Den 30. oktober 2025 foreslog Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester i København at Den røde plads skal omnavngives. Den røde plads er én ud af tre mindre parkstrøg, der til sammen udgør parken Superkilen, der ligger i København. Til Berlingske forklarede han, at Den røde plads ifølge ham er ”et symbol på Rusland og magten i Kreml” og at han synes, det er ”upassende, at man har så stærkt et symbol placeret et meget centralt sted i København” (Ritzau, 30. oktober 2025, Berlingske). Imidlertid kan den foreslåede navneændring være vanskeligere end som så at gennemføre.
Hvordan navngives gader og pladser i byerne?
Når nye navne skal implementeres i byerne i Danmark i dag, gennemgår de en række procedurer, inden de endeligt administrativt godkendes. Procedurerne kan være forskellige fra by til by, men i København, hvor den pågældende Den røde plads ligger, har vi et politisk sammensat Vejnavnenævn, der er et ”sagsforberedende nævn under Teknik- og Miljøudvalget” (Vejnavnenævnet.kk). Nævnets opgave er at behandle alle navngivningssager i Københavns kommune og afgive indstilling til Teknik- og Miljøudvalget, der træffer den endelige beslutning om et givent navn kan godkendes (ibid.).
Hvis Den røde plads i København skal omnavngives, skal forslaget altså først behandles af Vejnavnenævnet, før det indstilles til godkendelse ved Teknik- og Miljøudvalget. Men her støder vi på et problem. Vejnavnenævnet kan nemlig kun omnavngive lokaliteter, som allerede har et officielt godkendt navn, og Den røde plads i København er slet ikke et officielt navn.
Officielle og uofficielle navne
Officielle navne er navne på lokaliteter, der er administrativt godkendte, og altså har gennemgået en administrativ beslutnings- og godkendelsesproces. Når navnene er godkendte, kan vi finde dem på gadenavneskilte i byerne. Uofficielle navne er derimod navne på lokaliteter, der hverken har gennemgået procedurer eller beslutningsproces. Der kan være mange årsager til, at uofficielle navne ikke er officielt godkendte. I Københavns kommune (og flere andre steder i Danmark) har man fx retningslinjer om, at en lokalitet skal være adressebærende før den kan tildeles et navn, og dertil skal lokaliteten heller ikke være for lille. Den slags retningslinjer findes ikke for uofficielle navne, der ofte dannes mere eller mindre spontant af sprogbrugerne og kan knytte sig til snart sagt alle slags tænkelige lokaliteter.
Den røde plads udgør sammen med den såkaldte Den sorte plads og Den grønne park det rekreative område Superkilen, som er parkens officielle navn. Hver af de mindre pladser er kendetegnet med at være hhv. rød, sort og grøn. Parken stod færdig i 2012, og navnet Superkilen er også officielt godkendt i 2012. Men faktisk ønskede Nørrebro lokaludvalg dengang at navngive de tre farverige strøg. Forslaget blev dog afvist af Vejnavnenævnet netop med henvisning til, at pladserne hverken havde adressemæssigt sigte eller var store nok (Sandst 2015, s. 256 ff.). Ingen af de tre parkstrøg fik altså et officielt navn dengang, og Vejnavnenævnets sekretariat bekræfter da også, at Den røde plads på Nørrebro heller ikke i dag er et officielt navn (jf. samtale 4/11 2025).
Her ses Den røde plads set fra Nørrebrogade. Bemærk de store bygninger inde på pladsen, som bl.a. huser Nørrebro bibliotek og Nørrebrohallen. Stederne har adresse på Nørrebrogade. Begge billeder er taget af forfatteren.
Men hvor kommer Den røde plads så fra?
Navnene Den røde plads, Den sorte plads og Den grønne park blev alle introduceret af arkitektgruppen og bygherrerne, der står bag designet på parken. Dengang som nu lever navnene et synligt, men formelt set uofficielt liv. På websites om Superkilen, der i dag dækker over turist-informationssider, officielle sider fra Københavns kommune, Wikipedia, bygherrernes og arkitektfirmaets websites bruges de tre navne om de tre parkstrøg. Det vidner både om succesfuld markedsføring og om en vis almen accept og brug af navnene. Og i hvert fald er Den røde plads i København i dag så velkendt et uofficielt navn, at Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester i København forud for kommunalvalget 18. november 2025, og i en samtid hvor der længe har været international kritik af den udenrigspolitik, Rusland fører, foreslår at pladsen skal omnavngives.
Russiske associationer; invasionen i Ukraine og hvad Rusland ellers kan finde på
Men Den røde plads i København er ikke alene. Den røde plads ligger også i Holstebro, i Gørding, i Tønder og i Værløse. Flere af pladserne har som den på Nørrebro rød belægning, så en del af navngivningsmotivet findes i farven. En anden del af navngivningsmotivet findes i opkaldelsen efter Den røde plads i Moskva, og der er ingen grund til at tro, at navngivningsmotivet ikke kan være en kombination af begge motiver. Men ingen af navnene er dannet i forbindelse med den nuværende (2025) udenrigspolitiske situation med Rusland, som er den, Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester i København reagerer på, når han stiller forslag til omnavngivning. Som opkaldelsesnavn kan associationer til Den Røde Plads i Moskva næppe undgås, ligesom de deraf afledte øvrige associationer til Rusland, som den enkelte sprogbruger måtte have, næppe heller kan undgås. Men navnet og associationerne må vi altså beholde, lige så længe vi ikke har et navnepoliti, der bestemmer, hvad sprogbrugerne må sige.
Her ses Den røde plads fra modsatte side fra Mimersgade, der løber mellem Den røde plads og Den sorte plads. Bemærk at også træbevoksningen på pladsen er rød. Billedet er taget af forfatteren.
In April 2025, a new name was introduced on the map of the Danish capital when a previously unnamed location in Nørrebro was officially designated Palæstinas Plads (Palestine’s Square). The decision followed several years of debate within the Copenhagen City Council (Borgerrepræsentationen). Rarely has the naming of a public space in Denmark sparked such strong emotions, both fierce opposition and passionate support, as the case of Palæstinas Plads.
Symbolic Politics or a Celebration of Freedom?
The idea of naming a square in Copenhagen after Palestine goes back to around the year 2000, when the left-wing party of Enhedslisten proposed renaming half of the existing Israels Plads (Israel’s Square) to commemorate Palestine. The proposal was rejected, but the idea lingered. Over the following decades, the name resurfaced periodically in discussions within Teknik- og Miljøudvalget (a committee that in general manages matters and decisions concerning naming and renaming streets and other locations in Copenhagen) and Vejnavnenævnet (a committee that pre-processes proposals concerning names for Teknik- og Miljøudvalget). However, each time, the plan for Palæstinas Plads was ultimately turned down. That happened again in 2023, when the political parties of Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, and Alternativet jointly proposed naming an unnamed location in Nørrebro Palæstinas Plads. After the Hamas attack on October 7, however, the plan was shelved.
In June 2024, Vejnavnenævnet revived the idea, and a few months later, it was debated in Teknik- og Miljøudvalget. Typically, such decisions are made within that committee, but the Konservative party demanded that the issue be discussed by the entire City Council. The proposal was subsequently sent out for public consultation, during which 162 responses were received. Of these, 153 supported the name, while nine opposed it. Some objections argued that the Municipality of Copenhagen should not involve itself in international political matters, a concern also raised by several political parties that voted against the proposal. In March 2025, the City Council adopted the resolution by a narrow margin, 29 votes to 25, and a few weeks later, the official naming ceremony for Palæstinas Plads took place.
However, the champagne corks had barely popped before controversy erupted again. Within 24 hours, the new street signs were vandalised, when the name was painted over. Criticism also emerged from the political left, mainly over an explanatory subtitle added to the signs as it showed a political compromise: “Navngivet efter et område ved Middelhavets østlige bred” (“Named after an area on the eastern shores of the Mediterranean Sea”). On social media, critics argued that Palestine is not merely an area but a country. Activists soon placed stickers on the street signs, replacing the word “område” (area) with the word “land” (country). A few days later, new signs were installed on Palæstinas Plads; this time without any explanatory text.
Palæstinas Plads, photographed by the authors.
In general, Palæstinas Plads is a name that divides opinion, with both politicians and citizens holding strong opinions about it. Some see it as a celebration of the Palestinians’ right to freedom after decades without a state, while others dismiss it as mere symbolic politics. Certain right-wing parties have even labelled the name an act of antisemitism. Critics argue that it is not the role of the City Council or the City of Copenhagen to take a position on international conflicts such as the one in the Middle East. However, Copenhagen is far from the only European city where political symbolism has entered the urban landscape through place naming. One striking example can be found in the Czech Republic.
Prague’s Streets Tell a Story of Resistance and Memory
In the heart of Europe, symbolic politics has taken tangible form on the streets of Prague. The Czech capital, known for its sharp wit and love of irony, has turned geography into a quiet but powerful statement against authoritarianism.
Czechs have long had a complicated relationship with Russia. Gratitude for the Soviet liberation of Czechoslovakia in 1945 curdled into resentment after the 1968 Warsaw Pact invasion crushed the Prague Spring, a hopeful experiment in “socialism with a human face.” The Soviet army stayed for more than two decades, a constant reminder of lost sovereignty. After 1989, the newly established Czech Republic maintained a cautious but pragmatic relationship with post-Soviet Russia. Trade and diplomacy continued, but trust was scarce. Over the past decade, however, Moscow’s growing expansionism and aggression in Europe have left clear marks, not only in policy but also in Prague’s urban landscape.
The transformation began symbolically. In 2016, activists launched a petition to rename the square in front of the Russian Embassy. Four years later, on February 27, 2020, the Prague City Council made it official: náměstí Pod kaštany (Under the Chestnut Trees Square) became náměstíBorise Němcova (Boris Nemtsov’s Square), honouring the Russian opposition leader and vocal critic of Vladimir Putin who was assassinated in Moscow in 2015. That same day, a nearby pathway was christened promenádaAnny Politkovské (Anna Politkovskaya’sPromenade), in memory of the investigative journalist and fierce defender of human rights murdered in 2006. The move sparked criticism from former President Miloš Zeman, long seen as sympathetic to Moscow, who called it “a classic example of a petty little Czech attempt to get back at someone while hiding behind a tree.” Former ambassador to Russia Jaroslav Bašta went even further, denouncing it as an act of Russophobia. Still, most members of the Prague City Council stood by the decision, reflecting the mood of a public largely supportive of the gesture. For many Prague residents, renaming the streets near the Russian Embassy was not an act of hostility but a statement of solidarity with Russian dissidents and a reminder of the Czech Republic’s own struggle against Soviet domination.
The embassy tried to sidestep the uncomfortable symbolism by changing its official address to a nearby street. However, in April 2022, just weeks after Russia’s full-scale invasion of Ukraine, Prague struck again, renaming that street Ukrajinských hrdinů (Ukrainian Heroes Street) and dedicating a nearby bridge to Vitalii Skakun, the Ukrainian soldier who sacrificed his life blowing up a bridge to halt the Russian advance on Kherson.
In 2021, an overlook in the park above the embassy was informally renamed Vyhlídka Alexeje Navalného (Alexei Navalny Outlook), commemorating another leading Russian opposition figure who died in prison in 2024. Though the name is not yet official, it has already entered local usage, another act of quiet defiance.
On the map, the Russian Embassy in Prague now stands encircled by tributes to those who resisted the Kremlin’s repression. For passersby, it is a geography of conscience, a subtle yet unmissable reminder that in Prague, memory and mockery often walk hand in hand.
Source: Mapy.com, highlighted by the authors.
A matter of political solidarity!
Palæstinas Plads and Ukrajinských hrdinů, together with the other recently renamed streets, honouring figures who have resisted Putin’s regime, are in different ways motivated by a political interest of showing solidarity with a (suppressed) people, and equally to distance themselves from those seen as the suppressors. Such acts of naming do not stop wars or change the world. However, perhaps they contribute to awareness, which may make a difference after all. In Prague, all official correspondence to and from the Russian Embassy carries an address that serves as a reminder of the Ukrainian heroes, while Palæstinas Plads in Copenhagen stands as a marker of diversity, solidarity, and inclusion. At a time when political considerations increasingly influence place names, these examples stand out. In January 2025, only a few days after taking office, the American president instructed the Secretary of the Interior that the Gulf of Mexico should henceforth be referred to as the Gulf of America. At the same time, the country’s highest peak was renamed Mount McKinley, after the former president Obama in 2015 had changed the name from Mount McKinley to Denali in honour of the Native Americans’ name for the mountain in Alaska. These changes, justified as being made “…in honor of American greatness” and “…in the national interest to promote the extraordinary heritage of our nation and ensure future generations of American citizens celebrate the legacy of our American heroes,” as stated by the White House, demonstrate the power inherent in place names. While the American renamings express a form of politics that “kicks downwards,” Palæstinas Plads and Ukrajinských hrdinů represent the opposite: names given in solidarity with the suppressed.
Det er sikkert ikke så få personer gennem tiden, der er blevet drillet med deres navne. Nogle bare godmodigt, andre decideret mobbet. Flere af sådanne navnebærere har formentlig da indimellem kunnet ønske sig et andet navn, og enkelte har ligefrem taget konsekvensen og fået en navneændring. Som det skal ses i det følgende, er “mobbeafledte navneændringer” imidlertid ikke blot et fænomen i personnavneregi, idet også hele landsbysamfund i sjældne tilfælde har ønsket at skifte stednavn af selvsamme årsag.
I dansk stednavneændringshistorie er især to sager alment kendte i fagmiljøet: Rumperup og Gumperup, der blev til henholdsvis Højsted og Klinteby (jf. Dalberg 1991 s. 183-184). Selv blandt danske navneforskere er det dog nok de færreste, der kender til sagernes nærmere detaljer, og da desuden gode historier ikke kan blive fortalt for tit, kommer her den fulde beretning om dem begge. Alle de refererede akter stammer fra Stednavneudvalgets Brevarkiv hos Arkiv for Navneforskning, Københavns Universitet.
Fra Rumperup til Højsted
På den nordvestlige del af Sjælland (i Bregninge sogn, Ars h.) ligger – eller rettere lå – landsbyen Rumperup. Navnet er belagt fra 1300-tallet (*1355 Rumperop, 1463 Rumprop) og er en sammensætning med hovedleddet glda. thorp ‘udflytterbebyggelse’, hvor forleddet snarest er et mandstilnavn glda. Rumpi (Jørgensen 2008 s. 138) eller dettes bagvedliggende substantiv glda. rumpe ‘hale, bagende’ (DgP II:2 sp. 901). I nutidens dansk har rumpe fået den kollokviale betydning ‘bagdel’ om kropsdelen på både dyr og mennesker. Og det var man tilsyneladende lidt træt af at blive associeret med i Rumperup. Den 24. november 1924 modtog Indenrigsministeriet således et brev underskrevet “samtlige Beboere i Rumperup”, hvor man ansøgte om forandring af landsbynavnet til Højsted. Ansøgningen var således begrundet:
Til Støtte for vort Andragende skal vi bortset fra rent æstetiske Grunde anføre, at det nuværende Navn i mange henseender er generende for Byens Bekvem og til Belysning heraf fremføres, at Byens halvvoksne Ungdom, naar den opholder sig paa fremmede Steder, Ungdomsskoler eller lignende trykker sig ved at nævne deres Fødebys Navn, da dette saa at sige altid medfører Latter og Drillerier fra Kammeraternes Side, ligesom det er generende for Byens Beboere, at de ikke uden at blive hilst med Latter kan nævne Byens Navn til de mange Turister, der om Sommeren passerer gennem Byen […].
Som begrundelse for beboernes afløsende navneforslag blev det fremført, at »Højsted er betegnende for Byens høje og frie Beliggenhed.« Det kan bekræftes, at landsbyen ligger i et efter danske forhold vældig kuperet landskab, mens navnet Højsted var en til lejligheden aldeles ny konstruktion.
Nu var sagen faktisk ikke et anliggende for Indenrigsministeriet, som havde modtaget den, men derimod for Landbrugsministeriet, men inden den gik videre til afgørelse, blev den rundsendt til høring hos diverse relevante myndigheder, inden den blev forelagt Stednavneudvalgets kontor den 29. januar. Af disse myndigheder havde kun Holbæk Amt den bemærkning, at man intet havde at indvende imod ønsket om en navneændring, men »at man havde foretrukket et Bynavn, der ikke var saa almindeligt som Højsted og som mulig vil kunne give Anledning til Forveksling.« Indenrigsministeriet erklærede sig enig heri. Selvom det foreslåede navn ganske rigtigt kan lyde ret “almindeligt”, så findes der imidlertid faktisk ikke andre landsbyer af navnet i Danmark (hvorimod det er og var ganske udbredt som gårdnavn).
Hos Stednavneudvalget vurderede kontorchef Gunnar Knudsen i et indledende internt brev af 30. januar 1925 hele affæren som “en meget vanskelig Sag”, inden den blev forelagt resten af det høje udvalg. Igen var det ikke fravalget af navnet Rumperup, der tyngede, men derimod det alternative navneforslag: »Personlig finder jeg, at Højsted lyder temmelig “fladt” og vilde gerne finde noget bedre. Men hvad skal man gøre i en saadan Sag?« Efter at sagen havde været oppe på et møde i udvalget, kunne man den 13. februar 1925 meddele ministeriet:
at man maa anse den af Beboerne anførte Grund til at søge Navneforandring for fyldestgørende, men at man, ligesom Amtet, finder, at det valgte Navn, Højsted, er lovlig almindeligt. Udvalget ser ikke Nødvendigheden af at indføre et moderne konstrueret Navn af denne Art, da der kan findes mange gamle Stednavne i Sognet fra ældre Tid, der vilde egne sig til at blive ophøjet til Bynavn. Særlig vilde Udvalget henlede Opmærksomheden paa Navnet Højold, et Marknavn fra selve Byen, der findes i Markbogen fra 1683 […].
Stednavneudvalget kunne derfor kun subsidiært give den valgte konstruerede navneform Højsted sin tilslutning. Den 7. april svarede Landbrugsministeriet tilbage, at forslaget nu havde været i høring lokalt. Af dette fremgik det, at »Beboerne i Rumperup paany anholder om, at Navnet Rumperup maa ændres til Højsted, subsidiært Højkilde, da Navnet Højold ikke har vundet Beboernes Tilslutning.« Den 20. april måtte Gunnar Knudsen på vegne af udvalget således afgive følgende endelige indstilling:
Saaledes foranlediget skal Udvalget udtale, at da Forsøg paa at anvende ældre Navnemateriale fra selve Stedet synes at have vanskeligt ved at vinde almindelig Tilslutning, vil der fra Udvalgets Side ikke haves noget at erindre imod, at Byens Navn i Overensstemmelse med Beboernes derom udtalte principale Ønske ændres til Højsted.
Navneændringen fra Rumperup til Højsted blev formelt godkendt af Landbrugsministeriet den 24. juli 1925.
Ikke blot rimer navnene Rumperup og Gumperup på hinanden, de to relaterede navneændringssager minder også ganske meget om hverandre, og det er vel end ikke usandsynligt andet end at sagen om Gumperup blev direkte afledt af den ovenfor beskrevne om Rumperup. Nogen forbindelse imellem sagerne nævnes dog ingensteds i akterne. Man kan imidlertid formode, at den imødekommende afgørelse på navneændringssagen for Rumperup har fået en del medieomtale, og mindre end et halvt år efter modtog Landbrugsministeriet en tilsvarende ansøgning fra beboerne i Gumperup, der er – eller var – en landsby på sydspidsen af Sjælland (i Karrebæk sogn, Øster Flakkebjerg h.).
På et møde i Gumperup den 1. oktober 1925 skrev 29 repræsentanter for byens i alt 31 husstande under på følgende anmodning:
Undertegnede Beboere i Gumperup andrager herved ærbødigst om, at Landsbyen Gumperup maa faa Navneforandring og for Fremtiden komme til at hedde Klintby. Naar vi fremsender dette Andragende er Grunden den, at vi finder det nuværende Navn uheldigt, det lyder jo mere sjældent end smukt, hvorimod Navnet Klintby ikke alene lyder velklingende, men ogsaa er ret betegnende, da Byen ligger ved Klinten ud mod Smaalandshavet.
Også betydningsmæssigt minder Gumperup og Rumperup om hinanden. Navnet Gumperup er belagt fra 1200-tallet (*1290 Gompetorp, 1387 Gumporp, 1566 Gomperop) og har som hovedled substantivet glda. thorp ‘udflytterbebyggelse’, der her snarest er sammensat med et mandstilnavn glda. *Gumpi, afledt af substantivet gump ‘gump, bagen af fugl (især and og gås)’ (DS 24 s. 216). Også her anvendes den egentlige fugleanatomiske betegnelse kollokvialt om ‘bagdel på menneske’.
En kopi af ansøgningen blev sendt til det lokale sogneråd i Karrebæk, med den supplerende oplysning, at de to manglende beboere »ikke ønskede at underskrive, men iøvrigt intet havde at indvende mod Navneforandringen.« Mens sognerådet kunne støtte ansøgningen fra Gumperup, havde politimesteren i Næstved pudsigt nok en del indsigelser at gøre imod den. Politimester Schmits indvendinger af den 24. oktober havde intet at gøre med hans egentlige politimæssige myndighedsområde, men byggede tydeligvis på en personlig interesse for det stednavnehistoriske.
Som det vil ses af Kortet findes der i den Egn, hvor Gumperup er beliggende […] en hel del Byer, hvis Navne ender paa rup (torp), jeg skal nævne: Grimstrup, Skraverup, Bistrup, Karebækstorp, Gumperup, Menstrup, Brorup, Spjellerup, […] Bisserup, Nyrup, Tostrup, hvoraf fremgaar, at Bebyggelsen paa disse kanter er af forholdsvis yngre Oprindelse. Hvis man derfor vilde give Gumperup et andet Navn, vilde det af historisk-topografiske Grunde være rimeligt, at det nye Navn ikke i sin Betegnelse kom til at give et forkert Indtryk af Byens Alder. Navnet Klintby – det burde iøvrigt hedde Klinteby – indicerer imidlertid en meget ældre Bebyggelse end “Torperne”, og det burde derfor lages under Overvejelse, om man ikke kunde foreslaa andre Former […].
Heller ikke her var det således tanken om at droppe det oprindelige navn, der vakte modstand, men derimod det foreslåede nye navn. Politimesteren foreslog herefter flere alternative nye navnekonstruktioner, som han endda havde undersøgt den eksisterende udbredelse af rundt om riget. Den onomastisk lærde politimesters indvendinger gjorde indtryk på amtsrådet, der i sin endelige følgeskrivelse af 5. januar 1926 til ansøgningen kunne meddele:
at Amtsraadet intet har imod, at Landsbyens Navn forandres, men at samme ikke finder, at Navnet bør ændres til Klintby, hvorimod saavel Amtsraadet som Amtet vil mene, at Klinterup eller Klinttorp baade vil falde naturligt og svare til Stednavnene fra den Tid, Landsbyen antagelig har sin Oprindelse.
Underligt nok var amtsrådets forslag Klinterup ikke med på den lange liste over den torp-bevidste politimesters alternative navneforslag, og må derfor anses for amtsrådets eget supplerende konstruktionsforslag.
Der var således mange gode forslag og stednavnehistoriske betragtninger at støtte sig på, da Landbrugsministeriet i februar 1926 kunne sende sagen i høring hos Stednavneudvalget. Her vurderede man i første omgang, at forleddet i navnet måtte være afledt af mandsnavnet Gunbjørn, og kun:
ved Navnets Omdannelse og Afslidning i Tidens Løb er det blevet saaledes, at det kan virke anstødeligt. Bedst vilde det vel historisk set være at rekonstruere Navnet til Gunbjørnetorp, men da dette vel kan have vanskeligere ved at blive gængs end et helt nyt Navn, vil det muligvis nok være mere praktisk at vælge det sidste. […] Uagtet udvalget af principielle Grunde helst modsætter sig Ændringer af de gamle Landsbynavne, vil man dog under de foreliggende Omstændigheder ikke finde det urimeligt at imødekomme Andragendet.
Stednavneudvalget havde således tydeligvis lært af Rumperup-sagen, at historisk korrekte rekonstruktionsnavne ikke let vandt begejstring hos de lokale. Hvad angår politimesterens og amtsrådets udtrykte bekymring for konstruktion af et aldersmæssigt misvisende by-navn i et torp-område, tog udvalget det betydeligt mere afslappet:
Om man der vil vælge Klintby eller Klinterup – begge Navne turde være forsvarlige – maa bero paa et Skøn, og Udvalget kan ikke indse, at det, som Politimesteren anfører, vil være uforsvarligt at bruge Klintby, fordi man derved ligesom skulde hensætte den nævnte Landsby til en ældre Navneklasse; Navne paa ‑by kan dannes den Dag i Dag, fordi By er et i Sproget levende Ord, som det falder naturligt at bruge, ogsaa i moderne Dannelser.
Heller ikke protesten imod Klintby frem for Klinteby fik meget støtte i Stednavneudvalget, idet begge sammensætninger var udbredte i både stednavne og talesprog, men hvis man endelig skulle pege på den ene form frem for den anden, så ville udvalget »nærmest være tilbøjelig til at give Klinteby Fortrinnet.«
Enden – eller gumpen, om man vil – på sagen blev, at Landbrugsministeriet den 23. marts 1926 kunne meddele tilladelse til, at Gumperup by og ejerlav herefter skiftede navn til Klinteby.
Navneændringen afstedkom i øvrigt en ny henvendelse allerede to dage efter fra Det Kongelige Søkort-Arkiv med en forespørgsel om, hvorvidt det så også betød, at det nærliggende naturnavn Gumperup Klint så også skulle ændres til Klinteby Klint? Dette dengang sikkert lidt uventede efterspil illustrerer ganske godt de følgevirkninger, der endnu i dag gælder ved stednavneændringer, som ofte også inddrager en række afledte stednavne. Udvalgets svar på henvendelsen har da langt henad vejen også gyldighed den dag i dag:
Saaledes foranlediget skal man udtale, at det efter Udvalgets Skøn vil være rettest at gennemføre Navneændringen ogsaa i Tilfælde som det foreliggende, og altså skrive Klinteby Klint, men at Udvalget i øvrigt savner Kompetence til at træffe Afgørelse i Spørgsmaalet.
Beboerne i Rumperup og Gumperup fik således i midten af 1920’erne lov til at udskifte landsbyernes navne til noget mere anstændigt og velklingende. Som én, der i 1980’erne dagligt tog bussen igennem Højsted på turen til og fra Kalundborg Gymnasium, kan jeg imidlertid supplere, at der da endnu i lokalbefolkningen var udmærket kendskab til bebyggelsens oprindelige navn, som man ikke undlod hyppigt at gøre Højsted-beboerne opmærksomme på, nu med den humoristiske tilføjelse, at de jo kunne overveje endnu en navneændring til Højrumperup.
Selvom Stednavneudvalget i de to her gengivne sager imødekom de lokale ønsker om en stednavneændring, så kom sagerne langt fra til at danne almindelig præcedens, og der er faktisk flere efterfølgende eksempler på, at beslægtede ansøgninger blev afslået af udvalget. Men de historier kan jo passende blive temaet for mit næste blogindlæg.
Litteratur:
Dalberg 1991 = Vibeke Dalberg, Stednavneændringer og funktionalitet (Navnestudier 33), København 1991.
DgP II = Danmarks gamle Personnavne : Tilnavne, red. G. Knudsen, M. Kristensen & R. Hornby, København 1954-64.
DS 24 = Stednavne i Vestsjællands Amt (Danmarks Stednavne 24), red. B. Jørgensen, København 2001.
Jørgensen 2008 = Bent Jørgensen, Danske stednavne (3. udgave), København 2008.
I Helsingfors finns en liten park som heter Leninparken (på finska Lenininpuisto). Parken byggdes i början av 1960-talet, och år 1970 döptes parken till Leninparken för att fira att det då hade gått 100 år sedan Vladimir ljitš Lenin (1870–1924) föddes. Bakom namnidén var tidens politiska strömningar och en slags vänskapspolitik med Sovjetunionen. Helsingfors stadsfullmäktige bestämde sig om namnet.
Foto: Simo Rista 1984, Leninparken. Helsingfors stadsmuseum.
Under årtionden har det diskuterats om parknamnet ska bytas, och flera alternativ för ett nytt namn har föreslagits. I juni 2023 fattade Helsingfors stadsfullmäktige ett beslut om att namnet ska bytas.
Ryska namn i Helsingfors har redan tidigare varit under diskussion. Hundra år sedan hade Finland just blivit självständigt, och det var många som ville bli av med ryska namn i huvudstaden. Några gatunamn med en rysk bakgrund också byttes ut på 1920-talet, och till exempel Nikolaigatan blev Snellmansgatan och Vladimirgatan blev Kalevagatan. Gatunamn sågs som starka symboler av det självständiga landet.
Precis som hundra år sedan, kan man även nu säga att en viss tidsperiod har tagit slut. Det politiska läget vi lever nu i hela Europa har kraftigt förändrats, och genom att byta ett laddat namn vill politikerna visa en viss självkritik och medvetenhet.
Det är på många sätt förståeligt och mänskligt att namnet Leninparken nu år 2023 ville bytas. Namnkommittén i Helsingfors rekommenderade ändå att bibehålla det gamla namnet. Generellt har det inte varit önskvärt att byta etablerade namn. Olika slags namn berättar om olika ideologier och gör stadens olika historiska skikt synliga. Dessutom har Leninparken som ett parknamn inte varit någons adress.
Kanske borde vi ha mera tålamod med det att det finns olika historiska och samhälleliga skikt. Och att dessa skikt får visas i stadsbilden. Urbana namn kan bli politiskt laddade, och det är något som inte behöver gömmas. Kanske är det lärorikt att ha spår och märken om olika skikt och varierande ideologier.
Leninparken står fortfarande på sin plats. Men snart ska namnet bytas. Det nya namnet får parken antagligen år 2024, i samband med den nya detaljplanen. Spännande att se vad som heter parken då.
Sommeren 2022 blev der vist en dokumentar på national, dansk TV om stifteren af rejseselskabet Spies Rejser. Simon Spies, som stifteren hed, introducerede danskerne til billige charterrejser, blev rig og anvendte pengene til at leve et flamboyant liv med luksusvillaer, rejser, alkohol og unge kvinder.
Spies’ ekstravagante liv blev ofte skildret i medierne op igennem 1960’erne, men ingen stillede sig tilsyneladende kritiske ved relationen mellem de unge kvinder og Simon Spies, selvom der åbenlyst var tale om seksuelle forbindelser mellem en midaldrende mand og meget unge kvinder. Men i dokumentaren fra i sommer fortalte nogle af disse kvinder deres side af historien. De fortalte om, at de blev betalt for at give seksuelle ydelser, at de fortrød, men ikke kunne slippe væk, og at Spies også var voldelig imod dem. Kvinderne var typisk sårbare, og de var typisk under 18 år.
Manden bag navnet
Spies var en erhvervsmand med betydning for nyere dansk historie. Derfor har han også fået opkaldt en plads efter sig i Helsingør, hvor han voksede op. Men i kølvandet på sommerens problematisering af hans livsstil, foreslog lokalpolitikere i byrådet i Helsingør, at Simon Spies Pladsskulle omdøbes. Eller at gadeskiltet i mindste fald skulle udvides med en navneforklarende tekst ”hvor det fremgår, at Simon Spies ændrede danskernes rejsevaner, men også udnyttede unge kvinder” (Referat af 26. september 2022).
De nye, kritiske oplysninger, der bevægede sig i den danske mediedebat, førte altså til, at dem, der havde beføjelse til navngivning og -ændring på urbant plan, begyndte at overveje, om de nye oplysninger skulle have konsekvenser for gadenavnelandskabet. Sagen om Simon Spies Plads er endnu ikke afsluttet.
Ny identitetspolitisk tendens
Sagen illustrerer en tendens, som vi ser flere og flere eksempler på. For to år siden blev der smidt en byste af Frederik den 5 i vandet, som en aktion der skulle gøre opmærksom på dansk kolonial fortid. I kølvandet heraf startede en offentlig mediedebat om gaderne opkaldt efter danske slavehandlere skulle omnavngives.
Stemmerne der talte for nye navne, påpegede det forkerte ved at hædre de mennesker, der har foretaget moralsk forkastelige gerninger, mens stemmerne der talte imod nye navne, påpegede at slavehandlen, og at dem der forestod den, er en del af danmarkshistorien og som sådan ikke bør skrives ud.
Også omnavngivning i forbindelse med verserende storpolitiske situationer er blevet foreslået, som da Rusland invaderede Ukraine, og den danske politiker Jakob Ellemann-Jensen derefter foreslog, at gaden hvor den russiske ambassade ligger i København skulle omnavngives til Ukrainevej.
Dansk identitet med gaderne som kampplads
Hverken gaderne opkaldt efter de danske slavehandlere, eller vejen, hvor den russiske ambassade ligger i København, er blevet omnavngivet. Men debatterne viser, at politiske beslutningstagere og meningsdannere anskuer gadenavne som et identitetspolitisk sted med symbolkraft til at vise, hvad dansk politik og identitet er. Samtidigt belyser debatterne, at hvem der skriver den historie, ikke er helt så enkelt endda. For der er både vægtige stemmer og argumenter for og imod omnavngivningerne.
Men det er heller ikke så enkelt at omnavngive en gade, som man muligvis skulle tro. Der er fx økonomiske hensyn at drage, når nye skilte skal laves og sættes op og navneændringen skal gennemføres konsekvent i administrationen. Men navneændringer er også vanskelige for de mennesker, der bor på vejen, dem der skal besøge stedet og for postvæsnet.
Når først et navn har fæstnet sig til et sted, er det denne konvention der læres af sprogbrugeren, og navnet bliver synonymt med stedet og kan derfor være svært at glemme igen, bare fordi ’nogle andre’ beslutter, at stedet pludselig skal hedde noget andet. I praksis sker der også kun meget få omnavngivninger af gader og pladser, netop af ovennævnte hensyn.
Man kan derfor undre sig over, hvorfor diskussionerne om omnavngivning dukker op, når det både er dyrt, besværligt og meget sjældent sker i praksis. Man kan spørge sig selv, om navne overhovedet er vigtige, for de ændrer vel ikke noget – eller gør de? Jeg anskuer diskussionerne om omnavngivning som beviser på stednavnenes betydning, kulturelt og menneskeligt. Hvis stednavne var ligegyldige, hvorfor skulle vi så diskutere dem? Dertil fortæller mediedebatterne om omnavngivningerne noget om den samtid, vi befinder os i lige nu.
Da Simon Spies fik navngivet en plads efter sig i Helsingør, meldte historien ikke noget om misbrug af og overgreb på unge kvinder. I dag står vi et andet sted i historien, vi har en anden viden og kan kigge tilbage med et andet blik, og herfra kan vi drage konklusioner om moralsk forkastelige handlinger som slavehandel og overgreb på kvinder. Og spørgsmålet er så, hvordan vi som nation forholder os til det.
Diskussionerne om omnavngivninger kan dermed tages som et varsel om, eller symptom på, en forhandling af dansk identitet, som lige nu verserer i Danmark, og som nogle gange udspiller sig med navne på gader og pladser som kampplads.
