modelling outcome, it is of course paramount to only use complete and carefully curated datasets. Another related issue concerns so called unique variants. What is a unique name or a unique variant? Does a unique spelling variant of a very common name constitute a unique variant? Will the results be different if several levels of linguistic resolution such as name formation and spelling are introduced?

New Project at Uppsala University

These are all important questions to answer before data-driven modelling of cultural and linguistic change based on baby names datasets can provide us with reliable results. These are also some of the questions the recently Uppsala University funded project Swedish Baby Names for Data-driven Modelling of Cultural Change will answer in its pilot study. One of the project’s innovations is the ambition to deep-dive into the onomastic and linguistic aspects of the underlying datasets. For the first time, onomastics and (historical) linguistics can be seen as the motor in a data-driven study of cultural and linguistic change. More on the results next time!

Key references

(1) Hahn MW, Bentley RA Drift as a mechanism for cultural change: an example from baby names. Proc. Biol. Soc. 270, S120–S123 (2003)

(2) Kessler DA, Maruvka YE, Ouren J, Shnerb NM. You name it – how memory and delay govern first name dynamics. PLoS ONE 7, e38790. doi:10.1371/journal.pone.0038790 (2012)

(3) O’Dwyer JP, Kandler A. Inferring processes of cultural transmission: the critical role of rare variants in distinguishing neutrality from novelty biases. Phil. Trans. R. Soc. B 372: 20160426. (2017) http://dx.doi.org/10.1098/rstb.2016.0426

[1] The Swedish Tax Agency took over name statistics from 2024.

“Rose is a rose is a rose is a rose”

by Emily Lethbridge (Árni Magnússon Institute for Icelandic Studies, Reykjavík)

“Peace (1946)”, “Love (1980)”, “Love and Peace (2002)”. These — plus another forty or so — are rose cultivars on display in the Rose Garden at the United Nations Headquarters in New York. With a couple of exceptions, the roses were not yet in flower when I was there in early May, attending the biennial meeting of the United Nations Group of Experts on Geographical Names, though a more recent social media post from the UN showed the garden in full and glorious bloom. The scent must be phenomenal.

Screenshot of UN LinkedIn page with images of the Rose Garden in bloom.

As I wound my way around the flower beds in a short break I noticed and became increasingly intrigued by the roses’ names, as marked on small signs that also give the date that the roses were given prizes in the annual All-America Rose Selections (AARS) awards. I photographed each label and typed the information up once home, thinking the collection of rose names might be a fun dataset to look at more closely. What kinds of questions might be asked of a collection of names such as this? What kinds of insights might critical analysis of this category of proper names give us more generally regarding the functions that they fill in social contexts and in particular spaces? The symbolic relevance of rose-names such as “Peace” and “Love” on the UN site was clear but the messages conveyed by other rose-names were rather more perplexing.

The UN Rose Garden (photo: Emily Lethbridge 2025)
Rosa ‘Peace’ label (photo: Emily Lethbridge 2025)

Here’s the list of names I compiled, arranged in alphabetical order and with the dates of their AARS awards:

About Face 2005 Love 1980 
All That Jazz 1992 Marmalade Skies 2001 
Artistry 1997 Mardi Gras 2008 
Betty Boop 1999 Memorial Day 2004 
Bonica 1987 Mister Lincoln 1965 
Carefree Spirit 2009 Moondance 2007 
Cherry Parfait 2003 Olympiad 1984 
Color Magic 1978 Opening Night 1988 
Crimson Bouquet 2000 Peace 1946 
Day Breaker 2004 Pink Home Run 2011 
Dick Clark 2011 Pink Promise 2009 
Double Delight 1977 Scentimental 1997 
Dr Kurt Waldheim Secret 1994 
Dreams Come True 2008 St Patrick 1996 
Easy Does It 2010 Strike it Rich 2007 
Elle 2005 Summer Nights 2012 
Falling in Love 2008 Sunshine Daydream 2012 
Gemini 2000 Sweet Surrender 1983 
Honey Perfume 2004 Tahitian Sunset 2006 
Hot Cocoa 2003 Touch of Class 1986 
Julia Child 2006 Voodoo 1986 
Knock Out 2000 Wild Blue Yonder 2006 
Love & Peace 2002  

It’s possible to assign these names on a rough basis to various categories or types. Many names relate to the rose’s appearance: petal colour is suggested directly or implied by association via names such as ‘Cherry Parfait’ (the cultivar has cherry pink and cream petals), ‘Color Magic’ (salmon fading to blush pink), ‘Crimson Bouquet’ (bright red), ‘Day Breaker’ (apricot and pink), ‘Gemini’ (double- or twin-coloured coral and cream); ‘Hot Cocoa’ (chocolate orange), ‘Marmalade Skies’ (tangerine orange), ‘Moondance’ (creamy white), ‘Pink Home Run’ (strong pink), ‘Pink Promise’ (light pink), ‘Strike it Rich’ (deep golden yellow), ‘Sunshine Daydream’ (yellow), ‘Tahitian Sunset’ (apricot and pink) and ‘Wild Blue Yonder’ (magenta purple). Rosa ‘Double Delight’ is a two-tone cultivar with a cream centre and pink outer petals. 

As I searched for information about Rosa ‘St Patrick’, I learned that the name apparently has its origins in the flower’s colourings: “The bloom color of St. Patrick is variable, and ranges from a pure yellow, to a golden yellow, pale yellow, and is often tinged with green, hence the name” (source).  Other distinguishable characteristics of roses include form and scent, the latter indicated in the names ‘Honey Perfume’ and ‘Scentsational’ (a nice pun), and maybe ‘Knock Out’, ‘Sweet Surrender’ and ‘Summer Nights’.

Some names suggest the psychological or emotional effect the rose might have, or they hint at a certain atmosphere or mood that the flower might conjure up. Examples are ‘About Face’ (a rose that one turns one’s head to look at?), ‘All that Jazz’ (bright and bold?), ‘Bonica’ (Catalan for ‘beautiful’),‘Carefree Spirit’, ‘Dreams Come True’, ‘Easy Does It’, ‘Falling in Love’ (a pink bloom), ‘Knock Out’, ‘Secret’, ‘Opening Night’ (a rose that’s a show-stopper?), ‘Sweet Surrender’, and ‘Voodoo’ (a rose that exerts a spell?)). Names such as ‘Peace’, ‘Love’ and ‘Dreams Come True’ might be understood aspirational, again evoking a certain mood or with some kind of symbolic import.  

Rosa ‘Julia Child’ label (photo: Emily Lethbridge 2025)

Another category of names that can be identified in the list above is that of commemorative names. Names such as ‘Mardi Gras’, ‘Memorial Day’ and ‘Olympiad’ refer to particular days or festivals: ‘Olympiad’ is a cultivar selected in 1984 as the rose of the Olympics held that year, and described as a ‘champion’.

Other names commemorate or memorialize people, whether historical or fictional. ‘Betty Boop’, ‘Dick Clark’, ‘Dr Kurt Waldheim’, ‘Julia Child’, ‘Mister Lincoln’ and ‘St Patrick’ all fit in this category, though their claims to fame vary: 

  • Betty Boop refers to the cartoon character originally created in the United States in the 1930s;  
  • Dick Clark (1929–2012) was a well-known radio and TV personality in America;
  • Kurt Waldheim (1918–2007) was an Austrian politician and diplomat who served as Secretary-General of the UN between 1972 and 1981. From 1986 to 1992 he was President of Austria; it was during this time that accusations and investigations regarding Waldheim’s participation in Nazi crimes led to him being barred from entry into the United States and regarded as a diplomatic persona non grata by most countries around the world. The rose cultivar’s label was the only one in the UN garden without an AARS award but it was registered by German rose-breeder Reimer Kordes in 1974 (source);  
  • Julia Child (1912–2004) was an American chef whose kitchen was known across the United States from the early 1960s onwards, thanks to her hugely popular TV cooking shows;  
  • Abraham Lincoln (1809–1865) was the 16th President of the United States, leading the Union against the Confederacy in the American Civil War and issuing the Emancipation Proclamation in 1863;   
  • St Patrick was a fifth-century Briton who became a key figure in the early Christian church; the ‘Apostle of Ireland’ is a global emblem of Ireland and on the 17th March every year his feast is celebrated (sometimes riotously) around the world.  

The significance of each of these figures (and their commemoration in a rose cultivar name) is, of course, culturally contingent. Betty Boop, Dick Clark and Julia Child are probably not widely known beyond the United States, for example; globally, perhaps only St Patrick is a recognizable name.

Descriptions of these roses on online websites suggest a strong link between commemorative names and marketing strategies. Rosa ‘Betty Boop’ is, for example, “A spunky, sparkly, and stylish rose to match it’s [sic] namesake, Betty Boop delivers an eye catching combination of cherry red 3” blooms with ivory yellow centers. The naturally rounded plant carries all its long-lived flowers atop clean glossy green leaves and dark red new foliage. Destined to capture your heart. Reblooms quickly without deadheading or shaping” (source).

Rosa ‘Dick Clark’ is advertised in the following way: “Dick Clark, the entertainer, was as timeless and loved as this rose. His black-red buds spiral open to showy swirls of cream edged with vibrant, cherry red. Under the intense sun, these classically-formed and cinnamon-spiced fragrant flowers begin to blush a stunning burgundy color.  Dick Clark is a continual bloomer on a tall, bushy, upright plant with large, glossy, dark green foliage. He is sure to be as loved in your garden as his namesake was in Americana television” (source).  

Of Rosa ‘Julia Child’, it is said that “This yellow rose couldn’t be more enticing if it smelled like hot, buttered popcorn. Or perhaps more fitting, Bernaise sauce on a tasty filet mignon. Named for the woman who brought French cuisine to the kitchens of America, Julia Child combines intoxication aroma with a delicious presentation of uplifting color” (source).

Curiously, Rosa ‘Dr Waldheim’ does not seem to be amongst the 37,000 + rose cultivars listed in the American Rose Society’s Modern Rose Database: has this cultivar become a rosa non grata? The UN’s biography of Kurt Waldheim makes no mention of the war-crimes-related controversy that surrounded his career post-UN (source): whether the continued presence of Rosa ‘Dr Waldheim’ in the rose garden is an oversight or a statement of one or another kind is unclear. The ambiguity, however, serves to illustrates the point that names of all kinds are never ‘mere’ labels: they are culturally, socially and politically loaded — if some are more and others less so, at any given time and in any given place.

If the dataset were larger, considering it on a chronological basis could open up other possibilities for analysis, enabling us to see whether, or the extent to which, rose cultivar names might reflect or relate to wider social issues and trends, possibly on different geographical scales (national/international). Though the present dataset is too small a sample to get far with this (and most names are probably the combined result of the interests and imaginations of individual rose-breeders with an eye to commercial promotion) it is nonetheless moving that the oldest rose in the collection is called ‘Peace’ (the date on the label is 1946).

In May 1945, WWII ended in Europe; the UN came into existence on the 24th October 1945, after its newly-written Charter had been ratified (source). The ‘Peace’ rose (a hybrid tea rose) was bred in France by Francis Meilland in the 1930s. It originally bore the name ‘Madame A. Meilland’: a name that must have commemorated Francis’s mother, who died of cancer in 1932 (his father was called Antoine, thus Madame A[ntoine] Meilland = Mrs Claudia Meilland, née Dubreuil). Francis sent cuttings out of the country in 1939 shortly before Germany invaded France and one cutting was propagated by a horticultural company in the United States. This company happened to introduce the rose commercially onto the American market under the name ‘Peace’ on the very day that Berlin fell to the Allied Forces, the 29th April 1945 (source). The following year, 1946, Rosa ‘Peace’ won the All-America Rose Selections award: in another twist of name-related fate, this was apparently on the same day that Japan surrendered and World War II ended on the Pacific Front (source).

In 2005, the 60th birthday of Rosa ‘Peace’, it was said that “The name ‘Peace’ seems to have outlasted all the others. The timing of its launch was perfect and it struck such a chord that within nine years some 30 million ‘Peace’ rose bushes were flowering around the world. But it wasn’t because of sentiment alone. ‘Peace’ truly was a superlative rose, superior by far to the roses before it in terms of vigour, hardiness, and the long lasting ability of its blooms. The colour was also magnificent, a pale, golden yellow deepening to red along the petal edges … Its contribution to the rose world has been immeasurable. Because of its vigour and dependability, ‘Peace’ has been used in breeding programmes across the world … Indeed it is probably safe to say that most of our modern roses are descended in some way from ‘Peace’ … ‘Peace’ also breathed new life into the gardening world, which sorely needed reviving after the war. The huge amount of publicity it received internationally made people excited about growing roses again” (source). It’s terribly sad that in 2025, as the Rosa ‘Peace’ cultivar celebrates its 80th birthday, war rages in many places around the world and the UN itself is fighting financial collapse. The rose remains a symbol of hope, nonetheless.

Rosa ‘Elle’ (photo: Emily Lethbridge 2025)

Surnames as first names in Denmark

by Birgit Eggert

In contemporary Danish naming conventions, it is uncommon to use surnames as first names. Consequently, many Danes may find it surprising that Møller is used as a first name. Møller is one of the most prevalent surnames in Denmark and is, in fact, the most frequent surname that is not originally a patronymic; it derives from a byname meaning ‘miller’. However, Møller is also an officially approved first name for boys, with 26 individuals bearing it as their primary first name as of 1 January 2025, according to Statistics Denmark.

The name enjoyed considerable popularity as a given name throughout the 1900s, particularly in the early decades of the century. Although it does not appear to have been used as a first name since 1980 (see Figure 1), Møller is currently an approved given name for boys. It was automatically approved with the introduction of the current name law on 1 April 2006, when all given names with at least 25 bearers in Denmark at that time were approved.

Figure 1: Number of new bearers of the name Møller as the primary first name per decade throug the 20th century. Figures from CPR in the database Danskernes Navne 2005 (The Name Research Archive).

Surnames as first names

The fundamental premise of the Danish name law appears to be that first names and surnames are entirely distinct entities. However, in practice, many names are used both as first names and surnames. These are often boys’ names that were originally used patronymically, such as Eggert, Helmer, Martin, Peter, and many others. Conversely, Møller and several other original bynames and surnames have transitioned from being surnames to first names. Very few of these names are approved today, either because no application for approval has been submitted or because they have been rejected upon application.

There are indeed several names that have undergone this transition, and it appears to have been a genuine, albeit minor, trend in Danish naming practices during the 1900s. However, this phenomenon has not been systematically studied, so detailed knowledge is lacking. Some other examples include:

  • Holten – 23 name bearers as the primary first name between 1900 and 1980 (Danskernes navne); fewer than 3 as the primary first name on Januar 1st 2025; approved boys’ name.
  • Kjær – 70 name bearers as the primary first name between ca. 1890 and 1970 (Danskernes Navne); 10 as the primary first name on Januar 1st 2025; not approved as a first name today.
  • Lund – 52 name bearers as the primary first name between ca. 1890 og 1960 (Danskernes Navne); 9 as the primary first name on Januar 1st 2025; not approved as a first name today.
Figure 2: Number of new bearers of the names Lund (blue) and Kjær (red) as the primary first name per decade throug the 1900s. Unfortunately, there are too few namesakes per decade of Holten to be shown as a graph. Figures from CPR in the database Danskernes Navne 2005 (The Name Research Archive).

Noble family names as first names

The phenomenon of surnames being adopted as first names is longstanding in Denmark. Among the earliest instances are noble family names that have been used as boys’ first names since approximately 1400, particularly when there was a risk of the maternal family name becoming extinct. This was investigated by Susanne Vogt in 1991, and there are numerous examples of the last female bearers of a family name passing it on as a first name to a son. In this manner, the family name could be preserved.

A very common and well-known boys’ name in Denmark that originated in this manner is Flemming. The same applies to other, less common boys’ names such as Falk, Hak, Manderup, and Stygge, all of which are approved boys’ names today.

Holten, mentioned above, also originates from a noble family. The basis for the given name is Johan Lorentz Carstens (or Castens) (1705-1747), who was ennobled with the name Castenschiold in 1745. He was married to Jacoba von Holten (b. 1705, daughter of Governor Joachim Melchior von Holten), and it was her family name that came into use as a first name through naming after her father in the third son of the marriage, Joachim Melchior Holten Castenschiold (1743-1817). As early as the 18th century, Holten was also used as a first name outside the nobility, and it continued to be used throughout the 19th century and into the 20th century, as mentioned above.

Should the name law be changed?

In recent years, the Name Research Archive has received several inquiries from parents wishing to name their child after a relative who bore one of these given names that are identical to surnames. If such a name is not already approved, obtaining approval from The Agency of Family Law can be very challenging, as surnames with fewer than 2000 bearers are protected in Denmark. Parents contact the archive because they find it difficult to understand why a name they are familiar with can no longer be used.

In some of these cases, arguments and evidence for the prevalence of these given names were successfully presented, which contributed to their approval. However, the exact criteria used by The Agency of Family Law remain unclear. It appears that deceased name bearers are not significantly considered in this system, which I find regrettable. This implies that traditional naming customs, which have not become part of the most popular naming trends, may vanish because there are insufficient living individuals with the specific name when one wishes to revive a grandparent’s or great-grandparent’s name.

Names such as these indicate that the strict distinction made in Danish the name law between first names and surnames is likely too rigid and hinders a naming tradition that may have been more widespread than commonly assumed, albeit dispersed across many different names. This type of naming practice should, of course, be investigated further. However, those names that were in use in the first half of the 20th century are now at an age where some individuals wish to name their children after these name bearers, and it appears to be challenging in some cases.

This blog post is an edited English version of Møller – et dansk fornavn

References

  • The Agency of Family Law: This is the public authority responsible for first names and approving new first names. See their English-language pages about naming.
  • Approved Names: The Agency of Family law’s lists of approved first names. The official, applicable list is available on The Agency of Family Law’s homepage.
  • CPR = Det Centrale Personregister [The central personal register]
  • Danskernes Navne 2005: Database at the Name Research Archive, Department of Nordic Studies and Linguistics (NorS), University of Copenhagen, containing all names of Danes recorded in the CPR since its establishment in 1968 until 1 January 2005.
  • Name Law 2006: LOV nr. 524 af 24. juni 2005 Navnelov [Law no. 524 of June 24th 2005 Name Law] (effective date: April 1st 2006). (The Name Law is continuously adapted, and the current version per August 9th 2023 can be found here.
  • Statistics Denmark’s pages on names.
  • Susanne Vogt, 1991: Mødrene slægtsnavn brugt som første fornavn i dansk adel. I: Studia anthroponymica Scandinavica 9, s. 61-99.

In the proofreading process of editing this blog post, the generative AI tool Microsoft Copilot Enterprise has been used.

Da Tarm og Vorbasse ville skifte navn

Om mobbeafledte stednavneændringer (2)

af Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen

I mit forrige socioonomastiske blogindlæg (af 8. marts 2024) beskrev jeg to mobbeafledte stednavneændringer fra midten af 1920’erne, hvor Rumperup blev til Højsted og Gumperup blev til Klinteby. Begge blev faktisk forudgået af en beslægtet sag fra 1922, hvor beboerne i den nordsjællandske landsby Ludserød (Blovstrød sogn, Lynge-Kronborg h.) anmodede myndighederne om og blev bevilget et navneskifte til Høvelte, hvilket skete med den begrundelse, at det hidtidige navn »vækker Latter til største Gene i vort daglige Liv og Færden« (Stednavneudvalgets Brevarkiv 8-3/22).

Den hævdede morskab på Ludserøds bekostning bestod formentlig i navnets forleds delvise homonymi med substantivet lus, altså det blodsugende insekt, der plager både dyr og mennesker, og i dansksproglig sammenhæng også anvendes adjektivisk i en tydelig pejorativ betydning luset ’ringe, tarveligt’.

I modsætning til de to førstnævnte navneændringseksempler rakte kreativiteten hos beboerne i Ludserød dog ikke længere end at man bad om at det allerede eksisterende navn på den nærliggende nabolandsby Høvelte fremover også måtte denotere deres bebyggelse. Og således blev det.

Heller ikke her lagde Stednavneudvalget således nogen hindringer i vejen for et skifte væk fra et angiveligt mobbefremkaldende navn, og man kunne måske derfor fristes til at tro, at datidens udvalg bare generelt gav efter for den slags ansøgninger. Men sådan var det ikke, og i det følgende skal beskrives to omtrent samtidige sager, hvor ansøgningerne fik afslag.

Tarm

Den 8. april 1931 modtog Stednavneudvalget en ansøgning fra sagfører V.E. Johansen, bosiddende i den jyske by Tarm:

Ved en Sammenkomst her i Byen for kort Tid siden blev der nedsat et Udvalg med det Formaal at virke for Forandring af Byens Navn, der baade er uæstetisk og lattervækkende. Det blev vedtaget at undersøge Muligheden for at faa Byens Navn ændret til Tarum, der menes at være den ældste Betegnelse for Byen. I denne Anledning tillader jeg mig som Medlem af Udvalget herved at anmode Stednavneudvalget om at foretage Undersøgelse af, hvad Byens Navn tidligere har været, samt være os behjælpelig med at fremme Sagen.

Tarm benævner oprindeligt en mindre landsby i Egvad sogn (Nørre Horne h.), der i moderne tid er vokset op til en decideret provinsby bl.a. med anlæggelsen af en jernbanestation (1875) og en realskole (1879, gymnasium fra 1938); i 1980 udskiltes Tarm som et selvstændigt sogn fra Egvad sogn.

Det lattervækkende ved navnet består i, at navnet i sin nutidige form er skriftligt og lydligt identisk med substantivet tarm, ’den i legemets udførselsåbning endende rørformede del af fordøjelseskanalen’, som det så smukt er formuleret i Ordbog over det danske Sprog. Så hvis man i den omkringliggende omegn f.eks. kom afsted med at sige, at man lige havde været en tur i Tarm, ville det let kunne afstedkomme en vulgær-humoristisk association.

Tarm-borgernes formodning om at navnets oprindelige form havde været Tarum, og at det dermed knyttede sig til gruppen af stednavne med de fra hinanden ofte svært skelnelige endelser hēm, um (dativ pluralis) og rum, var på ingen måde urimelig, idet formen Tarum vitterligt optræder i såvel Pontoppidans Danske Atlas og på Videnskabernes Selskabs Kort, der begge skriver sig til anden halvdel af 1700-tallet.

Formodningen støttes også af belæg fra 1500-tallet (1532 Tharrom, 1534 Tarrem, 1537 Tarum, 1579 Tharrum), hvorimod de middelalderlige belæg peger i en anden retning (1332 el. 1344 Tharm, 1347 Thaarm, 1350 Tharmæ, 1462 Tharm). Derfor har der blandt stednavneforskerne været konsensus om, at navnet faktisk ER identisk med substantivet tarm (glda. tharm), i en sammenlignende anvendelse om en langsmal terrænformation – antageligt med sigte på Tarm Bæks leje (DS 17 s. 569-570).

Dette var også opfattelsen i Stednavneudvalget allerede i 1931, hvor man i sit svar til sagfører Johansen af 18. april 1931 derfor ikke kunne støtte forslaget om en rekonstruktion fra Tarm til Tarum, idet dette ville være onomastisk fejlagtigt:

Da den foreslaaede Form Tarum ikke som formodet er den ældste Form af Byens Navn, men er en nyere Form af ret tvivlsom Herkomst, vil Udvalget være noget betænkeligt ved at anbefale en Navneforandring i antydede Retning og vilde derfor gerne henstille til fornyet Overvejelse [i] Spørgsmaalet om, hvorvidt der i det hele foreligger tilstrækkelig tvingende Grunde til at tænke paa en Navneændring. I formel Henseende er der saaledes ingen Grund dertil, da Tarm stemmer overens saavel med Navnets ældste Skriveformer som med stedlig Dialektudtale.

Det betød dog ikke, at Stednavneudvalget kategorisk afviste muligheden for en ændring til et helt andet navn, hvis dette herefter måtte ønskes:

Om det mere æstetiske Hensyn vil være tilstrækkelig tungtvejende i denne Sag, vil det være vanskeligt at udtale sig om paa Forhaand, men fastholdes Ønsket om at søge Navneforandring for Byen, vil den rette Vej være at indsende en Ansøgning til Landbrugsministeriet.

En sådan ansøgning blev aldrig fremsendt, og borgerne i Tarm synes således at have accepteret deres stednavnemæssige skæbne — og ladet sagen finde sin ende, om man så må sige.

Selvom byskiltet i Tarm er formuleret ganske neutralt og undgår uheldige associationer med formuleringer som ”De kører nu ind i Tarm” eller lignende, så oplever byen til stadighed problemer med skiltetyve, der finder navnet så fornøjeligt, at de stjæler skiltene ved nattetide. (Foto fra GoogleMaps Streetview.)

Vorbasse

Mit sidste eksempel i denne lille serie om mobbeafledte stednavneændringer og ønsker om samme, er af en lidt anden karakter. Det drejer sig om stednavnet Vorbasse, der benævner en kirkelandsby i det sydlige Jylland (Vorbasse sogn, Slaugs h.). Betydningsmæssigt er navnet lidt specielt, idet der atypisk i en dansk sammenhæng synes at være tale om en indbyggerbetegnelse vorbasse, sammensat af substantivet glda. wara ’overdrev, udmark’ og substantivet basse ’mand, beboer’ i den samlede betydning ”beboer på udmarken” — her formentlig i en stedbetegnende afledning til indbyggernavnet, således at det som stednavn egentlig betyder ”stedet for beboerne på udmarken” (DaSt s. 339). Udover at navnet kan klinge lidt spøjst i nutidige øren, især pga. endelsen –basse, afleder det umiddelbart sprogligt set ingen pejorative konnotationer eller associationer iøvrigt.

Det var imidlertid heller slet ikke sådanne, der fremførtes som grund for en ønsket navneændring, da denne fremlagdes for Stednavneudvalget i et brev af 13. marts 1923. Sagen er i øvrigt også atypisk ved, at anmodningen ikke fremsendtes af ansøgerne selv, men af den i stednavneforskningen nok så bekendte dr. phil. Marius Kristensen, der efter at have fået et besøg fra Vorbasse skrev til udvalgets sekretær Gunnar Knudsen på følgende vis:

Et mærkeligt besøg havde jeg forleden: en mand fra Vorbasse sogn som på en del beboeres vegne bad om, at dette navn måtte forandres til Vorballe, da det var alt for kendt, så folk ikke vilde tage tjæneste derude, ingen læge el. lign. bosætte sig dær, og i det hele blev distangserede af Bække og Hejnsvig, som ikke var så berygtede (markedet, krigshavnen og professor Labri). Jeg opponerede naturligvis, da Vorbasse er et godt gammelt og vel bevidnet navn, men lovede at sende meddelelsen videre. Vorballe er jo en komplet utilladelig nydannelse; snarere kunde jeg da tænke mig Slavby eller et lignende helt nyt navn (Slavgård ligger jo i sognet); måske kan I derinde finde et kønnere, som kunde foreslås, hvis det skulle være. Allerhelst må sagen naturligvis forfalde (også af krigshistoriske grunde). Men jeg lovede altså at lade det gå videre (sml. Ludserød – Høvelte). [Kommentar: Den for sin tid påfaldende og moderne skriveform er den originale og af Marius Kristensen praktiserede.]

Ifølge Marius Kristensen var det således ikke navnet i sig selv, der var problemet, men selve byens omdømme, som beboerne angiveligt ønskede at slippe af med gennem en navneændring. At Vorbasse skulle have eller have haft et specielt slemt omdømme, som hævdet af dr. Kristensens i øvrigt anonyme gæst derfra, er ellers ikke sådan at aflæse nogetsteds.

Men opfattelsen knytter sig tilsyneladende til det store, årlige Vorbasse Marked, der er et af Danmarks største og mest velbesøgte heste- og kræmmermarkeder, som har eksisteret siden 1730 og i nutiden tiltrækker omkring 250.000 besøgende. »Ses vi ikke før, ses vi på Vorbasse Marked«, er et udbredt mundheld i denne del af riget. Med markedet følger selvsagt en masse gøgl og ballade, og det kan vel have været dette og en deraf afledt berygtethed, som en gruppe af byens beboere var trætte af.

Den omtalte ’krigshavn’ og ’professor Labri’, der ligeledes anføres blandt argumenterne, fortjener også en uddybende kommentar. Professor Labri var en på de tider landskendt gøgler og tryllekunstner med det borgerlige navn Johannes Marius Dines Petersen (†1935). Han optrådte bl.a. på Vorbasse Marked og var berømt for sine salgstaler uden for cirkusteltet, der skulle lokke betalende gæster ind til forestillingen, med farverige og elokvente overdrivelser om alt det fantastiske, som man ville få at se. Særlig berygtet var slogannet ”Se skelettet af et menneske”, som så viste sig at være hans assistent, der løftede en ske (> ske lettet af et menneske).

Tilknytningen til Vorbasse bestod ud over Professor Labris optræden på de årlige markeder i, at han flittigt omtalte Vorbasse, når han optrådte andetsteds, blandt andet med benævnelsen Vorbasse Krigshavn om landsbyens gadekær og branddam. Året efter, i 1924, blev der faktisk søsat et modelkrigsskib i gadekæret, og siden er flere fulgt efter – bl.a. Korvetten Labri.

Gadekæret i Vorbasse a.k.a. ’Vorbasse Krigshavn’. (Foto: Hubertus, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons)

Det synes således at have været disse konnotative associationer til landsbyen, som en eller flere af Vorbasses beboere var svært kede af i 1923. Og man foreslog som nævnt i stedet en partiel navneændring til Vorballe, hvor det eksisterende forled er sammensat med den især i Jylland udbredte endelsestype balle af substantivet balle ’forhøjning, bakke’. Præcis hvorfor Kristensen fandt dette forslag ”komplet utilladeligt” anfører han ikke, men det antydes, at det skyldes at navnet derved ville give falsk indtryk af at være et gammelt navn af en anden navneklasse.

Stednavneudvalgets sekretær Gunnar Knudsen foreslog udvalget den pragmatiske løsning, at man simpelthen undlod at gøre noget, hvilket fremgår af en tilføjelse på det modtagne brev:

Uagtet Sagen vel menes – i hvert Fald fra Beboernes Side – at være forebragt Stednavneudvalget gennem den til Marius Kristensen foretagne Henvendelse, synes jeg ikke, der kan foretages noget, da vi ikke engang har Navnet paa den mand, hvorfra Henvendelsen stammer, og derfor ikke kan besvare den.

Dette forslag erklærede udvalget sig ifølge endnu en påført note ganske enig i, med den tilføjelse, at dette burdes meddeles Marius Kristensen. Og derfor hedder Vorbasse stadig Vorbasse den dag idag.

Generativ AI og navnekonnotationer

af Birgit Eggert

For et par uger siden fik jeg et tip fra en kollega om en artikel i The Economist om brug af chatbot til viden om fornavnes konnotationer. Artikel hedder How to pick a baby name og er en ”subscribers only”-klumme i serien Plot Twist. A weekly conversation about culture fra den 22. marts 2025. Forfatteren, som er journalist og hedder Sondre Ulvund Solstad, beskriver hvordan han brugte CharGPT til afsøgning af konnotationer i forbindelse med valget af fornavn til sin nyfødte datter. Han går ikke i detaljer om søgningerne og nævner ikke datterens navn, men skriver at kombinationen af hans data-tilgang og hans kones mere intuitive tilgang gjorde at de fandt frem til et rigtig godt navn.

Jeg synes det lød interessant, og satte mig for at lave en lille undersøgelse af hvad man kunne finde frem om fornavnes konnotationer ved søgninger på tidens mest hyppige babynavne i Danmark. Jeg har brugt Microsoft Copilot Enterprise som er påbudt som generativ AI-værktøj på Københavns Universitet hvor jeg er ansat.

Pigenavnet Emma

Emma har været et meget populært pigenavn i Danmark gennem gennem flere årtier fra 1990’erne og frem, og det er stadig et populært pigenavn, hvilket fremgår af Danmarks Statistiks årlige oversigter over navne til nyfødte.
Navnet Emma har sin oprindelse som en kortform til germanske navne som Ermgard, Ermhild og andre navne som er sammensat med Erm– som første sammensætningsled.

Vi ved altså på forhånd at Emma er et pigenavn, der er udbredt bland kvinder på ca. 30 og yngre, og vi ved at det har sin oprindelse i germanske pigenavne. Men hvilke associationer giver navnet? Det har jeg spurgt om på Copilot Enterprise.

Prompt 1: Hvilke konnotationer er der til fornavnet Emma i Danmark?

Copilot: Navnet Emma er meget populært i Danmark og har flere positive konnotationer. Det stammer fra det germanske ord “ermen” eller “irmin”, som betyder “stor” eller “mægtig” (1) (2). Navnet er kendt for at være klassisk og feminint, og det er let at udtale og stave (2). Emma er også forbundet med styrke og selvsikkerhed (2). Det er et navn, der ofte associeres med intelligens og kreativitet, og det har en vis charme og åbenhed (2). Derudover er Emma navnet på en af hovedpersonerne i Jane Austens roman “Emma”, hvilket tilføjer en litterær og kulturel dimension til navnet (2).
[Copilots angivne kilder er: Opslag om Emma på navneguiden.dk (1) og opslag om Emma på navnebetydning.com (2)]

Det ser ud til at Copilot har fint styr på navnets oprindelse, men giver mest subjektive konnotationer om navnebæreres egenskaber og kun lidt om selve navnet som for eksempel udtale, og at det er ”klassisk” (hvad der så end menes med det). Der er til gengæld ikke meget information om mere objektive konnotationer som for eksempel køn og alder, kun at det er ”feminint”. Det spurgte jeg derfor ind til i den næste prompt.

Promt 2: Hvilken alder, køn og etnicitet har den typiske navnebærer af Emma?

Copilot: Navnet Emma er meget populært blandt piger og kvinder i Danmark. Det er især udbredt blandt yngre generationer, og mange piger født i de seneste årtier bærer dette navn (1) (2). Med hensyn til etnicitet er Emma et navn, der bruges bredt på tværs af forskellige etniske grupper i Danmark. Det er et internationalt navn, der er let at udtale og stave, hvilket gør det populært blandt både danske og udenlandske familier (2).
[Copilots angivne kilder er: en artikel på fagligsenior.dk om navne og alder (1) og Danmarks Statistiks ”Hvor mange hedder…?” (2)]

Det gav et mere klart svar, men det er bekymrende at Danmarks Statistisk ”Hvor mange hedder…?” angives som kilde til oplysningerne om navnets brug hos forskellige etniske gruppe, for det kan man overhovedet ikke få oplysninger om på den side. Der er kun tal for den samlede befolkning i Danmark.

Herefter foreslog Copilot selv spørgsmålet ”Er der regionale forskelle i brugen af Emma?”, og svaret ser egentlig ret tilforladeligt ud:

Promt 3: Er der regionale forskelle i brugen af Emma?

Copilot: Navnet Emma er populært i hele Danmark, men der kan være små regionale forskelle i, hvor ofte det bruges. Generelt set er Emma et navn, der er bredt accepteret og anvendt på tværs af landet (1) (2). I større byer som København og Aarhus kan navnet være lidt mere udbredt, da det ofte er populært i urbane områder, hvor internationale navne og trends hurtigt vinder indpas (1). På landet og i mindre byer kan der være en tendens til at vælge mere traditionelle danske navne, men Emma er stadig et navn, der er kendt og brugt overalt (2).
[Copilots angivne kilder er: En kort pdf om regionale forskelle i sundhedsvæsenet (1) og en pdf om regionernes adgang til kræftmedicin (2)]

Det er meget muligt at Copilot har ret, men de kilder der angives, omhandler overhovedet ikke navne eller navnebrug, kun regionale forskelle i det danske sundhedsvæsen. Så hvor oplysningerne faktisk kommer fra, er uvist. Der findes en smule information om navnes regionale variation i en excelfil nederst på Danmarks Statistiks side Navne til nyfødte, men den indeholder kun tal for én årgang. Derudover kan man mig bekendt kun hente information om regional variation gennem CPR som Copilot (forhåbentlig) ikke har adgang til.

Pigenavnet Louise

For også at få viden om et navn som var populært for noget længere tid siden, har jeg valgt også at undersøge pigenavnet Louise som var det populæreste fornavn til piger født i 1985 ifølge Danmarks Stitstiks topliste over piger født det år.

Navnet Louise har sin oprindelse som en kvindelig dannelse til mandsnavnet Louis som er en fransk form af det germanske mandsnavn Ludvig.

For at få en ensartet undersøgelse har jeg brugt de samme prompts som ovenfor ved Emma.

Prompt 1: Hvilke konnotationer er der til fornavnet Louise i Danmark?

Navnet Louise har flere positive konnotationer i Danmark. Det stammer fra det franske navn Louis, som igen har rødder i det tyske navn Ludwig, der betyder “berømt kriger” (1) (2). Louise er et klassisk og tidløst navn, der har været populært i mange århundreder (2). Det er kendt for at være feminint og elegant, og det bærer en vis styrke og selvstændighed (1). Navnet er også forbundet med intelligens og kreativitet, og mange med navnet Louise er kendt for deres analytiske evner og kunstneriske sans (1). Der er også mange berømte personer med navnet Louise, hvilket tilføjer en kulturel og historisk dimension til navnet. For eksempel var Prinsesse Louise af Hessen-Kassel en bemærkelsesværdig figur i dansk historie (2).
[Copilots anførte kilder er: Opslag om pigenavnet Louise på navnebetydning.com (1) og et opslag om navnet på livstider.dk (2)]

Igen er oprindelsen fint gengivet i overensstemmelse med den almindeligt gældende videnskabelige tolkning, men også her er det mest subjektive, positive konnotationer ved navnebærerne som er angivet. Og igen er der ikke mange mere objektive konnotationer, kun indirekte i at det er ”feminint”.

Prompt 2: Hvilken alder, køn og etnicitet har den typiske navnebærer af Louise?

Copilot: Navnet Louise er mest almindeligt blandt kvinder i Danmark (1). Det er et klassisk navn, der har været populært i mange generationer, og det bæres af kvinder i alle aldre (2). Dog er det særligt udbredt blandt kvinder født i 1980’erne og 1990’erne (2). Med hensyn til etnicitet er Louise et navn, der bruges bredt på tværs af forskellige etniske grupper i Danmark. Det er et internationalt navn, der er let at udtale og stave, hvilket gør det populært blandt både danske og udenlandske familier (2).
[Copilots angivne kilder er: Danmarks Statistiks ”Hvor mange hedder…?” (1) og en artikel på fagligsenior.dk Dit navn afslører din alder (2)]

Vi får altså nu at vide at Louise er mest almindeligt blandt kvinder, men det er slet ikke godkendt som drengenavn i Danmark (Godkendte fornavne pr. 23. april 2025), så i forhold til dansk navnelovgivning er det entydigt en pigenavn, men det vil Copilot altså ikke sige direkte. Oplysninger om etnisk variation er meget muligt rigtige, men igen er der angivet en kilde som INGEN oplysninger har om dette.

Prompt 3: Er der regionale forskelle i brugen af Louise?

Copilot: Navnet Louise er populært i hele Danmark, men der kan være små regionale forskelle i, hvor ofte det bruges. Generelt set er Louise et navn, der er bredt accepteret og anvendt på tværs af landet (1) (2). I større byer som København og Aarhus kan navnet være lidt mere udbredt, da det ofte er populært i urbane områder, hvor internationale navne og trends hurtigt vinder indpas (1). På landet og i mindre byer kan der være en tendens til at vælge mere traditionelle danske navne, men Louise er stadig et navn, der er kendt og brugt overalt (2).
[Copilots angivne kilder er: opslaget om pigenavnet Louise på navnebetydning.com (1) og et opslag om navnet på livstider.dk (2)]

Svaret her minder mistænkeligt meget om det vi så ovenfor ved Emma, og er nok af en mere generel karakter end det egentlig fremgår at chatbotten.

Karen og Maren

De to navne, Emma og Louise, som er undersøgt ovenfor, fremstår med meget positive konnotationer. Dette sammenholdt med chatbottens generelle tendens til ikke at ville vække anstød (sådan opfatter jeg den) gjorde mig mistænksom over om den eventuelt springer mere negative konnotationer over. Derfor undersøgt jeg med prompt 1 to navne som jeg ved også har negative konnotationer i Danmark.

Pigenavnene Karen og Maren har begge en lang tradition i Danmark hvor de har været udbredte siden middelalderen. Karen har imidlertid i de senere år fået samme betydning i dansk som i amerikansk hvor det bruges om en hvid midaldrende kvinde som brokker sig unødvendigt meget. Og Maren fik allerede i løbet af 1800-tallet konnotationer som at være gammeldag og umoderne og har nok fortsat dette præg.

Karen

Prompt 1: Hvilke konnotationer er der til fornavnet Karen i Danmark?

Copilot: Navnet Karen har flere konnotationer i Danmark, både positive og negative. Oprindeligt stammer navnet fra det græske ord “katharos,” som betyder “ren” (1) (2). Det har været brugt i Danmark siden 1500-tallet og var særligt populært blandt bønder indtil 1940’erne (2).
Positive konnotationer:
– Historisk og kulturelt betydningsfuldt: Karen er et klassisk navn, der har været brugt i mange generationer. Det er forbundet med styrke og selvstændighed (1).
– Kendte personer: Forfatteren Karen Blixen er en af de mest kendte personer med dette navn, hvilket tilføjer en litterær og kulturel dimension (1).
Negative konnotationer:
– Moderne stereotype: I nyere tid er navnet Karen blevet brugt som et pejorativt udtryk for en hvid, privilegeret kvinde, der udviser en overdreven rettighedsbevidsthed og aggressiv adfærd (3). Dette har påvirket navnets opfattelse negativt.
[Copilots angivne kilder: opslag om Karen på navnebetydning.com (1), opslag om Karen på navnestatistik.dk (2) og opslag om Karen på livstider.dk (3)

Maren

Prompt 1: Hvilke konnotationer er der til fornavnet Maren i Danmark?

Copilot: Navnet Maren har flere interessante konnotationer i Danmark. Det stammer fra det oldnordiske navn “Mær,” som betyder “havfrue” eller “havets pige” (1).
Positive konnotationer:
– Historisk og kulturelt betydningsfuldt: Maren var et meget populært navn i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet (1). Det er et klassisk og tidløst navn, der har en smuk betydning og en lang historie.
– Kendte personer: Der er mange kendte personer med navnet Maren, hvilket tilføjer en kulturel dimension til navnet (1).
Negative konnotationer:
– Gammeldags opfattelse: Navnet Maren kan opfattes som lidt gammeldags og mindre moderne sammenlignet med andre navne (1).
– Stereotyper: Udtryk som “Maren i kæret” har været brugt som en betegnelse for den laveste fællesnævner, hvilket kan give navnet en negativ klang (2).
[Copilots angivne kilder: opslag om Maren på navnebetydning.com (1) og min egen artikel om Maren på sprogmuseet.dk]

Vi kan se af de to svar fra Copilot at den faktisk er villig til at komme med negative konnotationer. Til gengæld er det tydeligt at man ikke skal tro alt for meget på dens udsagn. I hvert fald er den angivne oprindelse af Maren forkert, det er en dansk form af det latinske Marina som betyder ’hav’, og det har intet at gøre med nordisk ordstof.

Min konklusion må være at man kan nok godt bruge Copilot Enterprise til information om mere overordnede konnotationer af fornavne, men det ser ud til at meget af dens viden er af generel karakter, og den synes ukritisk i sin anvendelse af kilder.

Her bor røvere!

Om et navneforklarende element i et sagn fra Samsø

af Martin Sejer Danielsen

Soldater gør indfald i Nordby på Samsø

I fjerde bind af værket Danske sagn (1892–1901) udgivet af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843–1929) læser man følgende sagn (udgivet som nummer 453):

Min bedstemoder fortalte mig, at den, hun var kaldt efter, fortalte for hende, hvordan det gik til her, da Polakkerne var her. De lå på skibe her uden for, og der var jo ingen soldater her i byen, men så gik kvindfolkene oppe på klitterne langs med havet med deres røde skjörter oppe over skuldrene og vilde forestille soldater. Men fjenderne kom alligevel i land, og da de kom ind i min faders hjemning i Mårup, tog de alle dynerne og rystede fjerene af og lagde så vårene på deres heste. Der lå et lille barn i vuggen, og det tog de og lagde på gulvet. Derefter tog de også puderne af vuggen og gjorde lige sådan med. Da siger konen: »Har I nu røvet og plyndret alt det, vi har, kan I så ikke lade det kjære barn ligge.« Så rendte de ud og råbte: »Her boer røvere!« Siden fik manden og hans hele familie navnet Røver. Røver-Grete var min mands bedstemoder, og min fader blev kaldt Ras Røver, han hed nu egentlig Ras Printz. Andre steder her i Nordby tog Kosakkerne også dynerne og rystede af ude på marken. De tog börnene og slog dem ihjel og hængte dem op på bjælkehovederne.

Sagnet fortaltes af Mette Printz (1825–1903), en kvinde der havde boet hele sit liv i Nordby på Samsø, netop den egn sagnet også foregår i. Sagnet havde Evald Tang Kristensen selv indsamlet i 1894 sammen med resten af de fortællinger Printz kunne berette.

En nærmere analyse af sagnet i relation til andre af Mette Printz fortællinger og det samfund, hun levede i, vil følge i min artikel der snart udkommer i andet bind af Studier i Samsøs Historie og Arkæologi udgivet af Samsøs Museumsforening.

En lille omvej omkring stednavnene

I min ph.d.-afhandling fra 2017 fokuserede jeg på navneforklarende elementer i sagn, og Printz’ sagn ovenfor hører jo umiddelbart til dette tema. Når det alligevel skiller sig ud, er det fordi objektet for navneforklaring er et personnavn – nærmere bestemt slægts- eller kaldenavnet Røver. Langt de fleste sagn jeg stødte på i Evald Tang Kristensens værker i forbindelse med mine studier, havde nemlig stednavne som forklaret objekt. Naturligvis findes der andre eksempler på sagn hvor ophavet til et kalde- eller slægtsnavn forklares, og jeg har tidligere kommet med et eksempel herpå i anden sammenhæng.

Sådanne ætiologiske (forklarende) elementer, kaldet stedfæster, har en troværdighedsskabende funktion. Sagnfortælleren peger på et objekt fra sin eksterne virkelighed, enten noget fysisk man i princippet kunne tage hen og kigge på (en bemærkelsesværdig stor sten sten på en ellers flad mark, en rød plet på kirkemuren osv.) eller noget kulturelt (et navn, en tradition osv.), og forklarer hvordan objektet er blev til som et resultat af (dele af) sagnets handling.

De snarrådige kvinder

Ved studier af kirkebøger og folketællinger fandt jeg nogle faktuelle oplysninger om sagnfortælleren Mette Printz og hendes liv. Hun havde været gift med skipper Jørgen Degn (1820–1868), men han døde tidligt, allerede som 47-årig i 1868, og Printz havde altså været enke i henved 26 år da hun fortæller sagnet til Tang Kristensen i 1894. Sammen havde ægteparret fået ét barn der overlevede til at blive voksen, nemlig Jensine Degn (f. 1849) der som sin mor også blev gift med en skipper, Søren Peter Degn. Mette Printz levede på aftægt i mange af årene hos datterens familie.

Mette Printz var en meget stedbunden nordlænder, altså her forstået som en person bosiddelse i den nordlige del af Samsø, og hun beskriver i sagnet at hun har rødder i lokalområdet langt tilbage i tiden. Nordlænderne så sig selv som kulturelt anderledes end folk fra den større, sydlige del af øen, og det er netop et tema Printz afsøger i andre af sine sagn. Printz’ sagn ovenfor er altså med til at historisere hendes slægt og forankre den solidt i lokalområdet i Nordby-egnen på Samsø.

Slægts- eller tilnavnet Røver er ikke just flatterende hvis navnet, som det sker i sagnet, associeres med substantivet røver i betydningen ‘person der overfalder og plyndrer vejfarende, rejsende’ (ODS betydning 1.1). Måske sagnet således er med til at sætte navnet i et mere positivt lys med tanke på de handlekraftige kvinder?

Sagnets tema om kvinderne der står alene da truslen kom, og derfor snarrådigt selv håndterer situationen så godt de kan, må i hvert fald have vækket genklang i et samfund hvor mange mænd var på søen i længere perioder, jævnfør hvordan både Printz’ mand, Jørgen Degn, og deres datters mand, Søren Peter Degn, var skippere. Mette Printz og hendes datter må mange gange selv have stået alene om at håndtere hverdagens store og små problemer, også den slags der typisk faldt under mandens ressortområde.

Var går gränsen mellan det ena och det andra namnet?

Exemplet Sara/Zahrah

av Märit Frändén

Ett nytt svenskt förnamnslexikon är på väg, hurra! Min kollega Katharina Leibring har uppdaterat och reviderat Eva Bryllas Förnamn i Sverige, vars första upplaga kom 2004. På drygt 20 år är det mycket som har förändrats, inte minst har vi fått ett rikt tillskott av nya namn, dels i form av nybildningar, dels i form av importerade eller invandrade namn. Med en stor bredd av namn, alternativa stavningar och variantformer får man anledning att fundera över den intressanta frågan om vad som är ett namn, vad som är en dekorativ stavning, vad som är en variantform och inte minst var gränsen går mellan det ena och det andra namnet. Eftersom jag i en kollegial roll har läst Katharinas manus, har dessa funderingar spillt över även på mig – här kommer ett exempel …

Sara är vid första anblicken ett välbekant och okomplicerat namn. Det är bibliskt och har lång tradition i Sverige; det första belägget är från 1464. Det finns flera väletablerade stavningsvarianter, till exempel Sarah som i Sarah Sjöström, Zara som i Zara Larsson och Zarah som i Zarah Leander.

Det finns också ett arabiskt namn, latiniserat Zahra eller Zahrah, som betyder ’blomma’ eller, överfört från ett arabiskt idiom, ’något som gör livet vackert’. Muhammed hade en dotter som hette Fatimah al-Zahra, alltså ungefär ’Fatima den blomstrande’.

Ett annat arabiskt namn är Sahrah eller Sahra, med betydelser som handlar om att vara uppe om natten och vaka över ett barn eller någon som är sjuk. På arabiska är s och z olika saker, precis som p och b på svenska. Men eftersom Sara och Zara i Sverige uppfattas som samma namn med olika stavning, så kan nog även Sahra och Zahra uppfattas så.

Förutom att skriva z i stället för s kan dekorativ stavning innebära bruket av ett stumt h. Traditionellt används det i vissa givna sammanhang, som t.ex. Dahl, men i modern tid kan ett stumt h placeras nästan var som helst där det uppfattas se snyggt eller originellt ut. Därför är det fullt tänkbart att Sahra förekommer även som en variantstavning av det bibliska Sara.

För den som vill ge sin dotter ett arabiskt namn som passar bra i Sverige, kan Sahra eller Zahra vara en möjlighet. Men för att göra namnet mer lättanvänt här, väljer man kanske att utelämna h:et. Och vips blir Sahra och Zahra till Sara och Zara. Ett annat val kan vara det arabiska namnet Zarra, som betyder ’besökare’ eller ’pilgrim’, och som också har variantformen Zarah – alltså identisk med Zarah Leanders stavning.

Med alla dessa varianter blir gränsen mellan Sara, Sahra, Zara, Zahra och Zarah plötsligt inte så lätt att dra. Ett exempel ur verkligheten är att det på Wikipedias svenska sida om namnet Sara tas upp även namnbärare som heter Sahra och Zahra. Det visar att de arabiska namnen Sahra och Zahra verkligen kan uppfattas som stavningsvarianter av Sara.

Låt mig avsluta med mitt favoritcitat ur Roland Otterbjörks klassiska Svenska förnamn (1979 s. 62): ”Det är utan tvivel en stor tillgång för ett språk att äga ett rikt förråd av namn i livligt bruk”. Det kanske inte var Zahra och Sahrah Otterbjörk tänkte på, men onomastisk mångfald gör onekligen livet roligare!

Litteratur:

Socioonomastics = Mixed Onomastics?

av Gunnstein Akselberg

All klassifisering er utfordrande. Klassifiseringar har som oppgåve å rydda i materielt og immaterielt datamateriale av ulikt slag. Klassifiseringar byggjer på jamføringar som skal avdekka samanhenger, fellestrekk og ikkje minst særtrekk. På den måten kan ein finna ukjende mønster i datamateriale, synleggjera framande relasjonar mellom ulike data og avdekka eventuelle kausale tilhøve.

Heile tilvêret er fullt av klassifiseringsaktivitetar. Me klassifiserer inntrykk, opplevingar, kjensler, mentale tilhøve og konkrete objekt. Det fyrste me gjer når me møter ukjende personar, ukjende situasjonar eller ukjende opplevingar og inntrykk, er å putta dei inn i ein eller annan kategori eller bås for å få oversikt, forståing og tryggleik.

Mennesket har ein sterk trong til å ha eller få «orden» på alle inntrykka som sviv rundt ein – frå ein står opp om morgonen til ein legg seg om kvelden – nettopp for å etablera orden i ein kaotisk «inntrykkskvardag». Kategoriar er viktige av di dei skapar – for den einskilde eller for sosiale grupper – «orden» i eit «impulskaos», og gjer det mogeleg å manøvrera i «kaoset» på ein spontan eller gjennomtenkt måte som ein opplever å vera tenleg, fornuftig og rasjonell – i kvardag og i fest.

Innom ein kvar vitskap er innsamling av nye data og kategorisering av desse, ein sentral aktivitet av di dei framskaffar ny innsikt og ny kunnskap. Nye vitskaplege nyvinnigar kan føra til kategorijusteringar eller til etablering av nye kategoriar. På denne måten oppstår såleis ny kunnskap og ny innsikt, og vitskapane «utviklar seg» på dette viset vidare. Stendige justeringar av eldre kategoriar og etablering av nye kategoriar, er såleis grunnleggjande vitskaplege aktivitetar som både legitimerer vitskapleg arbeid og som gjev oss større forståing av mennesket, av verda og av tilvêret.

Dersom kategorijusteringane er store eller dersom justeringane fører til nye kategoriar som bryt med den innsikta og den kunnskapen ein allereie har, plar ein i vitskapen snakka om paradigmeskifte eller eventuelt om vitskaplege revolusjonar. I særtilhøve kan slike brot og skifte føra til nobelprisar, særleg innom medisin og fysikk.

Etter som vitskapen «utviklar seg» har me gjennom historien fått fleire og fleire vitskaplege «spesialkategoriar». Eit eksempel er lingvistikken eller grammatikken som i den klassisk romersk-greske forma var ei relativt avgrensa eining eller kategori, og som i dag er erstatta av, eller har utvikla seg til, eit mylder av «underkategoriar». Ein av desse underkategoriane vart til sosiolingvistikk og ein annan til onomastikk.

Ein av grunnane til denne «underskogen» av kategoriar, og det gjeld alle vitskaplege fag, er at dei tradisjonelle og etablerte kategoriane tek opp i seg innsikt, kunnskap og metode frå éin annan eller frå fleire andre kategoriar eller vitskapar. Det finn altså stad ei kategorikrossing. Sosiolingvistikken er eit godt eksempel på kategorikrossing. I nyare tid har på denne måten den nye kategorien sosioonomastikk vokse fram, ein kategori som altså kan tolkast som ei kategorikrossing mellom onomastikk og sosiolingvistikk.

Eit viktig spørsmål blir om sosioonomastikken som kategori har ført til ny kunnskap og innsikt. Artiklar, bøker og tidsskrift som er skrivne og publiserte under merkelappen «sosioonomastikk», kor sosioonomastiske er dei eigenleg? Er fleire av desse tekstane eigenleg berre døme på keisarens nye klede når dei smykkar seg med kategoriappellativet sosioonomastikk? Mange av arbeida som direkte eller indirekte ber merkelappen sosioonomastikk, er nok vitskapleg sosioonomastiske, men gjeld det alle arbeida som ber denne merkelappen?

Skissa illustrerer ein modell for korleis det er råd å tolka disiplinen sosioonomastikk og utviklinga av denne. Sosioonomastikken har sitt utspring onomastikken (t1). Onomastikken har etter kvart fått mange greiner eller underkategoriar (t2). Ideelt sett er sosioonomastikken éi av desse onomastiske greinene eller underkategoriane. Ettersom tida har gått, er det råd å tolka utviklinga av sosioonomastikken som ein ny heterogen onomastisk samlekategori (t3) for studiar av ulik onomastisk karakter og relevans for onomastiske studiar.

Klassifisering og kategorisering er krevjande, og svært ofte finst det katagoriske overlappingar. Men bør ikkje eit sosioonomastisk arbeid vera kjenneteikna ved noko sær-sosioonomastisk som gjer at det råd å skilja arbeidet/teksten nokonlunde tydeleg frå andre onomastiske arbeid/tekstar? Er sosioonomastikken blitt ein samleterm for forskjellige onomastiske arbeid? Er sosioonomastikken blitt ein ny vitskapleg samlesekk meir enn ein ny vitskapleg særsekk? Eg Sosioonomastics blitt til Mixed Onomastics?

Att vara opponent på en avhandling

Av Linnea Gustafson

Efter att ha avslutat förra veckan med två dagar i Uppsala för att opponera på avhandlingen ”Ekberg, Ljung och Rattfält. Soldatnamn i Värmland 1684–1900” är jag åter på hemmaplan. Det var ett roligt uppdrag, men samtidigt var jag ganska nervös, och resan var lång.

Avhandlingen baseras på ett stort material som har hämtats från en lång tidsperiod. Det är en av de styrkor som avhandlingen har. Andra styrkor som finns är att materialet har hämtats från ett förhållandevis stort geografiskt område, att det baseras på två olika typer av soldater – indelta soldater och fältjägare – samt att materialet nu är tillgängliggjort digitalt.

Fanns det inga svagheter, då? Jodå, det finns alltid saker som är värda att diskutera i avhandlingar. Intressanta frågor som hade förtjänat att utvecklas ännu mer, eftersom de är så intressanta, är soldatnamnens identitetsskapande funktion, på vilket sätt soldatnamnen är besläktade med binamn och om de skulle kunna betraktas som varumärkesnamn.

Många frågor som väcker mersmak presenteras också i slutet av avhandlingen, t.ex. att göra jämförelser mellan soldatnamnsskicket i Värmland och andra regioner i Sverige, eller att jämföra soldaternas namnskick med namnskicket i andra samtida yrkesgrupper.

Mitt slutord om avhandlingen är att det är ett gediget hantverk som respondenten arbetat med under 30 år(!). Jag misstänker att det är skönt att vara i mål nu. Grattis!

Dopnamn som spegel av namngivarens identitet

av Kaj Borg

Förnamn och identitet

Man är vad man heter, sägs det. Att det ligger en sanning i detta talesätt har den socioonomastiska forskningen redan bevisat (t.ex. Aldrin 2011, Hagström 2006). När vi träffar nya människor bedömer vi dem inte bara efter deras beteende och utseende, utan vi drar också slutsatser av de namn de bär.

Utifrån namnet på en person som vi ännu inte känner gör vi – medvetet eller omedvetet – antaganden om namnbärarens sociala, språkliga och kulturella bakgrund och tilldelar hen en viss identitet eller åtminstone vissa identitetsdrag. I vilken grad dessa förmodade identitetsrelaterade element överensstämmer med den identitet som namnbäraren själv anser sig ha, kommer vi underfund med först så småningom vid en närmare bekantskap.

Lika mycket, om inte mer, berättar t.ex. det förstgivna förnamnet eller dopnamnet på ett barn om de personer – i regel föräldrarna – som valt namnet, än om själva det namngivna barnet. Vid val av förnamn tillskriver föräldrarna sitt barn en viss individuell och kollektiv identitet med utgångspunkt i sina egna värderingar.

Genom namnval ger de å ena sidan uttryck åt sina förhoppningar om hurdan person barnet ska utvecklas till eller senare uppfattas av andra, å andra sidan försöker de fästa barnet i ett önskat socialt nätverk (Alford 1988, Borg 2016). I och med att denna tilldelade identitet i hög grad har sin upprinnelse i namngivarnas värderingar kan den med fördel användas till karakterisering av dem som personer. Man är vad man kallar sitt barn, så att säga.

En grupp studerande som namngivare åt fiktiva barn

Att dopnamn ger en inblick i namngivares tankevärldar använde jag som utgångspunkt i en halvseriös namnstudie med pedagogiska mål. Som informanter valde jag ett tjugotal finskspråkiga förstaårsstudenter i nordiska språk vid Åbo universitet. I samband med en lektion gav jag dem uppgiften att välja förnamn åt sina fiktiva nyfödda barn och också motivera sina namnval.

Syftet med mitt experiment var att illustrera för studenterna att även egennamn är informationsbärande språkliga uttryck och visa hur de namn de valde karakteriserade dem som namngivare. Med andra ord rörde det sig om ett tillämpat och studentanpassat experiment med namn och namngivning.

Det föreslogs sammanlagt 47 olika namnformer, varav 30 var kvinnonamn (kn.) och 17 mansnamn (mn.). Namnen var följande:

  • Kn.: Aava, Alma, Amalia, Amelia, Astrid, Ava, Emelie, Emilia, Ester, Flora, Hanna, Ingegerd, Jade, Jasmin, Julia, Kanerva, Kide, Kielo, Maria, Minea, Oona, Pihla, Ruusu, Sade, Sari, Seija, Stella, Valma, Vanamo, Vaula
  • Mn.: Aaron, Daniel, Eerik, Elias, Eric, Erik, Jasper, Julius, Leo, Lukas, Oliver, Otava, Sampo, Sisu, Sumu, Valo, Veli

Motiveringarna och beskrivningarna av förnamnen kunde kategoriseras utifrån de motivfält de representerade. Kategorierna, som alltså bygger på studenternas uppfattningar om namnens karaktär, blev följande (antal omnämnanden inom parentes): estetik (21), finskhet (11), natur (11), familj och släkt (6) och bibeln (2). Några namnförslag saknade motivering. Kategorierna överlappar delvis varandra eftersom ett och samma namn kunde karakteriseras på flera olika sätt.

Det är inte förvånande att namnets estetik avgjorde valet. Intressant är dock att studerandena verkar ha haft en ganska bra känsla för trendiga förnamn: 55 % (26/47) av de föreslagna namnformerna är nämligen enligt Namntjänsten (DVV) namn som för tillfället håller på att öka sin procentuella andel i Finland: kn. Aava, Alma, Amalia, Amelia, Astrid, Ava, Emelie, Ester, Flora, Kanerva, Kielo, Pihla, Ruusu, Stella, Vanamo, Vaula; mn. Eerik, Eric, Erik, Jasper, Leo, Oliver, Otava, Sumu, Valo.

Namn som ansågs lämpliga tack vare sin finska prägel var t.ex. kn. Valma och Vanamo samt mn. Sampo och Sisu. Natur nämndes relativt ofta som motiv till namnvalet (t.ex. kn. Flora, Kanerva ’ljung’, Kielo ’liljekonvalj’; mn. Sumu ’dimma’, Valo ’ljus’, Vanamo ’linnea’). Förnamn som hämtats ur familjekretsen är t.ex. kn. Ingegerd och mn. Aaron. Namnen med anknytning till bibeln var två, mn. Daniel och kn. Ester.

Identiteter förmedlade av dopnamn

De namn som studenterna valde som potentiella förnamn åt sina fiktiva barn kunde alltså föras till fem motivfält. Dessa motivfält återspeglar värderingar som kan betraktas som identitetsskapande hos studenterna.

På gruppnivå och något förenklat kan man konstatera att studenterna profilerade sig identitetsmässigt som mycket trendmedvetna, rätt finsksinnade, naturälskande och relativt familjeorienterade individer. Överraskande var exempelvis att den angloamerikanska populärkulturen inte tycks framstå som en identitetsskapande faktor hos den valda gruppen akademiska studenter i 20-årsåldern – åtminstone inte i namngivningssammanhang.

Litteratur