af Katrine Kehlet Bechsgaard
I et nyt forskningsprojekt fokuserer jeg på efternavnebrug i familier – en praksis, der har gennemgået en rivende udvikling i løbet af de seneste årtier. Ifølge den danske navnelov fra 1961 fik en kvinde automatisk sin mands slægtsnavn ved indgåelse af ægteskab, medmindre hun i en skriftlig erklæring ytrede ønske om at beholde sit eget slægtsnavn. Ligesom børnene fik farens slægtsnavn – uafhængigt af, hvilket slægtsnavn moren havde.
Herefter gik der to årtier, før endnu en ny navnelov så dagens lys i Danmark, og i mellemtiden fik kvindebevægelsen sat sit præg på opfattelsen af de traditionelle kønsroller. I navneloven fra 1981 blev tingene dermed vendt på hovedet, og fra da af skulle danske kvinder – og mænd! – specifikt ønske at antage ægtefællens efternavn. Hvis ikke de gjorde det, beholdt de hvert sit efternavn, og nu var det også op til forældrene selv, hvis efternavn børnene skulle have. Og som den opmærksomme læser vil have opdaget: Med 1981-navneloven blev termen efternavn taget i brug på bekostning af slægtsnavn.
De sidste 40 år har budt på store forandringer
Siden er der gået yderligere fire årtier, og endnu en navnelov er undervejs kommet til. Det skete for 15 år siden, og med den seneste lov blev det også muligt at antage sit mellemnavn som efternavn, ligesom par nu kan tage hinandens efternavne uden at være gift, samtidig med at en tidligere ægtefælles efternavn nu kan gives videre til en ny partner.
Det er altså tydeligt, at meget er sket på efternavne-området i Danmark i løbet af de sidste 40 år, ligesom meget har ændret sig, når vi ser på familieformer, familiestrukturer og kønsroller. For eksempel viser tal fra Danmarks Statistik, at en fjerdedel af de danskere, der skiftede efternavn forrige år, var mænd. At vores sidste navn nu hedder efternavn i stedet for slægtsnavn er ganske passende, da navnet ikke længere nødvendigvis fortæller om, hvilken slægt vi tilhører. Ligesom det er tilfældet med eksempelvis uddannelse, job og bopæl, spiller tradition også en mindre rolle i vores tid, når det gælder navnevalg.
Nyt postdoc-projekt om efternavne i familier
I et to-årigt postdoc-projekt – støttet af Carlsbergfondet – som jeg netop har påbegyndt i januar 2021, undersøger jeg, om efternavnevalg dermed er blevet en måde, hvorpå man iscenesætter sig som en bestemt slags familie og opbygger identitet, og om efternavnevalg og narrativer herom indeholder information om og afspejler familiepraksis og opbygning (samt nedrivning) af familieidentitet. Jeg vil også undersøge holdninger til og vurderinger af efternavne og eksempelvis analysere forskelle på de efternavne, der bliver valgt til, og de efternavne, der bliver valgt fra. Endeligt vil jeg undersøge interkulturelle forskelle på opfattelser af efternavne i familien – nærmere bestemt mellem Danmark og USA, som er blandt de vestlige lande, hvor flest kvinder stadig overtager deres mands efternavn ved indgåelse af ægteskab.
Planen er nemlig, at jeg i det første halve år er ansat på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, mens jeg udfører en række interviews i Danmark, og at jeg tilbringer resten af projektperioden på Department of Scandinavian på University of California, Berkeley, hvor jeg udfører et mindre antal interviews. Mit håb er, at dette vil sætte den danske udvikling i perspektiv, og at jeg med undersøgelsen kan bidrage med ny viden om nutidens efternavnebrug, familiepraksis, identitetsopbygning og kønsroller.