Leninparken blir historia

av Terhi Ainiala

I Helsingfors finns en liten park som heter Leninparken (på finska Lenininpuisto). Parken byggdes i början av 1960-talet, och år 1970 döptes parken till Leninparken för att fira att det då hade gått 100 år sedan Vladimir ljitš Lenin (1870–1924) föddes. Bakom namnidén var tidens politiska strömningar och en slags vänskapspolitik med Sovjetunionen. Helsingfors stadsfullmäktige bestämde sig om namnet.

Foto: Simo Rista 1984, Leninparken. Helsingfors stadsmuseum.

Under årtionden har det diskuterats om parknamnet ska bytas, och flera alternativ för ett nytt namn har föreslagits. I juni 2023 fattade Helsingfors stadsfullmäktige ett beslut om att namnet ska bytas.   

Ryska namn i Helsingfors har redan tidigare varit under diskussion. Hundra år sedan hade Finland just blivit självständigt, och det var många som ville bli av med ryska namn i huvudstaden. Några gatunamn med en rysk bakgrund också byttes ut på 1920-talet, och till exempel Nikolaigatan blev Snellmansgatan och Vladimirgatan blev Kalevagatan. Gatunamn sågs som starka symboler av det självständiga landet.

Precis som hundra år sedan, kan man även nu säga att en viss tidsperiod har tagit slut. Det politiska läget vi lever nu i hela Europa har kraftigt förändrats, och genom att byta ett laddat namn vill politikerna visa en viss självkritik och medvetenhet.

Det är på många sätt förståeligt och mänskligt att namnet Leninparken nu år 2023 ville bytas. Namnkommittén i Helsingfors rekommenderade ändå att bibehålla det gamla namnet. Generellt har det inte varit önskvärt att byta etablerade namn. Olika slags namn berättar om olika ideologier och gör stadens olika historiska skikt synliga. Dessutom har Leninparken som ett parknamn inte varit någons adress.  

Kanske borde vi ha mera tålamod med det att det finns olika historiska och samhälleliga skikt. Och att dessa skikt får visas i stadsbilden. Urbana namn kan bli politiskt laddade, och det är något som inte behöver gömmas. Kanske är det lärorikt att ha spår och märken om olika skikt och varierande ideologier.

Leninparken står fortfarande på sin plats. Men snart ska namnet bytas. Det nya namnet får parken antagligen år 2024, i samband med den nya detaljplanen. Spännande att se vad som heter parken då.

Skal Simon Spies Plads omnavngives?

af Line Sandst

Sommeren 2022 blev der vist en dokumentar på national, dansk TV om stifteren af rejseselskabet Spies Rejser. Simon Spies, som stifteren hed, introducerede danskerne til billige charterrejser, blev rig og anvendte pengene til at leve et flamboyant liv med luksusvillaer, rejser, alkohol og unge kvinder.

Spies’ ekstravagante liv blev ofte skildret i medierne op igennem 1960’erne, men ingen stillede sig tilsyneladende kritiske ved relationen mellem de unge kvinder og Simon Spies, selvom der åbenlyst var tale om seksuelle forbindelser mellem en midaldrende mand og meget unge kvinder. Men i dokumentaren fra i sommer fortalte nogle af disse kvinder deres side af historien. De fortalte om, at de blev betalt for at give seksuelle ydelser, at de fortrød, men ikke kunne slippe væk, og at Spies også var voldelig imod dem. Kvinderne var typisk sårbare, og de var typisk under 18 år.

Manden bag navnet

Spies var en erhvervsmand med betydning for nyere dansk historie. Derfor har han også fået opkaldt en plads efter sig i Helsingør, hvor han voksede op. Men i kølvandet på sommerens problematisering af hans livsstil, foreslog lokalpolitikere i byrådet i Helsingør, at Simon Spies Pladsskulle omdøbes. Eller at gadeskiltet i mindste fald skulle udvides med en navneforklarende tekst ”hvor det fremgår, at Simon Spies ændrede danskernes rejsevaner, men også udnyttede unge kvinder” (Referat af 26. september 2022).

De nye, kritiske oplysninger, der bevægede sig i den danske mediedebat, førte altså til, at dem, der havde beføjelse til navngivning og -ændring på urbant plan, begyndte at overveje, om de nye oplysninger skulle have konsekvenser for gadenavnelandskabet. Sagen om Simon Spies Plads er endnu ikke afsluttet.

Ny identitetspolitisk tendens

Sagen illustrerer en tendens, som vi ser flere og flere eksempler på. For to år siden blev der smidt en byste af Frederik den 5 i vandet, som en aktion der skulle gøre opmærksom på dansk kolonial fortid. I kølvandet heraf startede en offentlig mediedebat om gaderne opkaldt efter danske slavehandlere skulle omnavngives.

Stemmerne der talte for nye navne, påpegede det forkerte ved at hædre de mennesker, der har foretaget moralsk forkastelige gerninger, mens stemmerne der talte imod nye navne, påpegede at slavehandlen, og at dem der forestod den, er en del af danmarkshistorien og som sådan ikke bør skrives ud.

Også omnavngivning i forbindelse med verserende storpolitiske situationer er blevet foreslået, som da Rusland invaderede Ukraine, og den danske politiker Jakob Ellemann-Jensen derefter foreslog, at gaden hvor den russiske ambassade ligger i København skulle omnavngives til Ukrainevej.

Dansk identitet med gaderne som kampplads

Hverken gaderne opkaldt efter de danske slavehandlere, eller vejen, hvor den russiske ambassade ligger i København, er blevet omnavngivet. Men debatterne viser, at politiske beslutningstagere og meningsdannere anskuer gadenavne som et identitetspolitisk sted med symbolkraft til at vise, hvad dansk politik og identitet er. Samtidigt belyser debatterne, at hvem der skriver den historie, ikke er helt så enkelt endda. For der er både vægtige stemmer og argumenter for og imod omnavngivningerne.

Men det er heller ikke så enkelt at omnavngive en gade, som man muligvis skulle tro. Der er fx økonomiske hensyn at drage, når nye skilte skal laves og sættes op og navneændringen skal gennemføres konsekvent i administrationen. Men navneændringer er også vanskelige for de mennesker, der bor på vejen, dem der skal besøge stedet og for postvæsnet.

Når først et navn har fæstnet sig til et sted, er det denne konvention der læres af sprogbrugeren, og navnet bliver synonymt med stedet og kan derfor være svært at glemme igen, bare fordi ’nogle andre’ beslutter, at stedet pludselig skal hedde noget andet. I praksis sker der også kun meget få omnavngivninger af gader og pladser, netop af ovennævnte hensyn.

Man kan derfor undre sig over, hvorfor diskussionerne om omnavngivning dukker op, når det både er dyrt, besværligt og meget sjældent sker i praksis. Man kan spørge sig selv, om navne overhovedet er vigtige, for de ændrer vel ikke noget – eller gør de? Jeg anskuer diskussionerne om omnavngivning som beviser på stednavnenes betydning, kulturelt og menneskeligt. Hvis stednavne var ligegyldige, hvorfor skulle vi så diskutere dem? Dertil fortæller mediedebatterne om omnavngivningerne noget om den samtid, vi befinder os i lige nu.

Da Simon Spies fik navngivet en plads efter sig i Helsingør, meldte historien ikke noget om misbrug af og overgreb på unge kvinder. I dag står vi et andet sted i historien, vi har en anden viden og kan kigge tilbage med et andet blik, og herfra kan vi drage konklusioner om moralsk forkastelige handlinger som slavehandel og overgreb på kvinder. Og spørgsmålet er så, hvordan vi som nation forholder os til det.

Diskussionerne om omnavngivninger kan dermed tages som et varsel om, eller symptom på, en forhandling af dansk identitet, som lige nu verserer i Danmark, og som nogle gange udspiller sig med navne på gader og pladser som kampplads.