af Trine-Amalie Fog Christiansen og Lars-Jakob Harding Kællerød
”VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: I hele kristendommens historie er mennesker blevet optaget i kirken ved at blive døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Som evangelisk-luthersk kirke bekender Den danske Folkekirke dåben som et sakramente, der er indstiftet af Jesus Kristus. Enhver dåb, som finder sted i den treenige Guds navn, er en gyldig dåb, uanset i hvilket kristent trossamfund dåben har fundet sted.” (Anordning om dåb i Folkekirken, 2. januar 2008).
Som det fremgår af dåbsanordningen, har dåben en oldgammel historie, der er flettet tæt sammen med den kristne tro hen over sproggrænser og folkeslag. Men hvordan forklarer man kort betydningen af et ritual, der gennem godt og vel flere årtusinder har fået stadig nye betydningslag og udtryk?
Figur 1: En Barnedaab (1884-88) af Michael Ancher (1849-1927). På maleriet ses kunstnerens datter Helga, omgivet af faddere, blive båret til barnedåb i Skagen Kirke. Maleriet tilhører Ribe Kunstmuseum. (Wikimedia commons).
Dåben – dengang og nu
Med de helt store penselstrøg og mange udeladelser kan det siges om dåben, at den gennem alle tider har været et overgangsritual, der har markeret eller initieret et tilhørsforhold. I oldkirken (omkring år 100-300 efter vor tidsregning) initierede dåben et tilhørsforhold til en bestemt tro (den kristne) på en bestemt Gud (den treenige), og dåben blev forstået som overgangen til et nyt liv; nemlig livet som døbt ind i en virkelighed, der rækker ind i evigheden, og leves i Guds nærvær.
Igennem århundreder var det en selvfølgelighed, at et barn, som var født i Danmark, ganske kort efter fødslen blev taget til kirken og døbt – eller, hvis barnet var svageligt, blev døbt i hjemmet. Det var væsentligt, at også et svageligt barn fik sakramentet, så det var sikret en plads i evigheden hos Gud. Dengang forstod man nemlig dåben som det, der gav adgang til Gudsriget, her og hinsides.
I den moderne folkekirke er der en tendens til, at dåben – fra folkelig side – opfattes som en markør i et menneskes liv, der gennem dåben knyttes til en tradition og nogle bestemte mennesker (fadderne). Med hensyn til tradition er det i en rapport fra 2015 påpeget, at enkelte af de adspurgte forbinder ”tradition” mere med dansk kultur end med en kirkelig eller religiøs sammenhæng (Leth-Nissen & Trolle 2015). Med andre ord: Dåbsforældrene forbinder dåben med en særlig dansk skik snarere end med et religiøst ritual. Rapporten bygger på kvalitative interviews med småbørnsforældre i Sydhavn Sogn, København, og den repræsenterer dermed en særlig geografisk og demografisk gruppering.
Man kan måske sige, at tilhørsforholdet med tiden har bevæget sig fra betydningen ”at tilhøre” (være forbeholdt) Gud til betydningen ”at høre til” (have en plads) i fællesskabet i og om Gud. Formelt set kommer man helt konkret til at høre til i kirken, når man bliver døbt i en dansk folkekirke: Gennem dåben bliver man nemlig medlem af Den danske Folkekirke!
Andelen af døbte i de seneste årtier
I de seneste årtier er andelen af medlemmer i Den danske Folkekirke faldet stødt, og med denne tendens er der også sket et naturligt fald i den procentvise del af børn, der døbes. Ifølge tal fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter var det således næsten 90 % af indbyggerne i Danmark, der i år 1990 var medlem af folkekirken, mens tallet for 2023 er nede på 72 %. Nogenlunde parallelt med denne udvikling er barnedåbsprocenten i Danmark faldet fra, at det i 1990 var 80,6 % af alle børn født i Danmark, der blev døbt, til det i 2021 var 56,2 %.
Der er iøjnefaldende store forskelle på dåbsprocenten i Danmarks ti stifter, og til trods for mindre forskydninger igennem de godt 30 år, tallene dækker, er der en tendens til, at dåbsprocenterne generelt er højest i Jylland og en del lavere på Sjælland. De laveste andele af døbte findes igennem hele perioden i Københavns Stift, hvor blot 35,7 % af børnene født i 2021 blev døbt, mens det til sammenligning var tilfældet for 73,0 % i Viborg Stift i Jylland (se figur 2).
Der er mange ubekendte i denne statistiske fremlæggelse. At tallene skulle være et udtryk for en reel flugt fra Den danske Folkekirke, som visse medier har for vane at udlægge opgørelser om folkekirken fra Danmarks Statistik som, er måske en overdrivelse. Naturligvis er udmeldelser en del af forklaringen på den faldende kurve, men det står ikke alene. Tallene afspejler også, at størstedelen af de immigranter, der kommer til Danmark, ikke hører til en evangelisk-luthersk kirke som Den danske Folkekirke, og i 2013 argumenterede daværende generalsekretær i Bibelselskabet, Morten Thomsen Højsgaard, ydermere for, at de faldende tal i høj grad skyldes, at flere forældre, særligt i byerne, undlader at døbe deres børn (Højsgaard 2013). Den ovennævnte undersøgelse fra Sydhavn Sogn viser, at det både er forældre, der er medlemmer af folkekirken, og forældre, der ikke er medlemmer, der fravælger dåben til deres børn, og ofte er begrundelsen, at barnet selv skal kunne tage dette valg senere i livet. (jf. Leth-Nissen & Trolle 2015, s. 52ff.).
Figur 2: Den procentvise andel af medlemmer af folkekirken og barnedåbsprocenten for Københavns Stift, Fyens Stift og Viborg Stift baseret på tal fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (www.fkuv.dk). Der foreligger ikke tal for dåb i årene 2001 og 2002, ej heller andelen af medlemmer af folkekirken for 2003. Stigningerne fra 2020 til 2021, der ses på alle tre kurver vedrørende dåb, må i høj grad tilskrives Corona-pandemien, hvor landets kirker delvist var lukkede i 2020.
Dåbshandlingen i Den danske Folkekirke
Dåbens årtusinder lange historie afspejles i det ritual, som i dag er rammen om enhver dåb i folkekirken herhjemme (jf. Dåbsritualet i Den danske Folkekirke). Der findes vejledninger til dåb helt tilbage fra omkring år 100 i det skriftlige dokument ’Didaké’, hvor man anvises at døbe ”i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn – og i levende [rindende] vand.” (Didaké VII). Og selvom de færreste i dag bliver døbt i rindende vand, lyder de samme ord stadig over døbefonten i alle folkekirker landet over, når der hældes vand over den person, som skal døbes.
I takt med at den kristne tro blev formaliseret – trosfællesskaber, der mødtes i hjemmene, blev til kirker og statsreligion – blev dåbsritualet udbygget og forkortet og ændret gennem århundreder til det autoriserede ritual fra 1992, som benyttes i dag (jf. Garne 2023). Det danske dåbsritual har i høj grad sit forlæg i Luthers døbebog af 1526, men selvom reformationen satte tydeligt præg på teologi, kirkebygninger og trospraksis i landet, blev dåben i sin kerne ikke nyskabt, men snarere tilpasset en tid og en retning. I 1783, ved biskop N.E. Balle (1744-1816), og siden i 1895 revideredes dåbsritualet med mindre ændringer, og allerede i 1912 autoriseredes et nyrevideret dåbsritual, fremlagt af biskop Peter Madsen (1843-1911) ved et bispemøde i 1910. Dette dåbsritual ligner i store træk vor tids. I hjertet af dåbsritualet står stadig vandet og dåbsformularen, ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,” som allerede var en del af dåbspraksissen omkring år 100. Den del af ritualet kaldes simpelthen dåbshandlingen.
Dåben som markering af navnet
Lige før selve dåbshandlingen spørger vi i dansk tradition om den døbtes navn. Det spørgsmål har været en formaliseret del af ritualet fra biskop Balles revision i 1783 og frem til i dag, og for mange forældre har den del ifølge den tidligere nævnte rapport om dåb (Leth-Nissen & Trolle 2015) stor betydning. Sammen med faktorer som familietradition og ’det at være dansk’ er markeringen af, at barnet får et navn, de mest tungtvejende årsager for at lade sit barn døbe (ibid.; jf. Hazen 2022).
Selve navngivningen er dog som sådan ikke en del af ritualet, men snarere en personregistrering, der sker ved det lokale kirkekontor, før den kirkelige begivenhed (jf. Dåbsritualet i Den danske Folkekirke). Hvis man ikke allerede har et navn, bliver man navngivet i forbindelse med dåben, men man kan også navngive sit barn, uden at det bliver døbt. Man kan sige, at dåben knytter sig til navngivning, men at navngivning ikke nødvendigvis knytter sig til dåb.
Et barn skal navngives senest seks måneder efter, det er blevet født, enten på kirkekontoret i forbindelse med dåb eller ved navngivning gennem bopælssogn. Dog foregår navngivning alene igennem fødselskommune, såfremt barnet er født i Sønderjylland.
At forældre (stadig) ser navngivning som en vigtig del af dåben, viser måske, at et navn ikke kun får betydning gennem en formel registrering ved en myndighed, men også ved at blive præsenteret i et fællesskab: Barnet bliver vist frem og dets navn kommer i brug, når det bliver sagt ved dåben. Når den person, der bærer barnet ved døbefonten, bliver spurgt: ”Hvad er barnets navn?”, ja, så samler fortid og fremtid og nutid sig i det øjeblik, der svares med barnets fulde navn.
Kilder og litteratur:
- Anordning om dåb i Folkekirken, 2. januar, 2008. Online tilgængelig (sidst tilgået, 18-07-2023).
- Didaké VII: se: P. Schindler, Antiquitates Christianae III: De Apostolske Fædre, vol. I. København. (1948) s. 49f., samt J. Rosenløv efter M.B. Riddle i: A. Roberts o.a. (red.), Ante-Nicene Fathers, vol. 7. Buffalo, New York (1886).
- Dåbsritualet i Den danske Folkekirke = Folkekirkens dåbsliturgi. Online tilgængelig (sidst tilgået, 18-07-2023).
- Garne, Kristoffer (2023). Udgang, indgang, overgang. Dåbsritualer og dåbssalmer. I: Tidsskriftet Fønix 2023, s. 110-127. Online tilgængelig (sidst tilgået, 18-07-2023).
- Hazen, Isabelle (2022, 29. juni). Dåb. I: Kristeligt Dagblad. Online tilgængelig (sidst tilgået, 18-07-2023).
- Højsgaard, Morten Thomsen (2013, 8. marts). Masseflugt fra folkekirken er en storm i et glas vand. I: Kristeligt Dagblad. Online tilgængelig (sidst tilgået, 18-07-2023).
- Leth-Nissen, Karen Marie & Astrid Krabbe Trolle (2015). Dåb eller ej? Rapport om småbørnsforældres til- og fravalg af dåb. København, Københavns Universitet. Online tilgængelig (sidst tilgået, 18-07-2023).