af Katrine Kehlet Bechsgaard
Når en gruppe mennesker i samfundet er fælles om en afvigelse fra ’normalen’, kategoriseres de ofte under en overordnet betegnelse – som typisk skifter over tid, efterhånden som forståelser ændrer sig. Det skete for eksempel med kejthåndethed; betegnelsen, som tidligere blev brugt om venstrehåndede, hvis håndpræference blev forbundet med at være klodsede og kejtede. Der bruges også betegnelser om de ’normale’ fænomener og tilstande – dem, der gælder for flertallet, og som kan kaldes de umarkerede. Men det er især navnene, som dækker over de ’afvigende’ fænomener og tilstande – dem, som kan kaldes de markerede – der er opmærksomhed på, og som udskiftes i takt med, at holdninger skifter.
De ugifte, ”der er kommet i nogenlunde sat Alder”
Det er også tilfældet for de betegnelser, der er blevet brugt om ugifte kvinder i årenes løb, da de i århundreder har været en minoritet. Det er blevet afspejlet i betegnelserne for kvinder, der ikke indgik i et ægteskab. Tidligere kunne man for eksempel blive kaldt en pebermø, hvis man forblev ugift efter at have overskredet en vis alder. Som lex.dk skriver, har “det ”magiske” skel for overgang til peberstand” varieret. I dag bruges betegnelsen typisk for sjov om personer, der har rundet de 30 år, men grænsen for peberstand har tidligere været højere.
Pebermø-betegnelsen er dannet på baggrund af pebersvend, som ifølge lex.dk stammer fra middelalderen, hvor omrejsende, ugifte kræmmere betalte afgifter til magistraten i peber. I H. C. Andersens eventyr ”Pebersvendens Nathue” udlægges baggrunden for betegnelsen sådan her: “De rige Kjøbmænd i Bremen og Lübeck dreve Handlen i Kjøbenhavn; selv kom de ikke herop, de sendte deres Svende (…) og saa alle de Kryderier, saadanne som Safran, Anis, Ingefær og især Peber; ja det var nu det Betydeligste her og derfor fik de tydske Svende i Danmark Navnet: Pebersvende, og det var en Forpligtelse de maatte indgaae hjemme, at de her oppe ikke turde gifte sig (…) efter dem kalder man nu hver ugift Mandsperson, der er kommet i nogenlunde sat Alder, en ”Pebersvenden”.”
Spinster – en selvforsørgende kvinde
At det ’afvigende’ havde at gøre med fremskreden alder ligger i flere af betegnelserne, og det samme gælder i gamle engelske betegnelser. Før det 17. århundrede blev ugifte kvinder ifølge historikeren Amy Froide kaldt maids, virgins eller det latinske ord for pige, puella. På dansk har vi ordet mø, som Den Danske Ordbog beskriver som ”oprindelig om ung, ugift kvinde”, men som ”i løbet af middelalderen blev afløst af jomfru eller pige”. I både de engelske og danske ord lå der altså en indbygget forventning om, at perioden som ugift var midlertidig og knyttet til ungdommen. Både på dansk og på engelsk brugtes også betegnelser, der indeholder en indbygget modsætning: gammeljomfru og old maid. Da en jomfru eller maid var en ung kvinde, der blot ikke var blevet gift endnu, var der et paradoks i at tilføje gammel eller old.
Men i løbet af 1600-tallet kom der på engelsk nye betegnelser som spinster og singlewoman til – ifølge Froide fordi antallet af ugifte kvinder simpelthen voksede, og der dermed var brug for nye termer for ældre kvinder, der ikke var gift. Froide’s forskning viser eksempelvis, at i byen Southampton var over en tredjedel af kvinderne ugifte i 1698. Spinster var navnet på en beskæftigelse – spinderske – og da det typisk var ugifte kvinder, der havde dette arbejde, udviklede ordet sig til at betegne ugifte kvinder, der kunne forsørge sig selv. At være en ugift kvinde, der var oppe i årene, har dog også være forbundet med både latterliggørelse og kritik. Omkring 1700 var der endda så meget bekymring over det voksende antal af ugifte personer i England, at myndighederne pålagde dem at betale bøder for deres manglende giftermål. Desuden forbandtes bestemte karaktertræk med den ugifte status: ”En gammeljomfru formodes at være jomfrunalsk, dvs. pirrelig og sippet,” som Lene Otto har skrevet på lex.dk.
Reclaiming eller navneskift
I dag har det i mindre grad økonomiske og sociale konsekvenser for kvinder ikke at have en partner. Nyere tal fra Danmarks Statistik (fra 2021) viser, at godt en tredjedel af danskere mellem 20 og 79 år er, hvad Danmarks Statistik henviser til som enlige. Lidt under halvdelen indgår i ægteskab, mens 17 procent indgår i par uden at være gift.
Når forskellige tilstande, identiteter og befolkningsgrupper – som eksempelvis ugifte kvinder, venstrehåndede, homoseksuelle eller etniske minoriteter – har været vurderet negativt i samfundet, og denne vurdering ændrer sig, fører udviklingen et spørgsmål med sig: Hvad stiller vi op med navnene på dem? I nogle tilfælde sker det, at en betegnelse reclaimes, altså generobres. Det er for eksempel sket med et ord som bøsse, der tidligere er blevet brugt negativt om homoseksuelle mænd, men som blev taget i brug af Bøssernes Befrielsesfront i 1970’erne.
Samme historie har queer, som også var en negativ betegnelse for homoseksuelle mænd, inden det blev reclaimed. Andre gange får tilstande og identiteter nye navne som en del af processen med at rebrande dem. Det er også tilfældet med betegnelser for ugifte kvinder, som ikke længere opfattes som negativt ’afvigende’. Således er danske ord som gammeljomfru og pebermø i årenes løb blevet skiftet ud med ord som enlig og senere single.
For fem år siden brugte skuespilleren Emma Watson et nyt ord – self-partnered – som alternativ til et ord som single i magasinet Vogue. Interessant nok har den betegnelse dog også ført til kritik – for ligger der ikke heri en implicit forestilling om, at man skal have en partner, og at hvis ikke man har en, må man være sin egen? Så er det måske bedre med en dansk betegnelse, der i magasinet Alt for Damerne er blevet foreslået som det, man skal kaldes, når man ikke har en kæreste: fri.