– et diskussionsoplæg om den nationalromantiske tilgang til stednavneindsamling
af Martin Sejer Danielsen
I 1800-tallet opdagede man folket; et begreb der svært lader sig definere, men som i praksis typisk var lig med landbobefolkningen, også kaldet almuen, især den fattige del af denne. Denne typisk stedfaste del af befolkningen med mangel på boglig dannelse syntes at opretholde et væld af traditioner, herunder fortællinger og sange, der rakte potentielt meget langt tilbage i tiden til en glorværdig fortid – og dermed nationens rod!
Folkeminder og nationalstaternes dannelse
Folkeminderne kunne op gennem 1800- og begyndelsen af 1900-tallet udnyttes som argumenter for nationalt tilhørsforhold i dannelsen af de europæiske nationalstater, og i de danske områder kendetegnedes dette særligt i polemikken om det tysk-danske grænseområdes naturlige tilhørsforhold. Den danske kulturhistoriker Inge Adriansen (1944–2017) har behandlet emnet i afhandlingen Fædrelandet, folkeminderne og modersmålet: Brug af folkeminder og folkesprog i nationale identitetsprocesser (1990).
Et eksempel på at stednavne blev taget direkte til indtægt for Slesvigs nordiske tilhørsforhold, er den sønderjyske præst og sprogforsker Johannes Kok (1821–1887) da han, efter at være blevet fordrevet fra Slesvig af preusserne i 1864, i 1867 udgav et navneleksikon som andet bind af værket Det Danske Folkesprog i Sønderjylland. Afslutningsvis konkluderer Kok (s. 517):
Jeg har i Tanken gennemvandret hvert Sogn fra Kongeåen til Danevirke og er overalt bleven bestyrket i den Overbevisning, at dersom – hvad Gud forbyde!
– Menneskene, som bo der, nogensinde skulde blive tvungne til at fornegte deres nordiske Æt, så ville Kirker, Byer og Gårde, ja Skove, Marker og Bække aflægge Vidnesbyrd derom.
Folkets stednavne og deres snarlige forsvinden
Man talte – og taler stadig – om folkeminder, folkeeventyr, folkeviser, folkesagn, folkemål og så videre. Egentlig er det bemærkelsesværdigt at stednavnene gik fri for denne ‘folkeficering’; aldrig har man hørt om *folkestednavne, og ordet folkenavne benyttedes i lidt ældre tid om betegnelser for folkeslag (finnere, danskere, islændinge) eller om de personnavne man traditionelt gav visse dyr, eksempelvis Mikkel som navn på ræven.
Almuens minder skulle indsamles systematisk som en arkæolog der graver efter fortidens skatte. Og man havde travlt, for industrialiseringen og effektiviseringen af landbruget ændrede så drastisk på almuens levevilkår og livsstil at traditionerne var på vej i graven sammen med de sidste, ældre repræsentanter for den gamle tid.
Kigger vi på stednavneindsamlingen, genfinder vi både skattegravermetaforikken og bekymringen for materialets snarlige forsvinden. Se bare hvordan Marius Kristensen (1869–1941) i en artikel i Danske Studier 1905 (s. 177-193) argumenterer for vigtigheden af at få indsamlet stednavnene: “Endnu kan man ved hjælp af gamle folk få rede på de mærkelige vangnavne og marknavne, som för har været brugt. Dette navnestof er sin undergang nær. […] Her må tages fat, om det gamle skal reddes” (s. 193). Og artiklens sidste sætning lyder: “Det er en folkeskat, som skal reddes” (ibid.).
Afvisning af arkiverne
I folkloristiske kredse begyndte man i anden halvdel af 1900-tallet at diskutere anvendeligheden af materialet der blev indsamlet i regi af den nationalromantiske ånd. Den medførte en tingsliggørelse af folkemindet der som analyseobjekt blev løsrevet fra informanten der fremførte det. Folkemindet tilhørte folket, ikke navngivne hjemmelsmænd og -kvinder.
Folkemindesamleren indsamlede blot “belæg, belæg og atter belæg”, altså tekstvarianter der blev ordnet typologisk, geografisk og kronologisk med henblik på at “dokumentere det enkelte folkemindes urform, dets udvikling fra oldtid til nutid og dets vandringsveje fra egn til egn og fra kontinent til kontinent”. Således udtaler den danske folklorist Iørn Piø (1927–1998) i Folkeminder og Traditionsforskning (2. udg., 1971, s. 19).
Konteksten af folkemindernes fremførelse var ikke del af den måde materialet blev indsamlet på. Man fandt ingen notater om fortællerens mimik, gestikulationer, stemmeføringer osv., og folkemindernes fremførelse blev ikke observeret under naturlige omstændigheder idet indsamlingen typisk foregik som et produkt af en interviewsituation.
Mange, eksempelvis den ungarsk-amerikanske folklorist Linda Dégh (1920–2014) og just citerede Iørn Piø, afviste derfor fuldstændig arkiverne som anvendelige primærkilder i moderne folkloristiske studier hvor man ønskede et større fokus på informanternes fremførelse af folkeminderne.
Rekonstruktion af konteksten
Andre så med mildere øjne på arkiverne. Forskere, blandt andre Bengt Holbek (1933–1992), Timothy R. Tangherlini og mig selv, har således arbejdet med en analysemodel hvor man rekonstruerer fortællesituationen med udgangspunkt i indsamlerens feltnoter og prøver at lære sin informant at kende ved hjælp af personalhistoriske studier og personens folkloristiske repertoire. I denne ramme kan eksempelvis et sagns betydning tolkes med udgangspunkt i det levende, tænkende og følende menneske der fremførte det, i kontekst af den historie personen levede i.
Men hvad så med stednavnene?
Men i stednavneforskningen har vi – mig bekendt – ikke rigtig haft en lignende diskussion. Derfor vil jeg lægge op til en sådan: Hvordan kan det historisk indsamlede stednavnemateriale, som især de europæiske arkiver bugner med, bidrage til nutidens tilgange til faget, herunder det socioonomastiske felt?