Category: Public debates

Den røde plads. Krasnaja Plosjtjad

af Line Sandst

Den 30. oktober 2025 foreslog Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester i København at Den røde plads skal omnavngives. Den røde plads er én ud af tre mindre parkstrøg, der til sammen udgør parken Superkilen, der ligger i København. Til Berlingske forklarede han, at Den røde plads ifølge ham er ”et symbol på Rusland og magten i Kreml” og at han synes, det er ”upassende, at man har så stærkt et symbol placeret et meget centralt sted i København” (Ritzau, 30. oktober 2025, Berlingske). Imidlertid kan den foreslåede navneændring være vanskeligere end som så at gennemføre.

Hvordan navngives gader og pladser i byerne?

Når nye navne skal implementeres i byerne i Danmark i dag, gennemgår de en række procedurer, inden de endeligt administrativt godkendes. Procedurerne kan være forskellige fra by til by, men i København, hvor den pågældende Den røde plads ligger, har vi et politisk sammensat Vejnavnenævn, der er et ”sagsforberedende nævn under Teknik- og Miljøudvalget” (Vejnavnenævnet.kk). Nævnets opgave er at behandle alle navngivningssager i Københavns kommune og afgive indstilling til Teknik- og Miljøudvalget, der træffer den endelige beslutning om et givent navn kan godkendes (ibid.).

Hvis Den røde plads i København skal omnavngives, skal forslaget altså først behandles af Vejnavnenævnet, før det indstilles til godkendelse ved Teknik- og Miljøudvalget. Men her støder vi på et problem. Vejnavnenævnet kan nemlig kun omnavngive lokaliteter, som allerede har et officielt godkendt navn, og Den røde plads i København er slet ikke et officielt navn.

Officielle og uofficielle navne

Officielle navne er navne på lokaliteter, der er administrativt godkendte, og altså har gennemgået en administrativ beslutnings- og godkendelsesproces. Når navnene er godkendte, kan vi finde dem på gadenavneskilte i byerne. Uofficielle navne er derimod navne på lokaliteter, der hverken har gennemgået procedurer eller beslutningsproces. Der kan være mange årsager til, at uofficielle navne ikke er officielt godkendte. I Københavns kommune (og flere andre steder i Danmark) har man fx retningslinjer om, at en lokalitet skal være adressebærende før den kan tildeles et navn, og dertil skal lokaliteten heller ikke være for lille. Den slags retningslinjer findes ikke for uofficielle navne, der ofte dannes mere eller mindre spontant af sprogbrugerne og kan knytte sig til snart sagt alle slags tænkelige lokaliteter.

Den røde plads udgør sammen med den såkaldte Den sorte plads og Den grønne park det rekreative område Superkilen, som er parkens officielle navn. Hver af de mindre pladser er kendetegnet med at være hhv. rød, sort og grøn. Parken stod færdig i 2012, og navnet Superkilen er også officielt godkendt i 2012. Men faktisk ønskede Nørrebro lokaludvalg dengang at navngive de tre farverige strøg. Forslaget blev dog afvist af Vejnavnenævnet netop med henvisning til, at pladserne hverken havde adressemæssigt sigte eller var store nok (Sandst 2015, s. 256 ff.). Ingen af de tre parkstrøg fik altså et officielt navn dengang, og Vejnavnenævnets sekretariat bekræfter da også, at Den røde plads på Nørrebro heller ikke i dag er et officielt navn (jf. samtale 4/11 2025).

Her ses Den røde plads set fra Nørrebrogade. Bemærk de store bygninger inde på pladsen, som bl.a. huser Nørrebro bibliotek og Nørrebrohallen. Stederne har adresse på Nørrebrogade. Begge billeder er taget af forfatteren.

Men hvor kommer Den røde plads så fra?

Navnene Den røde plads, Den sorte plads og Den grønne park blev alle introduceret af arkitektgruppen og bygherrerne, der står bag designet på parken. Dengang som nu lever navnene et synligt, men formelt set uofficielt liv. På websites om Superkilen, der i dag dækker over turist-informationssider, officielle sider fra Københavns kommune, Wikipedia, bygherrernes og arkitektfirmaets websites bruges de tre navne om de tre parkstrøg. Det vidner både om succesfuld markedsføring og om en vis almen accept og brug af navnene. Og i hvert fald er Den røde plads i København i dag så velkendt et uofficielt navn, at Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester i København forud for kommunalvalget 18. november 2025, og i en samtid hvor der længe har været international kritik af den udenrigspolitik, Rusland fører, foreslår at pladsen skal omnavngives.

Russiske associationer; invasionen i Ukraine og hvad Rusland ellers kan finde på

Men Den røde plads i København er ikke alene. Den røde plads ligger også i Holstebro, i Gørding, i Tønder og i Værløse. Flere af pladserne har som den på Nørrebro rød belægning, så en del af navngivningsmotivet findes i farven. En anden del af navngivningsmotivet findes i opkaldelsen efter Den røde plads i Moskva, og der er ingen grund til at tro, at navngivningsmotivet ikke kan være en kombination af begge motiver. Men ingen af navnene er dannet i forbindelse med den nuværende (2025) udenrigspolitiske situation med Rusland, som er den, Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester i København reagerer på, når han stiller forslag til omnavngivning. Som opkaldelsesnavn kan associationer til Den Røde Plads i Moskva næppe undgås, ligesom de deraf afledte øvrige associationer til Rusland, som den enkelte sprogbruger måtte have, næppe heller kan undgås. Men navnet og associationerne må vi altså beholde, lige så længe vi ikke har et navnepoliti, der bestemmer, hvad sprogbrugerne må sige.

Her ses Den røde plads fra modsatte side fra Mimersgade, der løber mellem Den røde plads og Den sorte plads. Bemærk at også træbevoksningen på pladsen er rød. Billedet er taget af forfatteren.

Litteratur

Inbjudan till internationellt nätverksmöte

The International Network for Personal Names Research (efterföljare till Jane Pilchers PNRN-nätverk) bjuder in till en digital nätverksträff den 12 Juni 2025,
kl 12am – 3pm (UTC+2). Temat för träffen blir ”Given names in different countries: similarities, differences, historical and contemporary developments” och kommer att innehålla möjlighet till korta föredrag, forskningspitch och interaktiva möten i mindre grupper. Se bifogad fil för mer information om anmälan. Nätverket har mer än 50 medlemmar från mer än 20 länder – välkommen att hänga med!

Invitation-Online-MeetingDownload

Lästips: Namnens sociolingvistik

Under våren 2024 kom den tredje omarbetade upplagan av den populära kurslitteraturboken Sociolingvistik (red. av Eva Sundgren) som används på många grundutbildningar i Sverige – och innehåller för första gången ett kapitel om ”Namnens sociolingvistik”! Vid sidan av kapitel om bland annat dialekter och sociolekter, språkkontakter, språkattityder, språkförändring och språkpolitik får läsaren nu också bekanta sig med socioonomastiken som en viktig del av sociolingvistiken. I kapitlet om namnens sociolingvistik, författat av undertecknad, introduceras läsaren till flera namntyper och olika sociala funktioner som namn, namnvariation och frånvaron av namn kan bära i skilda sammanhang. I särskilda avsnitt behandlas teman som namn och identitet, namn och genus, namn och mångkultur, namninnovationer och namntrender samt namnplanering och maktutövning. Beskrivningen är baserad på i första hand aktuell forskning från de nordiska länderna med många tips till vidare läsning. Dessutom finns ett särskilt avsnitt om metoder och etiska överväganden. 

Tips till uppsatsskrivande studenter!

Emilia Aldrin

Skal Simon Spies Plads omnavngives?

af Line Sandst

Sommeren 2022 blev der vist en dokumentar på national, dansk TV om stifteren af rejseselskabet Spies Rejser. Simon Spies, som stifteren hed, introducerede danskerne til billige charterrejser, blev rig og anvendte pengene til at leve et flamboyant liv med luksusvillaer, rejser, alkohol og unge kvinder.

Spies’ ekstravagante liv blev ofte skildret i medierne op igennem 1960’erne, men ingen stillede sig tilsyneladende kritiske ved relationen mellem de unge kvinder og Simon Spies, selvom der åbenlyst var tale om seksuelle forbindelser mellem en midaldrende mand og meget unge kvinder. Men i dokumentaren fra i sommer fortalte nogle af disse kvinder deres side af historien. De fortalte om, at de blev betalt for at give seksuelle ydelser, at de fortrød, men ikke kunne slippe væk, og at Spies også var voldelig imod dem. Kvinderne var typisk sårbare, og de var typisk under 18 år.

Manden bag navnet

Spies var en erhvervsmand med betydning for nyere dansk historie. Derfor har han også fået opkaldt en plads efter sig i Helsingør, hvor han voksede op. Men i kølvandet på sommerens problematisering af hans livsstil, foreslog lokalpolitikere i byrådet i Helsingør, at Simon Spies Pladsskulle omdøbes. Eller at gadeskiltet i mindste fald skulle udvides med en navneforklarende tekst ”hvor det fremgår, at Simon Spies ændrede danskernes rejsevaner, men også udnyttede unge kvinder” (Referat af 26. september 2022).

De nye, kritiske oplysninger, der bevægede sig i den danske mediedebat, førte altså til, at dem, der havde beføjelse til navngivning og -ændring på urbant plan, begyndte at overveje, om de nye oplysninger skulle have konsekvenser for gadenavnelandskabet. Sagen om Simon Spies Plads er endnu ikke afsluttet.

Ny identitetspolitisk tendens

Sagen illustrerer en tendens, som vi ser flere og flere eksempler på. For to år siden blev der smidt en byste af Frederik den 5 i vandet, som en aktion der skulle gøre opmærksom på dansk kolonial fortid. I kølvandet heraf startede en offentlig mediedebat om gaderne opkaldt efter danske slavehandlere skulle omnavngives.

Stemmerne der talte for nye navne, påpegede det forkerte ved at hædre de mennesker, der har foretaget moralsk forkastelige gerninger, mens stemmerne der talte imod nye navne, påpegede at slavehandlen, og at dem der forestod den, er en del af danmarkshistorien og som sådan ikke bør skrives ud.

Også omnavngivning i forbindelse med verserende storpolitiske situationer er blevet foreslået, som da Rusland invaderede Ukraine, og den danske politiker Jakob Ellemann-Jensen derefter foreslog, at gaden hvor den russiske ambassade ligger i København skulle omnavngives til Ukrainevej.

Dansk identitet med gaderne som kampplads

Hverken gaderne opkaldt efter de danske slavehandlere, eller vejen, hvor den russiske ambassade ligger i København, er blevet omnavngivet. Men debatterne viser, at politiske beslutningstagere og meningsdannere anskuer gadenavne som et identitetspolitisk sted med symbolkraft til at vise, hvad dansk politik og identitet er. Samtidigt belyser debatterne, at hvem der skriver den historie, ikke er helt så enkelt endda. For der er både vægtige stemmer og argumenter for og imod omnavngivningerne.

Men det er heller ikke så enkelt at omnavngive en gade, som man muligvis skulle tro. Der er fx økonomiske hensyn at drage, når nye skilte skal laves og sættes op og navneændringen skal gennemføres konsekvent i administrationen. Men navneændringer er også vanskelige for de mennesker, der bor på vejen, dem der skal besøge stedet og for postvæsnet.

Når først et navn har fæstnet sig til et sted, er det denne konvention der læres af sprogbrugeren, og navnet bliver synonymt med stedet og kan derfor være svært at glemme igen, bare fordi ’nogle andre’ beslutter, at stedet pludselig skal hedde noget andet. I praksis sker der også kun meget få omnavngivninger af gader og pladser, netop af ovennævnte hensyn.

Man kan derfor undre sig over, hvorfor diskussionerne om omnavngivning dukker op, når det både er dyrt, besværligt og meget sjældent sker i praksis. Man kan spørge sig selv, om navne overhovedet er vigtige, for de ændrer vel ikke noget – eller gør de? Jeg anskuer diskussionerne om omnavngivning som beviser på stednavnenes betydning, kulturelt og menneskeligt. Hvis stednavne var ligegyldige, hvorfor skulle vi så diskutere dem? Dertil fortæller mediedebatterne om omnavngivningerne noget om den samtid, vi befinder os i lige nu.

Da Simon Spies fik navngivet en plads efter sig i Helsingør, meldte historien ikke noget om misbrug af og overgreb på unge kvinder. I dag står vi et andet sted i historien, vi har en anden viden og kan kigge tilbage med et andet blik, og herfra kan vi drage konklusioner om moralsk forkastelige handlinger som slavehandel og overgreb på kvinder. Og spørgsmålet er så, hvordan vi som nation forholder os til det.

Diskussionerne om omnavngivninger kan dermed tages som et varsel om, eller symptom på, en forhandling af dansk identitet, som lige nu verserer i Danmark, og som nogle gange udspiller sig med navne på gader og pladser som kampplads.