Om mobbeafledte stednavneændringer (2)

af Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen

I mit forrige socioonomastiske blogindlæg (af 8. marts 2024) beskrev jeg to mobbeafledte stednavneændringer fra midten af 1920’erne, hvor Rumperup blev til Højsted og Gumperup blev til Klinteby. Begge blev faktisk forudgået af en beslægtet sag fra 1922, hvor beboerne i den nordsjællandske landsby Ludserød (Blovstrød sogn, Lynge-Kronborg h.) anmodede myndighederne om og blev bevilget et navneskifte til Høvelte, hvilket skete med den begrundelse, at det hidtidige navn »vækker Latter til største Gene i vort daglige Liv og Færden« (Stednavneudvalgets Brevarkiv 8-3/22).

Den hævdede morskab på Ludserøds bekostning bestod formentlig i navnets forleds delvise homonymi med substantivet lus, altså det blodsugende insekt, der plager både dyr og mennesker, og i dansksproglig sammenhæng også anvendes adjektivisk i en tydelig pejorativ betydning luset ’ringe, tarveligt’.

I modsætning til de to førstnævnte navneændringseksempler rakte kreativiteten hos beboerne i Ludserød dog ikke længere end at man bad om at det allerede eksisterende navn på den nærliggende nabolandsby Høvelte fremover også måtte denotere deres bebyggelse. Og således blev det.

Heller ikke her lagde Stednavneudvalget således nogen hindringer i vejen for et skifte væk fra et angiveligt mobbefremkaldende navn, og man kunne måske derfor fristes til at tro, at datidens udvalg bare generelt gav efter for den slags ansøgninger. Men sådan var det ikke, og i det følgende skal beskrives to omtrent samtidige sager, hvor ansøgningerne fik afslag.

Tarm

Den 8. april 1931 modtog Stednavneudvalget en ansøgning fra sagfører V.E. Johansen, bosiddende i den jyske by Tarm:

Ved en Sammenkomst her i Byen for kort Tid siden blev der nedsat et Udvalg med det Formaal at virke for Forandring af Byens Navn, der baade er uæstetisk og lattervækkende. Det blev vedtaget at undersøge Muligheden for at faa Byens Navn ændret til Tarum, der menes at være den ældste Betegnelse for Byen. I denne Anledning tillader jeg mig som Medlem af Udvalget herved at anmode Stednavneudvalget om at foretage Undersøgelse af, hvad Byens Navn tidligere har været, samt være os behjælpelig med at fremme Sagen.

Tarm benævner oprindeligt en mindre landsby i Egvad sogn (Nørre Horne h.), der i moderne tid er vokset op til en decideret provinsby bl.a. med anlæggelsen af en jernbanestation (1875) og en realskole (1879, gymnasium fra 1938); i 1980 udskiltes Tarm som et selvstændigt sogn fra Egvad sogn.

Det lattervækkende ved navnet består i, at navnet i sin nutidige form er skriftligt og lydligt identisk med substantivet tarm, ’den i legemets udførselsåbning endende rørformede del af fordøjelseskanalen’, som det så smukt er formuleret i Ordbog over det danske Sprog. Så hvis man i den omkringliggende omegn f.eks. kom afsted med at sige, at man lige havde været en tur i Tarm, ville det let kunne afstedkomme en vulgær-humoristisk association.

Tarm-borgernes formodning om at navnets oprindelige form havde været Tarum, og at det dermed knyttede sig til gruppen af stednavne med de fra hinanden ofte svært skelnelige endelser hēm, um (dativ pluralis) og rum, var på ingen måde urimelig, idet formen Tarum vitterligt optræder i såvel Pontoppidans Danske Atlas og på Videnskabernes Selskabs Kort, der begge skriver sig til anden halvdel af 1700-tallet.

Formodningen støttes også af belæg fra 1500-tallet (1532 Tharrom, 1534 Tarrem, 1537 Tarum, 1579 Tharrum), hvorimod de middelalderlige belæg peger i en anden retning (1332 el. 1344 Tharm, 1347 Thaarm, 1350 Tharmæ, 1462 Tharm). Derfor har der blandt stednavneforskerne været konsensus om, at navnet faktisk ER identisk med substantivet tarm (glda. tharm), i en sammenlignende anvendelse om en langsmal terrænformation – antageligt med sigte på Tarm Bæks leje (DS 17 s. 569-570).

Dette var også opfattelsen i Stednavneudvalget allerede i 1931, hvor man i sit svar til sagfører Johansen af 18. april 1931 derfor ikke kunne støtte forslaget om en rekonstruktion fra Tarm til Tarum, idet dette ville være onomastisk fejlagtigt:

Da den foreslaaede Form Tarum ikke som formodet er den ældste Form af Byens Navn, men er en nyere Form af ret tvivlsom Herkomst, vil Udvalget være noget betænkeligt ved at anbefale en Navneforandring i antydede Retning og vilde derfor gerne henstille til fornyet Overvejelse [i] Spørgsmaalet om, hvorvidt der i det hele foreligger tilstrækkelig tvingende Grunde til at tænke paa en Navneændring. I formel Henseende er der saaledes ingen Grund dertil, da Tarm stemmer overens saavel med Navnets ældste Skriveformer som med stedlig Dialektudtale.

Det betød dog ikke, at Stednavneudvalget kategorisk afviste muligheden for en ændring til et helt andet navn, hvis dette herefter måtte ønskes:

Om det mere æstetiske Hensyn vil være tilstrækkelig tungtvejende i denne Sag, vil det være vanskeligt at udtale sig om paa Forhaand, men fastholdes Ønsket om at søge Navneforandring for Byen, vil den rette Vej være at indsende en Ansøgning til Landbrugsministeriet.

En sådan ansøgning blev aldrig fremsendt, og borgerne i Tarm synes således at have accepteret deres stednavnemæssige skæbne — og ladet sagen finde sin ende, om man så må sige.

Vorbasse

Mit sidste eksempel i denne lille serie om mobbeafledte stednavneændringer og ønsker om samme, er af en lidt anden karakter. Det drejer sig om stednavnet Vorbasse, der benævner en kirkelandsby i det sydlige Jylland (Vorbasse sogn, Slaugs h.). Betydningsmæssigt er navnet lidt specielt, idet der atypisk i en dansk sammenhæng synes at være tale om en indbyggerbetegnelse vorbasse, sammensat af substantivet glda. wara ’overdrev, udmark’ og substantivet basse ’mand, beboer’ i den samlede betydning ”beboer på udmarken” — her formentlig i en stedbetegnende afledning til indbyggernavnet, således at det som stednavn egentlig betyder ”stedet for beboerne på udmarken” (DaSt s. 339). Udover at navnet kan klinge lidt spøjst i nutidige øren, især pga. endelsen –basse, afleder det umiddelbart sprogligt set ingen pejorative konnotationer eller associationer iøvrigt.

Det var imidlertid heller slet ikke sådanne, der fremførtes som grund for en ønsket navneændring, da denne fremlagdes for Stednavneudvalget i et brev af 13. marts 1923. Sagen er i øvrigt også atypisk ved, at anmodningen ikke fremsendtes af ansøgerne selv, men af den i stednavneforskningen nok så bekendte dr. phil. Marius Kristensen, der efter at have fået et besøg fra Vorbasse skrev til udvalgets sekretær Gunnar Knudsen på følgende vis:

Et mærkeligt besøg havde jeg forleden: en mand fra Vorbasse sogn som på en del beboeres vegne bad om, at dette navn måtte forandres til Vorballe, da det var alt for kendt, så folk ikke vilde tage tjæneste derude, ingen læge el. lign. bosætte sig dær, og i det hele blev distangserede af Bække og Hejnsvig, som ikke var så berygtede (markedet, krigshavnen og professor Labri). Jeg opponerede naturligvis, da Vorbasse er et godt gammelt og vel bevidnet navn, men lovede at sende meddelelsen videre. Vorballe er jo en komplet utilladelig nydannelse; snarere kunde jeg da tænke mig Slavby eller et lignende helt nyt navn (Slavgård ligger jo i sognet); måske kan I derinde finde et kønnere, som kunde foreslås, hvis det skulle være. Allerhelst må sagen naturligvis forfalde (også af krigshistoriske grunde). Men jeg lovede altså at lade det gå videre (sml. Ludserød – Høvelte). [Kommentar: Den for sin tid påfaldende og moderne skriveform er den originale og af Marius Kristensen praktiserede.]

Ifølge Marius Kristensen var det således ikke navnet i sig selv, der var problemet, men selve byens omdømme, som beboerne angiveligt ønskede at slippe af med gennem en navneændring. At Vorbasse skulle have eller have haft et specielt slemt omdømme, som hævdet af dr. Kristensens i øvrigt anonyme gæst derfra, er ellers ikke sådan at aflæse nogetsteds.

Men opfattelsen knytter sig tilsyneladende til det store, årlige Vorbasse Marked, der er et af Danmarks største og mest velbesøgte heste- og kræmmermarkeder, som har eksisteret siden 1730 og i nutiden tiltrækker omkring 250.000 besøgende. »Ses vi ikke før, ses vi på Vorbasse Marked«, er et udbredt mundheld i denne del af riget. Med markedet følger selvsagt en masse gøgl og ballade, og det kan vel have været dette og en deraf afledt berygtethed, som en gruppe af byens beboere var trætte af.

Den omtalte ’krigshavn’ og ’professor Labri’, der ligeledes anføres blandt argumenterne, fortjener også en uddybende kommentar. Professor Labri var en på de tider landskendt gøgler og tryllekunstner med det borgerlige navn Johannes Marius Dines Petersen (†1935). Han optrådte bl.a. på Vorbasse Marked og var berømt for sine salgstaler uden for cirkusteltet, der skulle lokke betalende gæster ind til forestillingen, med farverige og elokvente overdrivelser om alt det fantastiske, som man ville få at se. Særlig berygtet var slogannet ”Se skelettet af et menneske”, som så viste sig at være hans assistent, der løftede en ske (> ske lettet af et menneske).

Tilknytningen til Vorbasse bestod ud over Professor Labris optræden på de årlige markeder i, at han flittigt omtalte Vorbasse, når han optrådte andetsteds, blandt andet med benævnelsen Vorbasse Krigshavn om landsbyens gadekær og branddam. Året efter, i 1924, blev der faktisk søsat et modelkrigsskib i gadekæret, og siden er flere fulgt efter – bl.a. Korvetten Labri.

Det synes således at have været disse konnotative associationer til landsbyen, som en eller flere af Vorbasses beboere var svært kede af i 1923. Og man foreslog som nævnt i stedet en partiel navneændring til Vorballe, hvor det eksisterende forled er sammensat med den især i Jylland udbredte endelsestype balle af substantivet balle ’forhøjning, bakke’. Præcis hvorfor Kristensen fandt dette forslag ”komplet utilladeligt” anfører han ikke, men det antydes, at det skyldes at navnet derved ville give falsk indtryk af at være et gammelt navn af en anden navneklasse.

Stednavneudvalgets sekretær Gunnar Knudsen foreslog udvalget den pragmatiske løsning, at man simpelthen undlod at gøre noget, hvilket fremgår af en tilføjelse på det modtagne brev:

Uagtet Sagen vel menes – i hvert Fald fra Beboernes Side – at være forebragt Stednavneudvalget gennem den til Marius Kristensen foretagne Henvendelse, synes jeg ikke, der kan foretages noget, da vi ikke engang har Navnet paa den mand, hvorfra Henvendelsen stammer, og derfor ikke kan besvare den.

Dette forslag erklærede udvalget sig ifølge endnu en påført note ganske enig i, med den tilføjelse, at dette burdes meddeles Marius Kristensen. Og derfor hedder Vorbasse stadig Vorbasse den dag idag.