Fra Eldorado til Happyhill

– drømme om fremtiden

af Peder Gammeltoft

Mange tænker på stednavne som noget traditionsbundet, som noget der rækker tilbage i tid. Men vi har faktisk også en masse stednavne som fornyer navnemassen. Det er stednavne som ikke siger noget om stedet, men om selve navngiveren – dennes ønsker, drømme og udsyn.

En ny boligtrend?

I takt med at flere og flere i Norge får egen bolig i det 20. århundrede, stiger også antallet af ’nyskabelser’ kraftigt. Navne som Vista Alegre, Fairview, Eldorado og Oakhill, vidner om et helt nyt udsyn, udadvendthed og interesse i det fremmede. Egentlig er der ikke noget nyskabende over dette – det er i alt fald ikke noget nyt i norsk stednavnetradition at opkalde efter fremmede og fiktive steder. Af sidstnævnte kategori har vi et Himmerike belagt ca. 1390 i Buskerud, og et Paradis i Telemark så tidligt som 1471. Denne slags opkaldelser er en tendens der bliver mere og mere almindelig fra slutingen af 1700-tallet, hvor blandt andet lyststeder fx blev navngivet Bellevue og lidt senere blev øerne Sumatra og Madeira opkaldt. Men fra det 20. århundrede tager denne innovation rigtigt fart i form af nationalromantiske navne som Breidablikk, Gimle og Glitre.

Figur 1. Luftfoto af Restaurant Bellevue i Bergen fra ca. 1935. Foto Widerøe’s Flyveselskap A/S. Billedsamlingen, Universitetet i Bergen, CC-BY. (Arkivreference: ubb-w-sh-0005002)

Hvad siger disse steder så om navngiverne? Det er naturligvis svært helt at vide uden at kende navngiverens motiv, men generelt handler det om at skabe en positiv stemning om stedet, i alt fald i de fleste tilfælde. I nogle tilfælde ses et tydeligt ironisk syn i stednavnet, der efter alt at dømme udspringer af andres holdninger til stedet. Ved at gå i Matrikkeltukastet av 1950, ser vi disse nyskabelser. Alle eksempler er herfra.

Den gode stemning

Et interessant aspekt ved disse stednavne, er at ideen om at det positive indtryk hænger sammen med at udtrykke sig på et andet sprog. Så der har tilsyneladende også ligget en signalværdi i et andetsprogsudtryk på navngivningstidspunktet. I dag er den altoverskyggende fremmede indflydelse engelsk, men faktisk udgør de kun knap halvdelen af materialet. Det er i stedet franske, spanske og portugisiske navne der er fremtrædende. Højdespringeren er klart det franske Bellevue – faktisk en tredjedel af hele materialet bærer dette navn. Navnet betyder ’den smukke udsigt’. Samme betydning går igen i navnene Belvedere og Boa vista, fra portugisisk samt Bellavista fra spansk. Der er ikke noget som at nyde en god udsigt og have udsyn!

Figur 2. Oversigtsbillede over fremmesproglige stednavne der har ‘udsigt’ som betydningsområde. Cyan cirkler er navnetypen Bellevue, Blå firkanter er stednavne der indeholder spansk/portugisisk vista, og grønne trekanter er navne med elementet view fra engelsk. Illustration af Peder Gammeltoft.

Lykke og glæde er også værdige motiver i navngivningen. Navne som Le bonheur, Pleasant view og føromtalte Happyview er gode eksempler på dette, som vi også ser i det fra portugisisk hentede Vista Alegre. Men den gode følelse udtrykkes gerne mere subtilt i association til noget som anses som havende en iboende positivitet, som velduft i Rosenhill, Sunnyhill, Belmo(u)nt; natur, Birchwood, Deerhill, Oakhill, Pine Wood, Seaside og Woodhill, skønhed i Fairview og elskede familiemedlemmer i Charles Hill, Estherhill, Jennihill og Mariahill.

Det positive indtryk kommer også til syne i et narrativ som dykker ned i det man kan kalde nationssjælen. Norge er et bjergrigt, mytisk og serent landskab, så derfor er navngivningsmotiverne blandt andet hentet fra topografien, som i Mountain Hill, Osean Vju, Rock Hill og Steinhill, River Mount og Woodcliff, fra dyrelivet i Bjørn Hill, samt fra mytologiens Sagahill og roens Fredhill og Fridhill. Her ligger de hjemlige koncepter tilsyneladende så nært at dannelser på to sprog ikke er usædvanlige, som Fredhill, Sagahill og Steinhill er gode eksempler på.

Figur 3. Fremmedsproglige stednavne i Stavangers opland. Illustration af Peder Gammeltoft.

Udsyn og længsel

Fra slutningen af det 19. århundrede blev verden mere og mere tæt knyttet sammen ved hjælp af teknologiske landvindinger som telegrafen, telefonen og en blomstrende journalistisk dækning af begivenheder uden for landets grænser. Samtidig var tiden også præget af drømme om et bedre liv et andet sted. Norge var på det tidspunkt et relativt fattigt land og mange så mulighederne i den nye verden. Derfor blomstrer stednavne som Amerika, Kanada, Florida, Georgia, Kalifornien og endda Alaska og Baltimore op. Om navngiverne selv har oplevet disse steder, altså er hjemvendte amerikafarere, eller om det er deres drømmesteder de har navngivet, vides ikke. Begge scenarier er uden tvivl repræsenteret i materialet, især når vi også finder navne som Ny-York og Chicago. Begge steder havde betydelig norsk indvandring – faktisk var Chicago den by i verden med tredjeflest norske indbyggere, kun overgået af Oslo og Bergen. Udvandring til Sydamerika var langt mindre og af en anden karakter. Den nåede sit højdepunkt i 1920’erne og gik især til Argentina, hvilket vi også har givet afkast i de to navne Argentina og Buenos Arics (fejlskrevet for Buenos Aires, rettet i senere matrikler).

Nogle få navne viser også et udsyn der bunder i litteraturen, men de er ikke særlig hyppige. Dels finder vi de klassiske middelhavslande repræsenteret i stednavne som Hellas og det småmytiske Arkadien, men også Roma og Venedig. Også fremtrædende lande lande i tiden, som Britannia, Frankrige og Schweiz, med hovedstæderne London og Paris finder en plads i navnematerialet. Beslægtet med disse er sikkert også navne der tilsyneladende hædrer norske indsatser på verdensplan. En god håndfuld steder hedder Nordpolen eller Sydpolen. Disse synes at være relateret til Fritjof Nansen og Roald Amundsens bedrifter i de arktiske områder i årene omkring år 1900. Der var god signalværdi i national stolthed.

Figur 4. Port Arthur i Trondheim, ca. 1910, Port Arthur er boligblokken øverst til venstre i billedet. Foto: Trondheim byarkiv, CC-BY. (Arkivreference: Tor.H47.B53.F26903).

Ironiens kolde blik

Samtidig med at verden kom nærmere, kom også verdens rædsler og uro ind i folks bevidsthed. Krige og uroligheder blev flittigt rapporteret i aviserne. Denne bevidsthed afspejler sig også i nogen grad i navnematerialet, enten i form af opkaldelse efter uroplagede steder eller pludseligt, planløst anlagte samfund. Denne tendens kender vi fra 1800-tallet, hvor man begyndte opkaldte afsidesliggende og ugæstfrie steder efter Sibirien og Napoleons eksil på St. Helena. Dette fortsætter op i det 20. århundrede med opkaldelser efter især det engelske imperiums problemområder: Afganistan (krige bl.a. i 1878-80 og 1919), Transvaal (fra Boerkrigen 1898-1902), men også Frankrigs Indokinaeventyr nævnt i navnet Bakindien (fransk-kinesiske krig 1884-85), minder om den russisk-japanske krig (1904-05) i Port Arthur (nu Lüshunkou i Kina), samt muligvis USA’s ekspansionisme gennem den spansk-amerikanske-kubansk-filipinske krig i 1898, med opkaldelsesnavnet Kuba, hvor mange af krigshandlingerne fandt sted. I et par tilfælde er også guldfeberens højborg, Klondike, opkaldt, sikkert omtalende et uroligt, uregerligt og ureguleret sted.

Figur 5. Stemningsbillede fra Klondike. Canadian National Archives, CC-0.

Disse navne er nok ikke oprindeligt givet af ejeren selv, men af navnebrugerskaren i det omgivende samfund. Dog må navnene så være faldet så meget i smag hos ejerne at de har registreret dem til deres ejendom og bolig. Denne type navne giver et interessant indblik i det psykiske samspil mellem navnebrugere, hvor et egentligt nedsættende stednavn tages op og adopteres af ejerene af stedet. Det viser lidt om folks fandenivoldskhed og evne til at gå på tværs af etablissementet.

Værd at studere?

Næsten alle de stednavne der er omtalt her, er navne på enkeltbebyggelser, villaer og huse i større eller mindre bysamfund. Altså gruppen af navne betinget af selvejerskab og gryende urbanisering. Og flertallet af disse navne er også at finde i områderne uden for de gamle købstæder. Men modsat urbaniseringens regelrethed i planlægning, og dermed også navngivning, er disse navne udtryk for modtagergruppens – beboerne i urbaniserede strøg – selvopfattelse. Og i disse navne finder vi alt fra drømme, planer om fremtiden, længsel efter det bedre og regelret normtrods. Dette studie giver kun løse pluk fra en enkelt kilde, Matrikkelutkastet av 1950, og analyserne er på ingen måde dybtgående. Men det er så absolut et område der fortjener mere opmærksomhed – for her kommer vi tæt på dem der navngav, og hvorfor de valgte de navne de gjorde.

Norwegian Place-name Archive turns 100 years!

by Peder Gammeltoft, Rikke Steenholt Olesen, Krister Vasshus & Alexandra Petrulevich

The Nordic Onomastics community gathered in Bergen, Norway, to celebrate the 100th birthday of the Norwegian Place-Name Archive. The two-day conference that took place on October 28–29 2021 explored a variety of topics including digitization of place-name collections and place-name databases, collection, preservation and standardization of place-names, etymological and socio-onomastic place-name research and more. Most importantly, however, the conference as a whole functioned as a large plenum discussion of the future of onomastic research in Norway and the other Nordic countries.

Highlights from the Conference Talks

The major themes of the conference were digitization of place-name collections, name collection and processing as well as standardization of place-names. The first keynote illuminated the challenges associated with digital reproduction of analogue archive structures in the early 1990s  and encouraged creative thinking when it comes to place-name data models (A. Petrulevich). The completely new database for Norwegian place-names, Norske stedsnavn | Norske stadnamn, launched a few hours before the conference, was presented (P. Gammeltoft, see below for details). Likewise, the much desired digitization of Sámi place-name collection was the focus of K. Rautio Helander’s talk. Name collection and processing was illuminated in the talks on the church’s role in recording local place-names in Falckarp in Scania (O. Svensson) and a recent initiative to digitally record local place-names in Norway (C.-E. Ore).  Challenges associated with current and historical regulations of place-name standardization and use as well as local inhabitants’ understanding of correct spelling of place-names in a national setting without formal legislation were discussed by T. Larsen and R. Steenholt Olesen respectively.

Etymological and socio-onomastic research on place-names as well as the future of onomastics in the Nordic countries were likewise central topics of the conference. The second keynote dealt with urban name use related to a shopping center in Helsinki, Finland, and the aspects of name use and variation in urban contexts (T. Ainiala). Political perspectives on place-name use⁠—be it historical studies of street names or practices of standardization or mapping in the present-day or early modern context⁠—were highlighted by O.-J. Johannesen, I. Nordland and S. Evemalm-Graham. Three talks were devoted to etymological questions concerning specific place-names or place-name types, e.g. names ending in –sete or prepositional place-names (B. Eggert, S. Mascetti, E. Heide). Finally, B. Helleland delved deep into the history of the Norwegian place-name archive; the future of the archive was deemed brighter than before since the preservation of the collection and archive research is now an institutional priority.

New Database of Norwegian Place-names

On the first day of the centenary conference, the new place-name resource, Norske stedsnavn | Norske stadnamn, was presented. Norske stadnamn | Norske stedsnavn is an open-data web-semantic database for searching, viewing and downloading place-name datasets of various kinds. The resource is structured in such a way that data are uploaded and made available dataset by dataset. For the sake of usability, each dataset may be added or omitted from the search and it is possible to search in several datasets at once.

The search is structured as a simple search, but with the possibility of filtering the search result according to the parameters shown in the table view.

It is possible to search also with wildcards, * (multiple characters) and ? (a single character), and a search like helleb?st* yields a result of 21 in four of the five current datasets chosen. Underlined place-names in the search result are linked to their source, either a book digitisation, such as RYGH (Norske Gaardnavne), the digital resource of the source, like the cadastre M1886 (Matrikkelen av 1886). Some datasets are based on digitised paper slip archives, like the BSN (Bustadnamnregisteret) and the scanned paper slip is available as an image, clickable on the little ‘iiif’ icon on the right. The point icon to the right indicates that the place-name has coordinates (see map view below) and the icon with a square with an arrow will take you to an additional resource related to the entry, for instance modern cadastral information. The far right symbol shows that the entry is available in RDF-format and clicking it shows which other information the entry is linked with.

The search result can also be shown as map results, either in the form of a cluster map or a regular point map. Each point appears as a pop-up on click and allows you to view and query its source data, as well as additional information⁠—just like in the table view.

The resource will be continuously improved over the next few years. More datasets will be made available as they become ready, as will the search refined to include other types of searches. Data filtering and viewing will also be improved.

Future of Norwegian and Scandinavian Onomastics

Several thoughts and ideas on how to secure a future for name studies in Scandinavia were discussed during the conference. One of these thoughts was to increase interdisciplinary collaboration. This interdisciplinarity has long roots in Nordic onomastic tradition, as archaeologists and historians were also toponomysts in the early days of the discipline. Expanding the collaboration with other fields of research, such as sociology, anthropology, literary studies, geography, and economics (among others), in addition to strengthening the cooperation that already exists between toponomysts and archaeologists, historians and religious scholars, has several advantages. It will help our discipline develop methods and gain new knowledge, and it will show the relevance of onomastics for the broader academic world. To facilitate this, we should more actively invite scholars from other fields of research to workshops and seminars where we can bring our heads together and bring new ideas to the table.

Another way forward could be to tap further into the knowledge, hobbies and interests of the general public. Cooperation between hobby metal detectorists, archaeologists and toponomysts has resulted in new archaeological finds in Denmark, and will likely do the same if we made similar cooperation elsewhere. The continued recording of names in archives is an ongoing process in which we as name-scholars rely on contribution by the public. At the moment, at least in the current Norwegian solution, we need a better recruitment of volunteers. This could be done by promoting onomastics and crowd-sourced name projects in more technologically updated ways, for instance via social media and blogs as New trends in Nordic Socio-onomastics blog or Københavns gader.

Finally, there is no way for an academic discipline to survive if there is no teaching at academic institutions at both bachelor’s and master’s level. Courses in onomastics do lead to actual jobs with place-names or personal names at above all archives, mapping and cadastre authorities and language authorities in the Nordic countries. There is a need for onomastic competence and there is definitely a need for trained onomasticians to conduct onomastic research. Since some countries, most importantly here Norway, lack academic courses in onomastics altogether, we should be thinking outside the box and—through collaborations within NORNA and/or ICOS—possibly create a Nordic or international course on names for a broader range of students.

Københavns gader – et lystbetonet formidlingsprojekt

af Lars-Jakob Harding Kællerød

Da jeg holder af at spadsere igennem København, og samtidig gerne vil udforske gader og stræder, jeg ikke har megen kendskab til, fik jeg i foråret 2021 en tanke om at gå igennem alle byens gader i alfabetisk orden, fra Abel Cathrines Gade til Århus Plads. Derfra udsprang så en idé til et fritidsprojekt, hvor jeg anvender Instagram som en formidlingsplatform om navnene på Københavns gader efterhånden som jeg kommer igennem dem.

I maj kunne jeg præsentere den første gade, Abel Cathrines Gade, i det lystbetonede og nonprofiterende projekt, jeg har kaldt Københavns Gader (instagram: Koebenhavns_gader), og siden er fulgt mere end 100 opslag. Her vil jeg give en forklaring på projektets præmisser, præsentere to eksempler på opslag samt give et par betragtninger vedrørende navngivningsmotiver.

”Københavns gader” på Instagram

Det enkelte opslag i projektet udgøres af en redegørelse for gadenavnets alder og motivet bag navnet med en uddybende præsentation af den person, det sted, det begreb, eller hvad det måtte være, der danner motiv for det enkelte navn. Ofte suppleres dette med en kort beskrivelse af gadens historie, og når en gade indgår i en navnegruppe bestående af eksempelvis træbetegnelser, pigenavne eller forfattere, præsenteres dette.

Visuelt er hver post suppleret med tre billeder, hvoraf det første altid skildrer navnemotivet, for eksempel en historisk person, et erhverv, en plante, en lokalitet eller andet. Det tredje billede er altid et nutidigt billede af gaden, som jeg har taget på mine spadsereture. Der er derimod ingen fast form for det andet billede, som kan være et historisk kort, et ældre billede af gaden, der viser stedets udvikling, et ekstra billede af gaden i dag eller andet, der på forskellig vis forklarer gadenavnet eller gadens historie. Udover mine egne billeder anvendes fotografier, udsnit af kort eller andre illustrationer fra forskellige kilder såsom historiskatlas.dk, kbhbilleder.dk og wikimedia commons.

Som udgangspunkt vil projektet dække hele Indre By, Christianshavn, Vesterbro, Frederiksberg, Nørrebro og Østerbro samt dele af Holmen, Islands Brygge, Kongens Enghave, Valby, Grøndal og Nordvest. For at afgrænse projektet en smule er en del af de nyanlagte kvarterer i Nordhavnen, Sluseholmen og Teglholmen udeladt, ligesom stinavne i reglen ikke tages med. Et foreløbigt estimat viser, at projektet vil omfatte mere end 1500 gadenavne. Da projektet er rent lystbetonet, findes ingen tidsramme eller målsætning for projektets afslutning.

Til teksterne benytter jeg primært Bent Jørgensens opslagsværk “Storbyens Stednavne” fra 1999 suppleret med oplysninger fra leksika, hovedsageligt fra “Den Store Danske Encyklopædi” og ”Dansk Biografisk Leksikon” samt hjemmesider som hovedstadshistorie.dk og indenforvoldene.dk. Dertil benytter jeg en lang række specialiserede værker om eksempelvis forfattere, træsorter, erhverv med mere.

Motiver bag de københavnske gadenavne

De følgende betragtninger er dannet ud fra de første 110 gader, der er beskrevet på Instagram. Det drejer sig om gaderne fra Abel Cathrines Gade på Vesterbro til Bianco Lunos Allé på Frederiksberg. Grovinddeles disse gader efter deres navngivningsmotiver, fremstår det, at historiske personer i bred forstand danner grundlag for 50 gadenavne, hvorfor det er den største gruppe. Gruppen omfatter så forskellige personer som Absalon, Aksel Larsen, Appleby, Asta Nielsen, A.P. Bernstorff og Bertel Thorvaldsen.

Den næststørste gruppe udgøres af gader, der på forskellig vis er navngivet efter en lokalitet, enten i den umiddelbare nærhed af gaden, som det er tilfældet med Alhambravej (efter forlystelsesstedet Alhambra), Asylgade (efter et børneasyl), Bag Elefanterne (efter beliggenheden ved Elefantporten i Carlsberg Byen) og Banevolden (langs jernbaneterrænet mod Valby), eller efter hjemlige eller udenlandske stednavne som Arendal, Arkona, Arresø, Australien og Ballum. De resterende gader er navngivet efter flora, eksempelvis Abrikosvej (frugt), Askeskellet (træ) og Aurikelvej (blomst), efter sagn- og sagalitteratur, eksempelvis Baldersgade (nordisk gud) og Bergthorasgade (Njals saga), efter standsbetegnelser, såsom Arveprinsensvej, samt pigenavne, som for eksempel Beatevej.

Personer opkaldt i de københavnske gadenavne

Det er en tydelig tendens, at det hovedsageligt er mandspersoner, der har lagt navn til de københavnske gader. Den kønsmæssige fordeling af de opkaldte personer er ni kvinder og 41 mænd. Gadenavnene er dannet til både for- og efternavn, eksempelvis August Wimmers Vej, initialer og efternavn, såsom A.L. Drewsens Vej, efternavn alene, som Ahlmannsgade, eller fornavn alene, eksempelvis Antoinettevej.

Den sidste gruppe, hvor historiske personer er opkaldt alene med fornavn i gadenavne, vedrører tre kvinder, som har givet anledning til gadenavnene Amalievej, Ane Katrines Vej og Antoinettevej. Fælles for disse er, at de har familiære relationer til grundejere og udstykkere i de pågældende områder og derved har fået en gade opkaldt efter sig. Dette er også tilfældet for den eneste kvinde, der er navngivet alene med efternavn, nemlig Jensine Bentzon, der har lagt navn til Bentzonsvej (eksempel 1).

De øvrige kvinder, der er opkaldt i de hidtil præsenterede gadenavne, er forfatterne Agnes Henningsen og Amalie Skram, skuespillerne Asta Nielsen og Betty Nansen samt adelsdamen Abel Cathrine, der er opkaldt indirekte, da Abel Cathrines Gade har navn efter Abel Cathrines Stiftelse, der flyttedes til gaden ved dennes anlæggelse i 1886.

Eksempel 1:
Bentzonsvej, Frederiksberg:

Gaden er navngivet omkring år 1897 efter Jensine Louise Wendelia Bentzon (1793-1869), som var hustru til områdets udstykker, proviantforvalter og justitsråd Stephan Peder Nyeland (1793-1875). Bentzon blev født i Vor Frue Sogn i København, men flyttede som barn til Gladsaxe, hvor faderen Jens Winther Bentzon (1743-1823) fra 1797 var sognepræst. I december 1824 blev Jensine Bentzon viet til Stephan Nyeland, der året før var blevet enkemand efter hustruen Ane Kirstine Langelands død i barselsseng. Bentzon flyttede ind til Nyeland i Proviantgården på Slotsholmen, og i 1837 overtog parret tillige en landejendom på Frederiksberg efter Nyelands første svigerfar, krigsråd Rasmus Langeland (1767-1837). Til ejendommen ved Falkoner Allé hørte en del jorder, som Nyeland på sine ældre dage udstykkede. Nogle af gaderne fik siden navn efter Nyeland selv (Nyelandsvej) og hans nære familie (Bentzonsvej og Langelandsvej). Oprindeligt strakte Bentzonsvej sig længere, men i 1914 overgik den sydlige del af gaden til navnet Sprogøvej.

Billederne:
1) Udsnit af fotografi af Jensine Bentzon. Der er egentlig tale om et dobbeltportræt af hende og ægtemanden Stephan Nyeland fremstillet af maleren Christian Hetsch (1830-1903), der var gift med Bentzons datter, Anne Kirstine Nyeland (1831-1905) (Frederiksberg Stadsarkiv, Kbhbilleder.dk).
2) Bentzonsvej set mod nord.
3) Bentzonsvej set mod syd fra hjørnet af Langelands Plads.

Blandt de opkaldte mænd findes flere politiske aktører, blandt andet Aksel Larsen, der i slutningen af 1950’erne stiftede Socialistisk Folkeparti (SF), og den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen (begge opkaldte i pladser). Fra ældre tid kan nævnes udenrigsminister A.P. Bernstorff, der spillede en væsentlig rolle i forbindelse med løsningen af stavnsbåndet i 1788, og Nicolai Ahlmann, der som dansksindet sønderjyde blev politisk aktiv efter afståelsen af hertugdømmerne til Preussen efter nederlaget i 1864.

En anden væsentlig navnegruppe er videnskabsmænd, hvoraf her kan nævnes filolog Arni Magnusson, der særligt er kendt for sin indsamling af middelalderlige håndskrifter, neurolog og psykiatriprofessor August Wimmer samt veterinærprofessor Bernhard Bang, der havde stor betydning for dyrlægefaget og -kirurgien.

Kulturelle personligheder er også væsentlige navngivningsmotiver. Denne gruppe indeholder blandt andet maler Nicolai Abildgaard, forfatterne Aksel Sandemose og Jens Baggesen, skuespiller Axel Strøbye, balletmester August Bournonville, billedkunstner Bertel Thorvaldsen (eksempel 2) samt hjemlige komponister som Julius Bechgaard og Andreas Berggreen foruden internationale navne som Bellman og Beethoven.

Eksempel 2:
Bertel Thorvaldsens Plads, Indre By:

Pladsen fik sit navn i år 2002, da området foran Thorvaldsens Museum blev omanlagt. Bertel Thorvaldsen (1770-1844) viste som barn et usædvanligt tegnetalent, hvorfor han allerede som 11-årig kom på Kunstakademiet, hvorfra han afsluttede sin uddannelse i 1793. Nogle år senere rejste Thorvaldsen til Rom, hvor han ankom den 8. marts 1797, hvilket han siden kaldte sin ”romerske fødselsdag”. I 1803 skabte han med skulpturen ”Jason med det gyldne skind” sit gennembrudsværk, og snart sikrede han sig stor anseelse i hele Europa. I de kommende år udførte han en række værker som eksempelvis et 35 meter langt relief af ”Alexander den Stores triumftog i Babylon” (1812), skulpturen ”Merkur som Argusdræber” (1818) og ”Døende løve” (1819), der blev udhugget i en klippevæg i Luzern, Schweiz. I 1819-20 var Thorvaldsen i Danmark, hvor han fik bestilling på den skulpturelle udsmykning af Københavns Vor Frue Kirke, hvilket blandt andet kom til at omfatte helfigurer af Kristus og apostlene (1821-24) og en knælende engel, der holder kirkens dåbsfad (1827-28). Herefter fortsatte Thorvaldsen sit arbejde i Rom, indtil han i 1838 vendte tilbage til Danmark. Han skænkede København sine værker i gips og marmor, sin malerisamling og andre ejendele, som endnu i dag kan beskues i museet, der bærer hans navn. Inden 2002 havde pladsen et noget anderledes udtryk, da det udgjordes af et mindre parkanlæg mellem Vindebrogade og den nu nedlagte Porthusgade, der løb langs Christiansborg mellem Stormbroen og Sankt Jørgens Gård.

Billederne:
1) Udsnit af portræt af Bertel Thorvaldsen fra 1814 udført af C.W. Eckersberg (1783-1853) (Statens Museum for Kunst, wikimedia commons).
2) Thorvaldsens “Merkur som Argusdræber” (1818).
3) Bertel Thorvaldsens Plads set fra sydvest mod Thorvaldsens Museum, der blev opført i årene 1839-48 efter tegninger af Gottlieb Bindesbøll (1800-56) som en ombygning, af den kongelige vogngård. Thorvaldsen ligger begravet i museets indre gård. I forgrunden ses Jørn Larsens (1926-2004) vandkunst fra 2002.

Ofte har personer, som er opkaldt i en gade, ejet ejendom eller jorder på den pågældende gade eller i den umiddelbare nærhed derfra. Det gør sig blandt andet gældende for politikeren Andreas Frederik Krieger og juristen Adolph Ludvig Drewsen, der boede overfor hinanden på den gade, der siden blev A.L. Drewsens Vej, og hvor parallelgaden fik navnet A.F. Kriegers Vej. Gader som Amicisvej (navngivet efter fyrværker Gaetano Amici), Allersgade (efter brændevinsbrænder Christian Hansen Aller) og Bianco Lunos Allé (efter bogtrykker Christian Peter Bianco Luno) er andre eksempler på gader navngivet efter denne model.

De personer, der har dannet motiv for gadenavnene, har generelt en højtstående social status, og da mange af de københavnske gadenavne er blevet dannet i slutningen af det 19. århundrede og i første halvdel af det 20. århundrede, kan det ikke undre, at mænd udgør en større andel. Politikere og embedsfolk var næsten udelukkende mænd, og også inden for videnskab og kultur havde kvinder mindre fremtrædende roller i datidens samfund, ligesom de jordejere, der udstykkede land, hvorpå veje blev anlagt, var mænd. Derfor er fordelingen af opkaldte mænd og kvinder i gadenavnene ikke nødvendigvis et udtryk for negligering af kvinder som navngivningsmotiv, men snarere et udtryk for datidens mere patriarkalske samfund. I dag synes fordelingen at være mere jævnbyrdig i forbindelse med indstiftelse af nye gadenavne, men det vil jeg tage op en anden gang.

Link:

https://www.instagram.com/koebenhavns_gader/