Socio-onomastiske overvejelser i danske herregårdsnavne gennem tiderne (1)
af Johnny G.G. Jakobsen
I min forrige klumme (’Ishøjpalmen, Randerstypen og 2900’) gav jeg nogle eksempler på danske stednavne med særlige sociale konnotationer i nutiden. Denne gang vil jeg følge op på dette med et eksempel på, hvordan særlige medbetydninger også kan ledsage hele stednavnetyper.
De første onomastiske udskilninger af herregårdsnavne
Tilbage i middelalderen lå langt de fleste af Danmarks hovedgårde (eller ’herregårde’, som de typisk kaldes fra og med 1700-tallet) i landsbyer, som de længe delte navn med. Et eksempel på dette er Hørby (på Tuse Næs, Sjælland), der kendes som kombineret landsby og stormandssæde fra starten af 1300-tallet.
Men i løbet af 1400- og 1500-tallet synes der mange steder at være opstået et praktisk og/eller socialt oplevet behov for navnemæssigt at kunne skelne bebyggelser beboet af bønder fra bebyggelser beboet af samfundets overklasse. I eksemplet Hørby løste man dette ved, at hovedgården fra starten af 1400-tallet stadig oftere omtaltes som Hørbygård, til forskel fra landsbyen Hørby.
Nogle steder fortsatte de to bebyggelser og deres navne med at eksistere side om side, mens man andre steder med tiden lod landsbyerne nedlægge til fordel for hovedgårdens jordtilliggende; det sidste skete i Hørby.
‑holm og de andre herregårdsnavneendelser
Samtidig blev det fra slutningen af middelalderen almindeligt, at nye hovedgårde anlagdes for sig selv ude i landskabet, hvad enten dette nu skete af dyrkningspraktiske, socialprestigiøse eller forsvarsmæssige hensyn. Mens landsbyhovedgårdene som nævnt typisk bar samme slags navne som landsbyerne, eventuelt tilføjet ‑gård, så antog de enkeltliggende hovedgårde typisk en anderledes type navne med endelserne ‑holm, ‑borg og ‑vold.
I 1600-tallet vandt nye endelser frem blandt de foretrukne herregårdsnavnevalg, såsom ‑dal og ‑lund, hvortil senere navnemoder med ‑minde, ‑lyst og ‑gave især slog an i 1700-tallet. Mens de oprindeligt senmiddelalderlige hovedgårdsnavne på ‑holm (’jordareal omgivet af vand’), ‑borg (’befæstet bygning’) og ‑vold (’voldgravsanlæg’) ofte afspejler, at de tilknyttede bebyggelser vitterligt var befæstede af forsvarshensyn, så blev navnetyperne efterhånden så nært associeret med herregårde, at efter-middelalderlige herregårdsanlæggelser uden befæstninger og voldgrave uden problemer kunne antage samme endelsestyper.
På samme måde må man ofte lede forgæves efter de naturgeografiske sænkninger i landskabet, som vore mange herregårdsnavne på ‑dal ellers kunne stille forventninger om. Efter middelalderen synes den slags endelser i nye herregårdsnavne således at have en rent poetisk eller herregårdsromantisk betydning.
Herregårdsnavneændringer til –holm
Mens der kun kendes få danske eksempler på at landsbyer har skiftet navn, så har omtrent halvdelen af vore hoved-/herregårde ændret navn en eller flere gange. Og der er adskillige faste mønstre at notere sig i disse herregårdsnavneændringer.
Den absolutte topscorer blandt stednavneendelser, når et nyt navn blev tillagt en herregård, var ‑holm. Især i perioderne 1660-1690 og 1750-1800 skiftede rigtig mange danske herregårde navn, og i 25 % af tilfældene endte det nye navn på ‑holm. Præferencen for denne endelse var faktisk endnu mere udtalt i tiden før 1660, hvor ‑holm stod for mere end 60 % af de tilvalgte herregårdsnavne.
I den ældre periode foregik ændringen ofte ved, at endelsen ‑holm blev hægtet på et eksisterende navn, enten i dettes fulde oprindelige form (f.eks. Gunderslev > Gunderslevholm 1345; Rønnebæk > Rønnebæksholm 1455) eller gennem udskiftning af efterleddet (f.eks. Næsbygård > Næsbyholm 1575; Skullerupgård > Skullerupholm 1670).
Efter middelalderen blev det efterhånden mere moderne at kreere helt nye navne, typisk med personnavne fra den herregårdsejende familie i forleddet (f.eks. Skovkloster > Herlufsholm 1560; Paddeborg > Sparresholm 1610; Vedtoftegård > Brahesholm 1673).
Herregårdsnavneændringer fra ‑rup
En absolut ’taber’ ved herregårdsnavneændringerne kan også udpeges. Mens rigtig mange nyoprettede herregårde i senmiddelalderen fik navne på ‑rup, synes denne navneendelse pludselig i mindre grad at have tiltalt adelen i århundrederne efter middelalderen.
Dette viser sig dels ved, at der efter 1600 næsten ingen nye herregårdsnavne opstod på -rup, samtidig med, at eksisterende herregårdsnavne på netop denne endelse (eventuelt tilføjet ‑gård eller sågar ‑holm) var særligt udsat for ændringer i 1600- og 1700-tallet.
Dette gælder f.eks. gode gamle ‑rup-herregårdsnavne som Vinderup †o.1600; Olstrupgård †1639; Torup †1664; Pårup †1672; Skomstrup †1673; Loverstrupgård †1674; Abrahamstrup †1677; Bonderup †1681; Hovedstrupgård †1681; Finstrup †1723; Sostrup †1725; Sørup †1743; Østrupgård †1754; Stenkelstrup †o.1760; Totterupholm †1789; Krenkerup †1815.
Det er selvsagt svært at gisne om, hvad motiveringen har været bag de mange fravalg af ‑rup-herregårdsnavne blandt disses adelige ejere for adskillige århundreder siden, men måske har de da hos visse kredse i adelen dels forekommet at lyde lidt vel ’bondske’ og usofistikerede, dels har de formentlig forekommet vældig gammeldags i en negativ forstand.
I 1800-tallet ændrede denne strømning sig fuldstændigt, nærmest i modsatgående retning. Dette vil blive emnet for mit næste socio-onomastiske blogindlæg.
(Der kan læses mere om danske herregårdsnavneændringer i min artikel om samme emne i Landbohistorisk Tidsskrift 2017-18)