Namnbyråer hjälpte efternamnsbytare i Sverige

av Johan Hedberg

I Sverige fanns under 1900-talet små företag som hjälpte personer att byta efternamn. Dessa kallades i folkmun för ”namnbyråer” och affärsverksamheten byggde dels på att hjälpa per­soner att ansöka om efternamnsbyte, dels att ge förslag på nya efternamn. I dag är de troligen bortglömda, men under 1940-talet då deras verksamhet blomstrade, så kunde man troligen inte slå upp en svensk dagstidning utan att se åtminstone någon annons från en namnbyrå. Jag ska i denna text försöka ge en förklaring till varför namnbyråerna varit så populära i Sverige just under tiden kring 1940-talet.

Varför namnbyråer?

Vi får anta att en affärsverksamhet uppstår, och fortlever, eftersom det finns ett behov av den. Namnbytarna behövde alltså av någon anledning namnbyråerna. För att förstå varför det var så får vi ta det från början, i alla fall början på svensk namnlagstiftning.

År 1901 ges en förordning (släktnamnsförordningen) ut med bestämmelser om efter­namn i kyrkböckerna och den reglerade vilket en persons officiella efternamn fick vara. Mycket kortfattat sade släktnamnsförordningen att en person inte fick bära ett efternamn som denne inte hade släktmässig anknytning till. Om en person ville byta bort sitt son-namn (det var mest sådana som byttes bort under 1900-talets första hälft) så kunde denne alltså antingen byta till ett efternamn som en nära släkting bar, eller hade burit, eller så fick man skapa ett helt nytt efternamn.

Orsakerna till namnbyråernas popularitet kan, enligt min mening förklaras av två för­hållanden. Den ena har jag nämnt ovan, nämligen att många som ville byta efternamn fick/kunde skapa ett helt nytt. Den andra är kopplat till det krångliga ansökningsförfarandet. Vi tar dessa två orsaker i tur och ordning och börjar med ansökningsförfarandet.

Hur, och till vem, ansökte man om namnbyte?

Ansökan om efternamnsbyte gjordes under 1900-talets första hälft genom ett ansökningsbrev till den myndighet som skulle besluta i ärendet. Bilden till höger visar hur en ansökan kunde se ut. Just denna ansökan handlar troligen om det mest kända efternamnet som svenska myndigheter någonsin har godkänt.

En ansökan om efternamnsbyte i brevform från år 1923
(från Riksarkivet, bildkälla: https://stockholmskallan.stockholm.se/post/30864)

Den som kan tyda texten i brevet ser att det handlar om när Greta Gustavsson år 1923 blev Greta Garbo. Genom hennes ansökan kan vi se spår av ansökningsprocessen. Till höger syns anteckningar i blyerts från de tjänstemän som under­sökt om det nybildade namnet Garbo eventuellt var för likt något annat redan existerande efternamn. Nästan högst upp i brevet står det ”till överståthållarämbetet”, alltså motsvarande länsstyrelsen i Stockholm.

Det var länsstyrelserna som fram till år 1919 be­slutade om ett namnbyte skulle godkännas eller inte. Just Greta Garbos ansökan skickades först till över­ståthållarämbetet i Stockholm. De granskade ansökan och skickade se­dan den vidare till Justitiedepartementet, som från år 1921 beredde namnärendena. Ansökningarna som hade beretts godkändes eller avslogs sedan i regerings­konselj en gång per vecka. Hela den svenska regering var alltså, i alla fall formellt, med och beslutade om varje enskilt namnbyte mellan 1919 och 1946.

Det var troligen inte lätt för den enskilda namnbytaren att veta hur ansökningsbrevet skulle utformas, samtidigt som det skulle ställas till Justitiedepartementet och behandlas i regerings­konselj under svenska kungens närvaro. Ingen av de officiella svenska namnförslags­böckerna åren 1921–1940 (se under nästa rubrik) innehöll heller någon instruktion till hur an­sökningsbrevet skulle utformas. I de ansökningar från åren 1925 och 1945 som jag har studerat finns det spår av att namnbytarna tagit hjälp av allt från advokatbyråer till pastors­expeditioner att utforma ansökningsbrevet. De flesta tog dock hjälp av namnbyråer. De agerade ombud för namnbytaren och utformande både ansökningsbrevet och kommuni­cerade med Justitiedepartementet. Med namnbyråernas hjälp underlättades således det krångliga ansökningsförfarandet. Det var det ena behovet som namnbyråerna fyllde.

Namnbyråernas namnförslag

Det andra behovet var en ökad efterfrågan på namnförslag. Släktnamnsförordningen gav inga riktlinjer om hur ett nytt efternamn skulle se ut för att godkännas, men den praxis som växte fram hos Justitiedepartementet var att efternamnet skulle vara bildat av ord från svenska språket. Det var troligen inte lätt för den enskilde namnbytaren att själv bilda ett namn, som dessutom inte fick vara för likt ett redan befintligt. Som hjälp till namnbytarna gav svenska staten under perioden 1901–1979 ut sex böcker med namnförslag (se referenser nedan). De böcker som är aktuella under namnbyråernas blomstringsperiod under 1940-talet utgavs åren 1921, 1939 och 1940.

Lista med namnförslag från Aftontidningens namnbyrå. Anteckningarna är troligen från språkvetaren Gösta Langenfelt (1888–1956) som var föreståndare för namnbyrån.
(Källa: Gösta Langenfelts efterlämnade papper, Institutet för språk och folkminnen)

Dessa tre böcker innehöll tiotusentals namnförslag, men de räckte troligen inte till för den ökande strömmen av namnbytare under 1930- och 1940-talen. Det har exempelvis gjorts beräkningar på att det endast under åren 1941–halvårsskiftet 1946 tillkom cirka 21 500 nya efternamn i Sverige (se Svensk namnbok 1954, s. 32). Namnförslagen i böckerna var troligen helt enkelt slut, eller så utgallrade att den som tog ett förslag därifrån inte kunde vara säker på att det inte redan var upptaget. Det återstod då för namnbytarna att själva skapa ett efternamn eller ta hjälp av någon annan än staten. Många tog hjälp av någon annan i sökandet efter namnförslag. Någon annan i detta fall var för många namnbytare de cirka 15 namnbyråer som var verksamma under år 1945 (se en lista i Hedberg 2019).

Slutord

För den som ville byta efternamn var det alltså både svårt med ansökningsförfarandet och att finna ett nytt lämpligt efternamn. Namnbyrå­erna tillfredsställde båda dessa behov genom att dels hjälpa namnbytarna med ansökningsbrevet, dels ge namnbytaren egna unika namnförslag som inte redan var upptagna. På bilden ovan ser ni en sådan lista med namnförslag från Afton­tidningens namnbyrå som var verksam i Stockholm under början av 1940-talet.

Namnbyråerna försvinner någon gång mellan slutet på 1960-talet och 1980-talets mitt. Orsakerna till det kan kanske sökas i att ansökningsförfarandet gradvis blir mycket enklare från år 1946 när Statistiska centralbyrån, och senare Patent- och registreringsverket, tar över behandlingen av namnärendena. Intresset för att nybilda efternamn sjönk också samtidigt som det åren 1954 och 1964 utkom ytterligare två statliga böcker med namnförslag.

När namnbyråerna var som mest aktiv agerade de ombud i över hälften av ansökningar­na om nybildade efternamn, i alla fall i de ansökningar jag har studerat från år 1945 (se mer i Hedberg 2021). Hur många svenskar som idag bär ett efternamn från en namn­byrå är omöjligt att säga. Utifrån min erfarenhet av att ha gått igenom ett stort antal namnändrings­ansökningar så kan dessa namn nog räknas i tusental, om inte i tiotusental.

Jag har genom mina egna efterforskningar fått reda på en hel del om namnbyråerna, men många av mina frågor är ännu obesvarade. Om du själv har någon kunskap om namn­byråerna, eller vet något om liknande verksamheter i andra länder, så får du gärna kontakta mig på e-post: johan.hedberg@nordiska.uu.se eller på telefon 018-471 60 11.

Johan Hedberg
Doktorand i nordiska språk
Institutionen för nordiska språk, Uppsala universitet

Vidare läsning

En längre text om namnbyråer och statliga namnförslag:
Hedberg, Johan, 2021: Namnböcker och namnbyråer. En undersökning av statlig och kommersiell inblandning i ansökningar om nybildade efternamn åren 1925 och 1945. I: Namn och bygd 109. S. 127–143. Tillgänglig online

En kortare text om namnbyråer och namnförslag med bland annat listor med de namnbyråer som var verksamma år 1945:
Hedberg, Johan, 2019: Efternamnsbyten inget nytt. Bloggtext. Institutet för språk- och folkminnen. Tillgänglig online

De svenska statliga böckerna med efternamnsförslag 1921–1979:

  • Svensk namnbok. Till vägledning vid val av nya släktnamn. Uppsala. (1921)
  • Svensk namnbok till vägledning vid val av nya släktnamn. Utarbetad av inom Justitiedepartementet tillkallad sakkunnig. (SOU 1939:4) Stockholm. Tillgänglig online via denna länk.
  • Svensk namnbok 1940. På offentligt uppdrag utarbetad till vägledning vid val av nya släktnamn. Av Jöran Sahlgren. (SOU 1940:10) Stockholm. Tillgänglig online via denna länk.
  • Svensk namnbok 1954. Utarbetad av 1952 års släktnamnkommitté. Stockholm. (SOU 1954:1) Tillgänglig online via denna länk.
  • Svensk namnbok 1964. Utarbetad av 1962 års Släktnamnskommitté. (SOU 1964:14) Stockholm. Tillgänglig online via denna länk.
  • Svenska släktnamnsförslag 1979. Namnbok till vägledning vid val av nya släktnamn. Utgiven av Patent- och registreringsverket. Namnsektionen i samarbete med Institutionen för språklig databehandling (Språkdata) vid Göteborgs universitet.

The unfiltered background data of the Icelandic place-name archive

by Birna Lárusdóttir

Ongoing work at the place-name archive

The Icelandic place-name archive is currently being reorganized and registered into a database.  The bulk of the collection dates from the 1940s to the 1980s. It consists of several categories or layers. Finished and edited place-name descriptions are the most accessible layer, where the toponomy appears as a part of a holistic landscape description which enables readers to travel through the landscape in their mind and get a fuller picture of the place names and their meanings in context. 

A map of Fagurey, one of the islands of Breiðafjörður, W-Iceland. Photo: Birna Lárusdóttir.

Most of these complete descriptions are now accessible online at nafnid.is. Behind these descriptions lies a layer of data which remains largely unexplored but sheds light on the collection and how it was shaped. This layer consists of background data such as complete manuscripts, lists of names, letters from informants to the staff of the archive (earlier: The Icelandic Place-Name Institute), comments on existing descriptions and hand-drawn maps.

An example of files from one district, V-Eyjafjallahreppur, S-Iceland. Photo: Birna Lárusdóttir.

A recording from 1970

The archive contains many hidden gems which give a glimpse into the dynamics and the social context of both individual names and whole registers. A personal favorite is a conversation recorded in 1970 between three brothers who all grew up on the same farm, Hæll in Gnúpverjahreppur in the south of Iceland.

Hæll is a farm rich in family traditions, where many generations of the same family had lived before them. Their aim is to review an older place-name register, most likely from the 1920s, which had been written by an avid collector with no personal connection to their farm. One brother reads the text out loud, while the others provide an endless stream of commentary: , já-já, jú-jú, yes, I remember, I don’t think so, we didn’t really use that name, I would not describe it this way. Sometimes they pause to discuss individual names, locations, events, the time-depth of the text and even the people behind the names. Who could possibly have bestowed them? Why would someone mention a name they have never heard of? Who might the collector have interrogated at the time of the collection?

A page from the transcribed interview from 1970. Photo: Birna Lárusdóttir.

The brothers add a few missing names and sometimes speculate about whether they are appropriate or not for an official register. Among them are Harðlífi (‘Constipation’) for part of an irrigation ditch and Bunuvellir (‘Running Fields’), named by a boy who was fetching some  cows with  “the runs” (I.e., diarrhea). One brother rather dislikes a more innocent name, Miðhús (‘Midhouse’), which according to him is “such a young name that he can only just accept it.”

The name Mígandaskarð (‘Pisser’s Gully’) is also referred to as Smjörvörðuskarð (‘Butter Cairn Gully’) in the old register, to which they all vocally object. This sparks speculation on the collector’s source. After a short debate they agree that it must have been a worker at the farm named Eiríkur, who was known for having his own opinions on place names and was possibly trying to be polite in the case of Smjörvörðuskarð.

From recording to written register

In the above case the main facts of the relatively informal chat were combined into an updated version of the register a few years later by a staff member at the Place Name Institute. It mentions landscape changes and reasons for names falling out of use.  Harðlífi is claimed to be rarely used, Bunuvellir is said to stem from a “minor incident” (not explaining the origin) and Miðhús is only mentioned in a footnote, apparently as a temporary name.  Mígandaskarð is, however, stated to be the only correct version of the name according to the brothers.

This is a great example of how the place-name register can be a very dynamic document and how people think twice before publishing something officially.

Forskningsmuligheder i Dansk Navneleksikon

af Birgit Eggert

Fredag den 14. januar 2022 lanceres Dansk Navneleksikon – et online leksikon som forklarer betydning, oprindelse og udbredelse af personnavne i Danmark. I den første udgave indeholder leksikonet ca. 3000 fornavne som er de hyppigste i befolkning og deres varianter. Det er planen at leksikonet skal forøges løbende i de kommende år både med flere fornavne og med efternavne.

Forsiden af Dansk Navneleksikon.
Klik på billedet og gå på opdagelse i leksikonet

Baggrund

Dansk Navneleksikon er blev til nærmest på trods. På Arkiv for Navneforskning ved Københavns Universitet har vi gennem en længere årrække forsøgt at skaffe midler til leksikonet, men i konkurrencen om forskningsmidler, har vi endnu ikke haft succes. De få gange vi har fået en begrundelse for et afslag, har årsagen eksplicit være den at man mente sådan noget burde ligge inden for instituttets ordinære virksomhed.

Derfor bevilgede instituttet, helt ekstraordinært, at bekoste opstarten af projektet. Det har taget ca. 2 års arbejdstid at komme til det resultat som nu er publiceret i samarbejde med Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Denne første udgave indeholder ca. 3000 opslag, det er redigeret i det gratis tilgængelige redigeringsværktøj Lexonomy og udgivet på det i Danmark velkendte ordbogssite ordnet.dk.

Korpus til Dansk Navneleksikons første udgave

Navnematerialet til leksikonets første udgave er hentet fra databasen Danskernes Navne med data fra 2005. Her tog vi udgangspunkt i de 1.000 hyppigste kvindenavne og de 1.000 hyppigste mandsnavne (løbenavne, dvs. forskellige stavemåder tælles særskilt), og i redigeringsprocessen har vi tilføjet relevante varianter af de 2000 navneformer. Desuden har det været nødvendigt at inkludere enkelte navne uden for korpus af hensyn til fuldstændigheden i navnenes stamtræer. Således indeholder leksikonet i sin første udgave lidt mere end 3000 opslag som repræsenterer de hyppigste fornavne blandt nutidens voksne danskere.

Leksikonets struktur

Leksikonet er nyskabende ved at navne som deler oprindelse, er forbundet gennem relationer. Derved beskrives navnenes indbydes sammenhæng, og sammenhængene bliver synlige for brugerne. Samtidig hjælper denne struktur med at forenkle redaktionsarbejdet fordi vi kan trække navneforklaringen fra et oprindelsesnavn (kaldet stamnavn) ind i opslag for navne afledt deraf.

Hvert enkelt opslag forsynes desuden med tags med oplysninger om egenskaber som for eksempel sproglig oprindelse, betydningskategori m.m. Ved at klikke på en egenskab føres man til en liste over alle navne i leksikonet med samme egenskab.

Forskningspotentiale i leksikonets indhold

De ovenfor nævnte stamnavne er øverst i leksikonets hierarki, og de øvrige opslags relationer viser tilbage til et stamnavn gennem et eller flere led. Hvert opslag kan kun have én relation og derfor findes en række homonyme opslag når der er tale om navne som har flere forskellige oprindelser.

På leksikonsitet kan findes en liste over samtlige stamnavne som giver en hurtig indgang hvis man vil studere en gruppe navne med fælles oprindelse. Det er især de kristne stamnavne, helgennavne og bibelske navne, som har mange relaterede navne, mens andre navne har færre, og nogle ingen.

Leksikonet har som nævnt ovenfor også en side med alle de anvendte egenskaber (= tags) i alfabetisk orden med oplistning af alle de navne som har den samme egenskab. De enkelte navne kan have flere genskaber og kan derfor optræde flere gange på siden. Denne liste kan danne udgangspunkt for undersøgelser af navne med de samme egenskaber.

Disse muligheder for at trække navnematerialer ud til videre undersøgelser kan bruges af mange, fx i grundskolen, på ungdomsuddannelser og på videregående uddannelser. Og naturligvis vil leksikonet også være et godt værktøj i navneforskning og andre forskningsdiscipliner som benytter navne.

Den socioonomastiske vinkel i sådanne undersøgelser kommer først rigtig til sin ret når vi en gang i fremtiden får knyttet statistik til leksikonet. Med den rette finansiering vil vi kunne koble et udtræk fra CPR til leksikonet og vise de enkelte navnes udbredelse geografisk i kortlægninger og over tid ved visning af udviklingen i grafer.

Leksikonet blev tilgængeliggjort i december 2021 og har derfor dette som udgivelsesår selvom lanceringsdagen var 14. januar 2022.

En artikel med uddybende beskrivelse af leksikonets baggrund, tekniske forhold, struktur og indhold er på vej i kongresrapporten fra den 17. nordiske navneforskerkongres (NORNA-rapporter 100) som forventes udgivet senere i 2022.

Fra Eldorado til Happyhill

– drømme om fremtiden

af Peder Gammeltoft

Mange tænker på stednavne som noget traditionsbundet, som noget der rækker tilbage i tid. Men vi har faktisk også en masse stednavne som fornyer navnemassen. Det er stednavne som ikke siger noget om stedet, men om selve navngiveren – dennes ønsker, drømme og udsyn.

En ny boligtrend?

I takt med at flere og flere i Norge får egen bolig i det 20. århundrede, stiger også antallet af ’nyskabelser’ kraftigt. Navne som Vista Alegre, Fairview, Eldorado og Oakhill, vidner om et helt nyt udsyn, udadvendthed og interesse i det fremmede. Egentlig er der ikke noget nyskabende over dette – det er i alt fald ikke noget nyt i norsk stednavnetradition at opkalde efter fremmede og fiktive steder. Af sidstnævnte kategori har vi et Himmerike belagt ca. 1390 i Buskerud, og et Paradis i Telemark så tidligt som 1471. Denne slags opkaldelser er en tendens der bliver mere og mere almindelig fra slutingen af 1700-tallet, hvor blandt andet lyststeder fx blev navngivet Bellevue og lidt senere blev øerne Sumatra og Madeira opkaldt. Men fra det 20. århundrede tager denne innovation rigtigt fart i form af nationalromantiske navne som Breidablikk, Gimle og Glitre.

Figur 1. Luftfoto af Restaurant Bellevue i Bergen fra ca. 1935. Foto Widerøe’s Flyveselskap A/S. Billedsamlingen, Universitetet i Bergen, CC-BY. (Arkivreference: ubb-w-sh-0005002)

Hvad siger disse steder så om navngiverne? Det er naturligvis svært helt at vide uden at kende navngiverens motiv, men generelt handler det om at skabe en positiv stemning om stedet, i alt fald i de fleste tilfælde. I nogle tilfælde ses et tydeligt ironisk syn i stednavnet, der efter alt at dømme udspringer af andres holdninger til stedet. Ved at gå i Matrikkeltukastet av 1950, ser vi disse nyskabelser. Alle eksempler er herfra.

Den gode stemning

Et interessant aspekt ved disse stednavne, er at ideen om at det positive indtryk hænger sammen med at udtrykke sig på et andet sprog. Så der har tilsyneladende også ligget en signalværdi i et andetsprogsudtryk på navngivningstidspunktet. I dag er den altoverskyggende fremmede indflydelse engelsk, men faktisk udgør de kun knap halvdelen af materialet. Det er i stedet franske, spanske og portugisiske navne der er fremtrædende. Højdespringeren er klart det franske Bellevue – faktisk en tredjedel af hele materialet bærer dette navn. Navnet betyder ’den smukke udsigt’. Samme betydning går igen i navnene Belvedere og Boa vista, fra portugisisk samt Bellavista fra spansk. Der er ikke noget som at nyde en god udsigt og have udsyn!

Figur 2. Oversigtsbillede over fremmesproglige stednavne der har ‘udsigt’ som betydningsområde. Cyan cirkler er navnetypen Bellevue, Blå firkanter er stednavne der indeholder spansk/portugisisk vista, og grønne trekanter er navne med elementet view fra engelsk. Illustration af Peder Gammeltoft.

Lykke og glæde er også værdige motiver i navngivningen. Navne som Le bonheur, Pleasant view og føromtalte Happyview er gode eksempler på dette, som vi også ser i det fra portugisisk hentede Vista Alegre. Men den gode følelse udtrykkes gerne mere subtilt i association til noget som anses som havende en iboende positivitet, som velduft i Rosenhill, Sunnyhill, Belmo(u)nt; natur, Birchwood, Deerhill, Oakhill, Pine Wood, Seaside og Woodhill, skønhed i Fairview og elskede familiemedlemmer i Charles Hill, Estherhill, Jennihill og Mariahill.

Det positive indtryk kommer også til syne i et narrativ som dykker ned i det man kan kalde nationssjælen. Norge er et bjergrigt, mytisk og serent landskab, så derfor er navngivningsmotiverne blandt andet hentet fra topografien, som i Mountain Hill, Osean Vju, Rock Hill og Steinhill, River Mount og Woodcliff, fra dyrelivet i Bjørn Hill, samt fra mytologiens Sagahill og roens Fredhill og Fridhill. Her ligger de hjemlige koncepter tilsyneladende så nært at dannelser på to sprog ikke er usædvanlige, som Fredhill, Sagahill og Steinhill er gode eksempler på.

Figur 3. Fremmedsproglige stednavne i Stavangers opland. Illustration af Peder Gammeltoft.

Udsyn og længsel

Fra slutningen af det 19. århundrede blev verden mere og mere tæt knyttet sammen ved hjælp af teknologiske landvindinger som telegrafen, telefonen og en blomstrende journalistisk dækning af begivenheder uden for landets grænser. Samtidig var tiden også præget af drømme om et bedre liv et andet sted. Norge var på det tidspunkt et relativt fattigt land og mange så mulighederne i den nye verden. Derfor blomstrer stednavne som Amerika, Kanada, Florida, Georgia, Kalifornien og endda Alaska og Baltimore op. Om navngiverne selv har oplevet disse steder, altså er hjemvendte amerikafarere, eller om det er deres drømmesteder de har navngivet, vides ikke. Begge scenarier er uden tvivl repræsenteret i materialet, især når vi også finder navne som Ny-York og Chicago. Begge steder havde betydelig norsk indvandring – faktisk var Chicago den by i verden med tredjeflest norske indbyggere, kun overgået af Oslo og Bergen. Udvandring til Sydamerika var langt mindre og af en anden karakter. Den nåede sit højdepunkt i 1920’erne og gik især til Argentina, hvilket vi også har givet afkast i de to navne Argentina og Buenos Arics (fejlskrevet for Buenos Aires, rettet i senere matrikler).

Nogle få navne viser også et udsyn der bunder i litteraturen, men de er ikke særlig hyppige. Dels finder vi de klassiske middelhavslande repræsenteret i stednavne som Hellas og det småmytiske Arkadien, men også Roma og Venedig. Også fremtrædende lande lande i tiden, som Britannia, Frankrige og Schweiz, med hovedstæderne London og Paris finder en plads i navnematerialet. Beslægtet med disse er sikkert også navne der tilsyneladende hædrer norske indsatser på verdensplan. En god håndfuld steder hedder Nordpolen eller Sydpolen. Disse synes at være relateret til Fritjof Nansen og Roald Amundsens bedrifter i de arktiske områder i årene omkring år 1900. Der var god signalværdi i national stolthed.

Figur 4. Port Arthur i Trondheim, ca. 1910, Port Arthur er boligblokken øverst til venstre i billedet. Foto: Trondheim byarkiv, CC-BY. (Arkivreference: Tor.H47.B53.F26903).

Ironiens kolde blik

Samtidig med at verden kom nærmere, kom også verdens rædsler og uro ind i folks bevidsthed. Krige og uroligheder blev flittigt rapporteret i aviserne. Denne bevidsthed afspejler sig også i nogen grad i navnematerialet, enten i form af opkaldelse efter uroplagede steder eller pludseligt, planløst anlagte samfund. Denne tendens kender vi fra 1800-tallet, hvor man begyndte opkaldte afsidesliggende og ugæstfrie steder efter Sibirien og Napoleons eksil på St. Helena. Dette fortsætter op i det 20. århundrede med opkaldelser efter især det engelske imperiums problemområder: Afganistan (krige bl.a. i 1878-80 og 1919), Transvaal (fra Boerkrigen 1898-1902), men også Frankrigs Indokinaeventyr nævnt i navnet Bakindien (fransk-kinesiske krig 1884-85), minder om den russisk-japanske krig (1904-05) i Port Arthur (nu Lüshunkou i Kina), samt muligvis USA’s ekspansionisme gennem den spansk-amerikanske-kubansk-filipinske krig i 1898, med opkaldelsesnavnet Kuba, hvor mange af krigshandlingerne fandt sted. I et par tilfælde er også guldfeberens højborg, Klondike, opkaldt, sikkert omtalende et uroligt, uregerligt og ureguleret sted.

Figur 5. Stemningsbillede fra Klondike. Canadian National Archives, CC-0.

Disse navne er nok ikke oprindeligt givet af ejeren selv, men af navnebrugerskaren i det omgivende samfund. Dog må navnene så være faldet så meget i smag hos ejerne at de har registreret dem til deres ejendom og bolig. Denne type navne giver et interessant indblik i det psykiske samspil mellem navnebrugere, hvor et egentligt nedsættende stednavn tages op og adopteres af ejerene af stedet. Det viser lidt om folks fandenivoldskhed og evne til at gå på tværs af etablissementet.

Værd at studere?

Næsten alle de stednavne der er omtalt her, er navne på enkeltbebyggelser, villaer og huse i større eller mindre bysamfund. Altså gruppen af navne betinget af selvejerskab og gryende urbanisering. Og flertallet af disse navne er også at finde i områderne uden for de gamle købstæder. Men modsat urbaniseringens regelrethed i planlægning, og dermed også navngivning, er disse navne udtryk for modtagergruppens – beboerne i urbaniserede strøg – selvopfattelse. Og i disse navne finder vi alt fra drømme, planer om fremtiden, længsel efter det bedre og regelret normtrods. Dette studie giver kun løse pluk fra en enkelt kilde, Matrikkelutkastet av 1950, og analyserne er på ingen måde dybtgående. Men det er så absolut et område der fortjener mere opmærksomhed – for her kommer vi tæt på dem der navngav, og hvorfor de valgte de navne de gjorde.

Norwegian Place-name Archive turns 100 years!

by Peder Gammeltoft, Rikke Steenholt Olesen, Krister Vasshus & Alexandra Petrulevich

The Nordic Onomastics community gathered in Bergen, Norway, to celebrate the 100th birthday of the Norwegian Place-Name Archive. The two-day conference that took place on October 28–29 2021 explored a variety of topics including digitization of place-name collections and place-name databases, collection, preservation and standardization of place-names, etymological and socio-onomastic place-name research and more. Most importantly, however, the conference as a whole functioned as a large plenum discussion of the future of onomastic research in Norway and the other Nordic countries.

Highlights from the Conference Talks

The major themes of the conference were digitization of place-name collections, name collection and processing as well as standardization of place-names. The first keynote illuminated the challenges associated with digital reproduction of analogue archive structures in the early 1990s  and encouraged creative thinking when it comes to place-name data models (A. Petrulevich). The completely new database for Norwegian place-names, Norske stedsnavn | Norske stadnamn, launched a few hours before the conference, was presented (P. Gammeltoft, see below for details). Likewise, the much desired digitization of Sámi place-name collection was the focus of K. Rautio Helander’s talk. Name collection and processing was illuminated in the talks on the church’s role in recording local place-names in Falckarp in Scania (O. Svensson) and a recent initiative to digitally record local place-names in Norway (C.-E. Ore).  Challenges associated with current and historical regulations of place-name standardization and use as well as local inhabitants’ understanding of correct spelling of place-names in a national setting without formal legislation were discussed by T. Larsen and R. Steenholt Olesen respectively.

Etymological and socio-onomastic research on place-names as well as the future of onomastics in the Nordic countries were likewise central topics of the conference. The second keynote dealt with urban name use related to a shopping center in Helsinki, Finland, and the aspects of name use and variation in urban contexts (T. Ainiala). Political perspectives on place-name use⁠—be it historical studies of street names or practices of standardization or mapping in the present-day or early modern context⁠—were highlighted by O.-J. Johannesen, I. Nordland and S. Evemalm-Graham. Three talks were devoted to etymological questions concerning specific place-names or place-name types, e.g. names ending in –sete or prepositional place-names (B. Eggert, S. Mascetti, E. Heide). Finally, B. Helleland delved deep into the history of the Norwegian place-name archive; the future of the archive was deemed brighter than before since the preservation of the collection and archive research is now an institutional priority.

New Database of Norwegian Place-names

On the first day of the centenary conference, the new place-name resource, Norske stedsnavn | Norske stadnamn, was presented. Norske stadnamn | Norske stedsnavn is an open-data web-semantic database for searching, viewing and downloading place-name datasets of various kinds. The resource is structured in such a way that data are uploaded and made available dataset by dataset. For the sake of usability, each dataset may be added or omitted from the search and it is possible to search in several datasets at once.

The search is structured as a simple search, but with the possibility of filtering the search result according to the parameters shown in the table view.

It is possible to search also with wildcards, * (multiple characters) and ? (a single character), and a search like helleb?st* yields a result of 21 in four of the five current datasets chosen. Underlined place-names in the search result are linked to their source, either a book digitisation, such as RYGH (Norske Gaardnavne), the digital resource of the source, like the cadastre M1886 (Matrikkelen av 1886). Some datasets are based on digitised paper slip archives, like the BSN (Bustadnamnregisteret) and the scanned paper slip is available as an image, clickable on the little ‘iiif’ icon on the right. The point icon to the right indicates that the place-name has coordinates (see map view below) and the icon with a square with an arrow will take you to an additional resource related to the entry, for instance modern cadastral information. The far right symbol shows that the entry is available in RDF-format and clicking it shows which other information the entry is linked with.

The search result can also be shown as map results, either in the form of a cluster map or a regular point map. Each point appears as a pop-up on click and allows you to view and query its source data, as well as additional information⁠—just like in the table view.

The resource will be continuously improved over the next few years. More datasets will be made available as they become ready, as will the search refined to include other types of searches. Data filtering and viewing will also be improved.

Future of Norwegian and Scandinavian Onomastics

Several thoughts and ideas on how to secure a future for name studies in Scandinavia were discussed during the conference. One of these thoughts was to increase interdisciplinary collaboration. This interdisciplinarity has long roots in Nordic onomastic tradition, as archaeologists and historians were also toponomysts in the early days of the discipline. Expanding the collaboration with other fields of research, such as sociology, anthropology, literary studies, geography, and economics (among others), in addition to strengthening the cooperation that already exists between toponomysts and archaeologists, historians and religious scholars, has several advantages. It will help our discipline develop methods and gain new knowledge, and it will show the relevance of onomastics for the broader academic world. To facilitate this, we should more actively invite scholars from other fields of research to workshops and seminars where we can bring our heads together and bring new ideas to the table.

Another way forward could be to tap further into the knowledge, hobbies and interests of the general public. Cooperation between hobby metal detectorists, archaeologists and toponomysts has resulted in new archaeological finds in Denmark, and will likely do the same if we made similar cooperation elsewhere. The continued recording of names in archives is an ongoing process in which we as name-scholars rely on contribution by the public. At the moment, at least in the current Norwegian solution, we need a better recruitment of volunteers. This could be done by promoting onomastics and crowd-sourced name projects in more technologically updated ways, for instance via social media and blogs as New trends in Nordic Socio-onomastics blog or Københavns gader.

Finally, there is no way for an academic discipline to survive if there is no teaching at academic institutions at both bachelor’s and master’s level. Courses in onomastics do lead to actual jobs with place-names or personal names at above all archives, mapping and cadastre authorities and language authorities in the Nordic countries. There is a need for onomastic competence and there is definitely a need for trained onomasticians to conduct onomastic research. Since some countries, most importantly here Norway, lack academic courses in onomastics altogether, we should be thinking outside the box and—through collaborations within NORNA and/or ICOS—possibly create a Nordic or international course on names for a broader range of students.

Socioonomastiska perspektiv på hållplatsnamn

Av Väinö Syrjälä

Bland de urbana namnen finns flera namnkategorier som hittills bara i liten grad diskuterats av namnforskare. Ur ett socioonomastiskt perspektiv kan dock sådana namn erbjuda oss intressant information, inte bara om namnen i sig utan om det vidare språksamhället. Som ett exempel på sådana urbana namn ska jag här diskutera namnen på busshållplatser som jag själv studerat i både Helsingfors och Stockholm.

Många av oss har stött på och använt hållplatsnamn i vardagen, kanske utan att lägga särskilt mycket märke till dem. Det är naturligt eftersom hållplatsnamn sällan är särskilt spännande som namn. De flesta busshållplatser är namngivna efter andra saker: gator, stadsdelar eller offentliga byggnader. Därmed är identifiering av en hållplats bara en slags sekundär funktion för de aktuella namnen. I den specifika kontexten kan man dock lyfta fram åtminstone två socioonomastiskt intressanta frågeställningar: vilka namn används som hållplatsnamn (och varför) samt hur används hållplatsnamnen (och av vem)?

Ett hållplatsnamn i Stockholms söderort. (Foto: Väinö Syrjälä)

Vilka namn används som hållplatsnamn?

Hållplatsnamnen är som sagt oftast lånade från det omgivande (urbana) namnförrådet. De är också en del av det planerade namnlandskapet och ansvariga kollektivtrafikmyndigheter och kommuner har sina egna kriterier för namngivningen. Exempelvis namnger Helsingforsregionens trafik (HRT) busshållplatserna efter tåg- och metrostationer, korsande gator eller välkända platser och institutioner. Sådana namn är också en mer stabil utgångspunkt för att hållplatsnamnen ska vara aktuella på längre sikt: en gata byter sällan namn medan i dag synlig kommersiell verksamhet kan när som helst flytta eller ändra sitt namn.

En enkel analys av namnen på hållplatserna längs stombusslinjerna 1–6 i Stockholms innerstad visar exempelvis att de flesta hållplatser där är namngivna efter gator (43 av 98: Gotlandsgatan, Valhallavägen), följd av parker och torg (25: Hötorget, Kungsträdgården, Odenplan). Resten av hållplatser har namn efter offentliga byggnader och institutioner (15: Landstingshuset, Stadion, Södersjukhuset), diverse områden/platser (12: Gärdet, Slussen) eller kollektivtrafikens knutpunkter (3: Cityterminalen, Östra stationen).

Eftersom de utvalda namnen får ökad synlighet som hållplatsnamn, skulle det vara intressant att undersöka vidare huruvida detta påverkar uppfattningar eller kunskap om namnlandskapet eller vår bild av staden. Klart är exempelvis att hållplatsnamnen (vid sidan av andra officiella ortnamn) bidrar till tvåspråkighetens synlighet i Helsingforsregionen, samtidigt som etablerade namn kan vittna om t.ex. stadens historia (tänk på Tölö tull i Helsingfors och Skanstull i Stockholm).

Hållplatsnamn parallellt på två språk i Vanda. (Foto: Väinö Syrjälä)

Hur används hållplatsnamnen?

Hållplatsnamn är förstås framför allt synliga i kollektivtrafiken: på själva hållplatsen som i bilderna ovan eller ombord på bussen (via displayer och högtalarutrop). Namnen är också centrala i den övriga passagerarinformationen, exempelvis i de instruktioner som reseplaneraren på nätet eller i appen ger för de resande. Namnbruket i dessa sammanhang innehåller enligt mina observationer inga större överraskningar. Ofta förekommer namnen med en bestämning (”hållplats X”) för att tydliggöra att det handlar om just hållplatsen och inte den primära namnbäraren, tänk t.ex. trafikmeddelanden som: ”Hållplats Celsiusgatan är flyttad […]”.

Den mest intressanta frågan gäller däremot om och hur hållplatsnamnen används av stadsborna. Känner man till och använder man de officiella namnen? Eller har man i bruk egna, inofficiella namn för knutpunkterna på ens vardagliga resvägar? Här finns det behov för en ordentlig socioonomastisk undersökning!

Navneforandring, slægtsforskning og socioonomastik

– Et eksempel på et slægtsnavneskifte i 1905

af Martin Sejer Danielsen

En af mine egne forfædre blev født den 12. september 1851 i landsbyen Alsbjerg i Torslev Sogn, Øster Han Herred, i det nordlige Jylland. Optegnelsen om hans fødsel står som forventet optegnet i kirkebogen der kan findes i arkivet fra Torslev Sogn hos Rigsarkivet. Han blev døbt med navnet Niels Christian Nielsen.

Men under hans navn læser man et interessant notat: “Fik 1905 30. Decbr. Navnebevis af Han Herreds Kontor på Navnet Niels Kristian Johansen”. Mere står der ikke om dén sag i kirkebogen.

Navneskifter findes på denne måde noteret i kirkebøgernes fødselslister, og sådan en note afføder hurtigt spørgsmålet: Hvor finder jeg mere om denne sag?

Rigsarkivet og proveniensprincippet

For at finde oplysninger om sin slægt hos Rigsarkivet skal man vide at langt de fleste arkivalier ligger ordnet efter proveniensprincippet.

Det betyder kort fortalt at materialet ligger underordnet de administrative enheder, institutioner med videre der har skabt arkiverne, og man må benytte de søgemidler som arkivskaberen i sin tid selv ville have benyttet for at finde ind til oplysningerne. Derfor bliver man nødt til at sætte sig ind i dansk administrationshistorie.

Den primære personregistrering i Danmark har i århundreder været en opgave der lå hos sognepræsterne (med undtagelse af Sønderjylland siden 1874). Notaterne om de store livsbegivenheder, inklusive fødsler, ægteskaber og dødsfald, kan derfor findes i kirkebøgerne der naturligvis skal søges i arkiverne fra de mere end 2000 sogne, præsteembeder og anerkendte trossamfund der har eksisteret.

Kirkebøgerne er derfor også en af slægtsforskerens vigtigste kilder. Somme tider er en begivenhed kun omtalt her, andre gange kan man finde oplysninger om en given sag eller begivenhed flere steder. Dette gælder ikke mindst navneforandringer.

Navneforandring ved navnebevis

Læser vi os ind på administrationshistorien om navneskifte, hvilket historiker og arkivar Karl Peder Pedersen så udmærket har gennemgået i artiklen ”Navnet det er stadig Jensen”, kan vi bedre forstå notatet om min forfader i kirkebogen fra Torslev Sogn.

I maj 1903 indførtes en nemmere og billigere måde at skifte slægtsnavn; en praksis der i lidt anderledes form blev til en egentlig navneforandringslov i 1904. Lovens detaljer vil jeg dog udelade her. Det væsentlige for den nysgerrige slægtsforsker der leder efter flere oplysninger i sagen, er Pedersens redegørelse for at sagsbehandlingen blandt andet blev lagt ud til herredsfogederne (på landet) og byfogederne (i købstæderne).

Så længe et ønsket slægtsnavn ikke var optaget på en af to lister over beskyttede slægtsnavne, og i øvrigt fulgte nogle generelle krav, kunne fogederne selv godkende et navneskifte og udstede et navnebevis. I herreds- og fogedarkiverne kan man derfor finde materiale om navneforandringer, særligt i den såkaldte navneforandringsprotokol. Dele af en navneforandringsprotokol fra Horns Herredsfoged-Frederikshavns Byfoged findes faktisk skannet, så her kan man få et overblik over hvad en sådan protokol kan indeholde.

Når vi derimod finder optegnelsen om navneskiftet i kirkebogen, er det faktisk et skridt længere ude i sagsbehandlingen: Navneskiftet skulle nemlig meddeles de “relevante kirkebogs-, lægdsrulle- og strafferegisterførere”, som Karl Peder Pedersen skriver i ovennævnte artikel. Derfor finder vi også et notat om navneskiftet i kirkebogen som tilføjelse til ansøgerens fødselsregistrering.

Navneforandringsprotokollen

Med navneforandringsprotokollen fra Øster og Vester Han Herredsfoged foran mig slog det mig allerførst at langt størstedelen af de optegnede navnebeviser i protokollen er udarbejdet den 30. december 1905 – nøjagtig samme dag som min forfaders navnebevis. Årsagen skal nok søges i at der faktisk var en del ventetid fra loven i 1904 blev udarbejdet til det blev praktisk muligt for fogederne at træffe afgørelsen. Først skulle Justitsministeriet have udarbejdet de føromtalte to lister over beskyttede slægtsnavne.

Ifølge Karl Peder Pedersen var det derfor reelt først fra 1906 at navneskifterne kunne bevilges i henhold til loven. Noget tyder dog på at man allerede op til nytårsskiftet i 1905 var blevet klar til at træffe afgørelserne på de ansøgninger der sikkert havde ophobet sig gennem en længere periode.

Udsnit af side 52 i navneforandringsprotokollen fra Øster og Vester Han Herredsfoged, Rigsarkivet. Klik på billedet for at se hele siden. Foto: Martin Sejer Danielsen.

På side 52 i protokollen (se billedet) fandt jeg endelig optegnelsen om Niels Kristian Nielsens navneskifte til Niels Kristian Johansen. Desværre stod der ikke egentlig optegnet noget om årsagen til navneskiftet. Dog bemærker man at faderens navn var Niels Johansen Nielsen – det vidste vi dog allerede fra kirkebogen. Valget af det lidt sjældnere patronym Johansen frem for det lang mere almindelige Nielsen har altså været oplagt.

Forskningsperspektiver – et socioonomastisk perspektiv

Ingen har mig bekendt gennemgået disse navneforandringsprotokoller systematisk. De indeholder dog åbenlyse socioonomastiske perspektiver. På trods af at den enkelte optegnelse ikke nødvendigvis giver tydelige oplysninger om ansøgerens motivation til at ønske navneskifte, eller giver en årsag til hvorfor lige netop dét navn blev valgt til, ville en systematisk gennemgang af listerne helt sikkert kunne bidrage til at afsløre tendenser.

Den systematiske gennemgang kunne passende suppleres med mere kvalitative studier der tager udgangspunkt i slægtsforskning. Som eksemplet ovenfor viste, er navneskiftet fra Nielsen til Johansen ikke grebet ud af den blå luft – navnet var del af familien.

Hertil kan navneskiftet foregå på flere andre måder end gennemgået i dette blogindlæg. I min optik fortjener det historiske navneskifte langt mere opmærksomhed i onomastikken end det hidtil har modtaget. Og der ligger en masse kildemateriale der bare venter på at blive hevet frem fra gemmerne.

Lidt om danske mellemnavne i 1800-tallet og Dansk Demografisk Database

Af Lars-Jakob Harding Kællerød

I april 2019 forsvarede jeg min ph.d.-afhandling Adam Gottlob Øhlenschlæger Hauch & Jeppe Smed Jensen. Et studie af etableringen af det efternavnetypologiske mellemnavn i Danmark i 1800-tallet på Københavns Universitet. I afhandlingen har jeg med udgangspunkt i navne registreret i den danske folketælling fra 1880 undersøgt, hvordan efternavnetypologiske mellemnavne har vundet indpas i den brede danske befolkning i netop 1800-tallet. Mellemnavne har ikke haft nogen fremtrædende rolle i den danske personnavneforskning, og der er derfor tale om den første undersøgelse over mellemnavnebrugen i Danmark, der omfatter hele landet.

Det empiriske materiale består af navne på de næsten to millioner individer, der er optegnet i folketællingen 1880, og mellemnavne er identificeret med sikkerhed hos omkring 111.500 personer, hvilket modsvarer lidt over 6 %. Samtidig kan dele af afhandlingen betegnes som historisk socioonomastik, da såvel geografiske som demografiske aspekter indgår i de analytiske dele.

Folketællingen fra 1880 som kilde til mellemnavnebrugen

At valget af empirisk stof til afhandlingen faldt på en folketælling, og lige netop den fra 1880, har mange årsager. Væsentligst er affattelsestidspunktet da det ligger tilpas sent efter de navnerestriktioner, der blev indført i Danmark i 1828 og skærpet i 1856, og som betød, at der blev indført faste slægtsnavne i landet. Ved at undersøge navnebrugen, som den tager sig ud i 1880, kan vi få indikationer for, hvorvidt disse restriktioner har haft betydning for brugen af mellemnavne. Dette kan gøres ud fra de aldersangivelser, der står anført for hvert enkelt individ, men der skal dog tages det forbehold, at der intet har været til hinder for, at personer har tillagt sig et mellemnavn i løbet af livet, for eksempel i forbindelse med ægteskab eller flytning.

Sagt på en anden måde: en person, der bærer mellemnavn, og som er født før 1856, kan sagtens have tillagt sig mellemnavnet efter skærpelsen af navnerestriktionerne. Det kan også nævnes, at der måske er forskel på, hvad forskellige generationer har anset som deres navn, og dermed hvad der skulle anføres i en folketælling. Man kan forestille sig, at ældre mennesker, der har været kendte med tilnavne hele deres liv, har anset det for passende at få deres tilnavne registrerede, måske som mellemnavne.

En anden grund til valget af kilde er, at 1880-folketællingen, ligesom mange andre folketællinger, indeholder en række af supplerende oplysninger om de enkelte individer, der med fordel kan inddrages i analyser af navnebrugen. Derved kunne brugen af mellemnavne i 1800-tallet undersøges ud fra demografiske parametre såsom køn, sociale forhold og alder foruden de geografiske parametre med hensyn til regional variation og forskelle på by og land.

I et blogindlæg fra maj 2019 er nogle af undersøgelsens resultater samt afhandlingens resumé præsenteret, og derfor vil jeg her kun meget kort opstille et par af de overordnede iagttagelser, inden jeg i stedet vil rette fokus imod Dansk Demografisk Database, der muliggjorde en undersøgelse af denne størrelse.

Jyske mænd med mellemnavne.

Overordnet viste der sig betydelige geografiske forskelle i mellemnavnebrugen, og det overraskende er, at de langt oftere findes i de rurale områder i Jylland, og er mindre i brug i byerne, ikke mindst i København. Kønsmæssigt er der også stor forskel på brugen af mellemnavne, da 90.713 mænd er noteret med mellemnavne, mens kun 20.713 kvinder er det. Det svarer til, at 9,54 % af folketællingens mandlige individer er noteret med et mellemnavn, mens dette er tilfældet for blot 2,11 % af kvinderne.

I det patriarkalske samfund kan det tænkes, at det har været vigtigere at navngive drengebørn med mellemnavne. Det er traditionelt mænds navne, der videregives i fremtidige generationer, og det er ofte drenge, der står først i rækken med hensyn til arv. Derfor synes det nærliggende, at ægte patronymer eller slægtsnavne, der på anden måde viser et tilhørsforhold til den nærmeste familie, har været vigtigere at give videre som mellemnavne til drengebørn end pigebørn. Dog er der også her store regionale forskelle, og i nogle egne findes en anseelig andel af kvinder med mellemnavne, hvilket særligt er tilfældet på øen Mors i Nordvestjylland. Her er generelt flere kvinder anført med mellemnavne, end der er mænd med mellemnavne i mange af de fynske og sjællandske egne.

Dansk Demografisk Database

At en så omfangsmæssig undersøgelse, hvor navnebrugen hos næsten to millioner individer er inkluderet, kunne gennemføres, skyldes i høj grad databasen Dansk Demografisk Database (DDD). Der er tale om et igangværende crowdsourcing-projekt, der organiseres af Rigsarkivet, Statens Arkiver. Projektet blev påbegyndt i 1992 under navnet KildeIndtastningsProjektet (forkortet Kip) som et samarbejde mellem Dansk Data Arkiv og forskellige slægtsforskningsforeninger, med et formål om en bedre koordination og mere fokus på kildeafskrivning. Centralt i projektet står de mange frivillige personer, der indtaster originale kilder, hvoraf folketællinger og kirkebøger udgør de væsentligste. Men også andre kildegrupper, der er velegnede til studier af historisk socioonomastisk karakter som eksempelvis skifteprotokoller, indfødsretstildelinger og en mere kuriøs database over jyder med særlige navne (Nygaards sedler), er omfattet af projektet.

Når DDD er en god kilde til undersøgelser af historisk navnebrug, er det blandt andet fordi indtastningens hovedprincip er, at den digitaliserede database skal være den originale kilde tro og afspejle den oprindelige tekst, der derfor indtastes så nøjagtigt som muligt. I vejledningen til kildeindtastningen er det beskrevet, hvornår en indtaster kan foretage afvigelser fra originalkilden i det indtastede. Det er for eksempel tilfældet, når et patronym i kilden er skrevet i to ord, Niels Datter, så rettes det til Nielsdatter. Ofte skal en ændring eller en forklarende tilføjelse indføres i kantet parentes. En række fornavne optræder undertiden forkortet, og når det navn, forkortelsen kan opløses til, kendes med sikkerhed, da kan navnet anføres, som det ofte ses med Andr. [Andreas], Chr. [Christian] og Joh. [Johannes] med flere. Ofte vælger indtastere også at anføre efternavne i kantet parentes. I folketællingerne drejer det sig i reglen om husfaderens efternavn, der tilføjes ved hustruer, der ofte står anført uden efternavn eller står anført med fødenavn, og også børn, der ofte er optegnede uden efternavne.

Fejlskrivninger i originalkilderne, for eksempel misstavede navne, føres videre i den digitaliserede database, men også i digitaliseringsprocessen sker uundgåeligt fejl, og slåfejl som Amrie (Marie), Kirstian (Kristian) og Nielsne (Nielsen) sniger sig ind. Fejlene i digitaliseringsprocessen vil på sigt blive holdt nede på et minimum, da projektet omfatter en korrekturlæsning på alt det indtastede. Imidlertid er processen med korrekturlæsning langt fra så fremskreden som selve indtastningen, og for folketællingernes vedkommende er status ifølge projektets oversigt, at otte folketællinger, 1787, 1801/03, 1834/35 1840, 1845, 1850, 1860 og 1880, her i maj 2020 er (så godt som) færdigindtastede, men ingen er færdigkorrekturlæste. Ikke desto mindre giver DDD allerede nu et særdeles brugbart og nyttigt materiale, der er yderst anvendeligt i forhold til større landsdækkende studier over navnebrugen i Danmark i det 18. og 19. århundrede.

Kilder og litteratur

DDD = Statens Arkiver. Dansk Demografisk Database (opdateres løbende). Online tilgængelig

Floor Clausen, Nanna. (2001). Kildeindtastningsprojektet. I: Metode & Data. DDA Nyt. nr. 84, 2001:1, s. 22–29.

Floor Clausen, Nanna. (2015). The Danish Demographic Database — Principles and Methods for Cleaning and Standardisation of Data. I: Gerrit Bloothooft, Peter Christen, Kees Mandemakers & Marjin Schraagen (red.), Population Reconstruction, s. 3–22. Cham: Springer.

Kællerød, Lars-Jakob Harding. (2019). Adam Gottlob Øhlenschlæger Hauch & Jeppe Smed Jensen. Et studie af etableringen af etableringen af det efternavnetypologiske mellemnavn i Danmark i 1800-tallet. (Ph.d.-afhandling). Københavns Universitet: København.
Online tilgængelig

Laustsen, Hans Martin & Hans Jørgen Marker (uden år). Vejledning i kildeindtastning. DDD