Veje til ligestilling – om fordelingen af kvinder og mænd på vejnavneskilte

af Line Sandst

Siden 2008 har Vejnavnenævnet i København skullet ”tilstræbe at flere veje opkaldes efter kvinder”. Baggrunden for beslutningen hviler på et ønske om en mere ligelig fordeling mellem antallet af veje opkaldt efter kvinder og mænd. I 2019 var der 124 kvindenavne og 451 mandsnavne på de københavnske vejnavneskilte, og samme skæve fordeling ses i dag. Imidlertid kan der være andre parametre end et ligeligt antal veje opkaldt efter kvinder og mænd at stræbe efter, hvis målet er ligestilling mellem kønnene repræsenteret som navngivningsmotiv i vejnavnene. Der kan nemlig også opstå andre hierarkier, der skaber ulighed.

Politisk vejnavngivning

I Danmark er vejnavngivning en politisk sag. I København har der siden 1874 været nedsat et udvalg bestående af politikere, der beslutter, hvad vejene skal hedde. Beslutningen fra 2008 om at flere veje skal navngives efter kvinder er altså en politisk beslutning, og den tager afsæt i en forestilling om køn som de to kategorier mand og kvinde. Man kunne spørge, hvor det så efterlader andre køn? Og man kunne spørge om andre minoritetsgrupper efter denne logik ikke også burde repræsenteres i vejnavnelandskabet? Disse væsentlige spørgsmål må imidlertid forfølges på et andet tidspunkt. I det følgende skal vi se nærmere på nogle empiriske eksempler, der illustrerer kompleksiteten ved vejnavngivning, hvis målet er at opnå ligestilling imellem de to biologiske køn mand og kvinde i vejnavnelandskabet.

Beliggenhed og størrelsesforhold

I 1999 fik forfatteren Karen Blixen opkaldt en lokalitet efter sig i København. Karen Blixens Vej er en sidegade til Njalsgade, der fungerer som indkørsel til Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Indkørslen fører op til den bygning, hvor fagdisciplinen litteraturvidenskab har til huse, og man kan dermed sige, at der findes en forbindelse imellem navngivningsmotivet (forfatteren Karen Blixen) og beliggenheden (ved litteraturvidenskab). Men denne forbindelse findes naturligvis kun så længe litteraturvidenskab har sin primære udfoldelse netop her.

Navngivningen tilgodeser målet om, at flere veje skal navngives efter kvinder, dog fandt denne navngivning sted før den politiske beslutning i 2008. Men da folketingspolitikeren Svend Auken i 2012 fik navngivet en plads efter sig 450 meter fra Karen Blixens Vej, opstod der et nyt spørgsmål: Hvorfor får Svend Auken en plads, når Karen Blixen får en indkørsel? Nogle lokaliteter er mere ærefulde end andre at få opkaldt efter sig, ligesom nogle lokaliteter er mere centrale og dermed mere synlige end andre. Derfor handler det ikke blot om, at flere veje skal navngives efter kvinder, det handler også om at sikre lighed mellem de lokalitetstyper, der navngives efter mænd og kvinder, så der ikke opstår nye hierarkier, hvor kvinder tildeles indkørsler, imens mænd tildeles pladser.

Sammenlignelighed

Karen Blixen er en af de væsentligste kvindelige danske forfattere. Hvordan skal man opgøre og måle hendes betydning, og hvilken slags lokalitet hun på denne baggrund bør få opkaldt efter sig? Og kan en forfatters betydning sammenlignes med en politikers? Virkningshistorisk er Karen Blixen og Svend Auken svære at sammenligne, men i byens fysiske rum bliver sammenligningen nærliggende, fordi de to lokaliteter ligger tæt på hinanden. Således motiverer navnenes placering på skilte i byen spørgsmålet om, hvorfor den ene får en indkørsel, imens den anden får en plads. I dag er der på campusområdet på Det Humanistiske Fakultet blevet anlagt en plads for enden af Karen Blixens Vej, der har fået navnet Karen Blixens Plads. Dermed er der rettet op på den åbenlyse ulighed imellem Svend Aukens plads og Karen Blixens indkørsel, men andre spørgsmål står nu tilbage: hvem opdager at Karen Blixens Plads ligger der? Og hvem besøger den? Samme spørgsmål rejser sig naturligvis også ved Svend Aukens Plads.

Karen Blixen og H. C. Andersen

Virkningshistorisk er Karen Blixen og H. C. Andersen nemmere at sammenligne. Begge var forfattere, begge er internationalt anderkendte. Dertil har de begge fået opkaldt en vej efter sig i København. Sammenligner vi Karen Blixens Vej med H. C. Andersens Boulevard, synliggøres samme ulighed som før, for imens kvinden får en indkørsel, får manden en boulevard. Spørgsmålet bliver derfor som før, om den nyanlagte plads i forlængelse af indkørslen retter op på uligheden.

Men nærværende sammenligning synliggør også en anden forskel. H. C. Andersens Boulevard løber igennem det centrale København, forbi Rådhuspladsen og Tivoli, som hvert år besøges af tusindvis af udenlandske turister og danskere fra hele landet. Over for dette er Karen Blixen som navngivningsmotiv knyttet til campusområdet ved Det Humanistiske Fakultet, og dem der færdes der, er primært universitetets studerende og ansatte, der udgør en meget mindre gruppe end den gruppe, der færdes på H. C. Andersens Boulevard. I det urbane landskab er H. C. Andersen altså mere central og synlig end Karen Blixen, fordi han knyttes til en mere central og synlig lokalitet end Karen Blixen. Det betyder både, at flere mennesker dagligt konfronteres med mindet om H. C. Andersen end om mindet om Karen Blixen, og det betyder at H. C. Andersen i byens hierarki er mere fremtrædende end Karen Blixen. Med andre ord smitter lokaliteternes beskaffenhed af på forfatternes eftermæler, og H. C. Andersen fremstilles som mere væsentlig end Karen Blixen.

Visioner på tegnebrættet, navne i den fysiske verden

Så hvad skal politikerne være opmærksomme på, når de navngiver veje efter kvinder? Som vi har set, er det ikke nødvendigvis tilstrækkeligt blot at ville opnå et ligelig antal veje og pladser opkaldt efter mænd og kvinder. Ligestilling handler i lige så høj grad om, hvilke lokaliteter der navngives efter kvinder og mænd, hvor store lokaliteterne er, om lokaliteterne er centralt eller perifert placeret, og om sammenlignelige personer med forskellige køn tildeles nogenlunde ligedanne lokaliteter. Uligheden i vejnavne skal derfor ikke blot findes i antal veje alene, kønsmæssige hierarkier kan sagtens udspille sig blandt forhold der angår centrale og perifere placeringer, lokaliteternes art og størrelse.

Det er naturligvis uhyre kompliceret at sikre ligestilling blandt vejnavnene i byerne. København er allerede bygget, og de nye veje og pladser der bygges og skal navngives, ligger i sagens natur længere væk fra centrum, idet at byen udvides. I Administrationsgrundlaget for vejnavngivning som Vejnavnenævnet følger, står der, at veje som hovedregel ikke skal omnavngives, da historien i vejnavnet skal kunne spores og tilfældige politiske strømninger ikke må spores i navnene. Det er således bemærkelsesværdigt, at H. C. Andersens Boulevard først fik sit navn i 1955 i anledning af H. C. Andersens 150 års fødselsdag. Før 1955 hed vejen Vester Boulevard. Det var således en politisk beslutning, at netop denne mand skulle hædres med netop denne centrale vej. Vejnavngivning er en politisk sag.

Når veje skal navngives, og de skal opkaldes efter personer, skal den person der navngives efter ”have haft en særlig tilknytning til København eller gjort en særlig indsats af så stor betydning for Danmark, at personen bør hædres i landets hovedstad”. Det er således en ære, at få opkaldt en vej eller en plads efter sig. Men på samme måde som vi mindes en person, når vi møder en lokalitet i den fysiske verden, som bærer personens navn, virker den fysiske lokalitets beskaffenhed også tilbage på den person, lokaliteten er navngivet efter. Lokaliteten påvirker altså den afdøde persons eftermæle. Og når Karen Blixen placeres perifert, imens H. C. Andersens placeres centralt, bliver Karen Blixens betydning for Danmark langt mindre synlig end H. C. Andersens. Også derfor er det ikke uvæsentligt, hvilke lokaliteter der tildeles kvinder, mænd og andre køn.

Litteratur

Wegeland, Kirsten (2014) Administrationsgrundlag for Vejnavnenævnet. Københavns kommune: Teknik- og Miljøforvaltningen.

Leave a Reply

Your email address will not be published.