Den 21-23 maj arrangerades NORNA:s 18:e nordiska namnforskarkongress vid Högskolan i Halmstad och samlade ett 40-tal namnforskare från hela Norden. Det blev tre mycket intressanta dagar under temat ”Namn, normer och normbrott”, som ansluter väl till socioonomastikens intresseområde. Två inbjudna plenarföredragshållare gav inspirerande perspektiv på temat. Jane Pilcher (Storbritannien) talade om ”People’s names: choices and contraints” och beskrev teoretiska perspektiv på namn och normer hämtade från Marx och Goffman samt gav en nyttig jämförelse med personnamnsskicket i Storbritannien, som till skillnad från de nordiska länderna, saknar namnlag och har mycket få juridiska begränsningar på människors namnval, samtidigt som de sociala normerna tycks förbli starka. Lasse Hämäläinen (Finland) talade om ”No rules? Norms and freedom in online username choices” och pekade på den stora kreativitet som råder i namnskicket på digitala plattformar, men också vissa tydliga återkommande mönster i både form och semantik samt de viktiga begränsningar som skapas av de tekniska plattformarna (och deras önskan att bibehålla makt över användarnas persondata).
Merparten av de övriga presenterade föredragen under kongressen anslöt också till temat och gav bland annat exempel på jämförande perspektiv på namnlagar och namntrender för personnamn i olika delar av Norden, normbrytande namnval och myndigheters hantering av namn, normering av ortnamn och gatunamn, namnåtergivning på kartor med mera. Dessutom diskuterades normer inom forskningsfältet. Under kongressens andra dag ordnades en workshop med temat ”Vad är socioonomastik?” som gav upphov till viktiga diskussioner om hur detta forskningsområde kan definieras, vad det kommit att innehålla och vilket bidrag det erbjuder till det redan existerande forskningslandskapet, liksom hur området förhåller sig till andra forskningsfält som språkliga landskap och sociolingvistik med mera. Under kongressen genomfördes också en nätverksträff, där det nordiska socioonomastiska nätverkets fortsatta verksamhet planerades.
Utöver föredrag och vetenskapliga diskussioner innehöll kongressen rika tillfällen för social samvaro, nätverkande med gamla och nya kollegor, en utflykt till näraliggande Bjärehalvön och en kongressmiddag.
Nu ser vi fram emot nästa möjlighet att diskutera socioonomastiken i Norden på NORNA-symposiet i Reykjavik 2026!
In contemporary Danish naming conventions, it is uncommon to use surnames as first names. Consequently, many Danes may find it surprising that Møller is used as a first name. Møller is one of the most prevalent surnames in Denmark and is, in fact, the most frequent surname that is not originally a patronymic; it derives from a byname meaning ‘miller’. However, Møller is also an officially approved first name for boys, with 26 individuals bearing it as their primary first name as of 1 January 2025, according to Statistics Denmark.
The name enjoyed considerable popularity as a given name throughout the 1900s, particularly in the early decades of the century. Although it does not appear to have been used as a first name since 1980 (see Figure 1), Møller is currently an approved given name for boys. It was automatically approved with the introduction of the current name law on 1 April 2006, when all given names with at least 25 bearers in Denmark at that time were approved.
Figure 1: Number of new bearers of the name Møller as the primary first name per decade throug the 20th century. Figures from CPR in the database Danskernes Navne 2005 (The Name Research Archive).
Surnames as first names
The fundamental premise of the Danish name law appears to be that first names and surnames are entirely distinct entities. However, in practice, many names are used both as first names and surnames. These are often boys’ names that were originally used patronymically, such as Eggert, Helmer, Martin, Peter, and many others. Conversely, Møller and several other original bynames and surnames have transitioned from being surnames to first names. Very few of these names are approved today, either because no application for approval has been submitted or because they have been rejected upon application.
There are indeed several names that have undergone this transition, and it appears to have been a genuine, albeit minor, trend in Danish naming practices during the 1900s. However, this phenomenon has not been systematically studied, so detailed knowledge is lacking. Some other examples include:
Holten – 23 name bearers as the primary first name between 1900 and 1980 (Danskernes navne); fewer than 3 as the primary first name on Januar 1st 2025; approved boys’ name.
Kjær – 70 name bearers as the primary first name between ca. 1890 and 1970 (Danskernes Navne); 10 as the primary first name on Januar 1st 2025; not approved as a first name today.
Lund – 52 name bearers as the primary first name between ca. 1890 og 1960 (Danskernes Navne); 9 as the primary first name on Januar 1st 2025; not approved as a first name today.
Figure 2: Number of new bearers of the names Lund (blue) and Kjær (red) as the primary first name per decade throug the 1900s. Unfortunately, there are too few namesakes per decade of Holten to be shown as a graph. Figures from CPR in the database Danskernes Navne 2005 (The Name Research Archive).
Noble family names as first names
The phenomenon of surnames being adopted as first names is longstanding in Denmark. Among the earliest instances are noble family names that have been used as boys’ first names since approximately 1400, particularly when there was a risk of the maternal family name becoming extinct. This was investigated by Susanne Vogt in 1991, and there are numerous examples of the last female bearers of a family name passing it on as a first name to a son. In this manner, the family name could be preserved.
A very common and well-known boys’ name in Denmark that originated in this manner is Flemming. The same applies to other, less common boys’ names such as Falk, Hak, Manderup, and Stygge, all of which are approved boys’ names today.
Holten, mentioned above, also originates from a noble family. The basis for the given name is Johan Lorentz Carstens (or Castens) (1705-1747), who was ennobled with the name Castenschiold in 1745. He was married to Jacoba von Holten (b. 1705, daughter of Governor Joachim Melchior von Holten), and it was her family name that came into use as a first name through naming after her father in the third son of the marriage, Joachim Melchior Holten Castenschiold (1743-1817). As early as the 18th century, Holten was also used as a first name outside the nobility, and it continued to be used throughout the 19th century and into the 20th century, as mentioned above.
Should the name law be changed?
In recent years, the Name Research Archive has received several inquiries from parents wishing to name their child after a relative who bore one of these given names that are identical to surnames. If such a name is not already approved, obtaining approval from The Agency of Family Law can be very challenging, as surnames with fewer than 2000 bearers are protected in Denmark. Parents contact the archive because they find it difficult to understand why a name they are familiar with can no longer be used.
In some of these cases, arguments and evidence for the prevalence of these given names were successfully presented, which contributed to their approval. However, the exact criteria used by The Agency of Family Law remain unclear. It appears that deceased name bearers are not significantly considered in this system, which I find regrettable. This implies that traditional naming customs, which have not become part of the most popular naming trends, may vanish because there are insufficient living individuals with the specific name when one wishes to revive a grandparent’s or great-grandparent’s name.
Names such as these indicate that the strict distinction made in Danish the name law between first names and surnames is likely too rigid and hinders a naming tradition that may have been more widespread than commonly assumed, albeit dispersed across many different names. This type of naming practice should, of course, be investigated further. However, those names that were in use in the first half of the 20th century are now at an age where some individuals wish to name their children after these name bearers, and it appears to be challenging in some cases.
Approved Names: The Agency of Family law’s lists of approved first names. The official, applicable list is available on The Agency of Family Law’s homepage.
Danskernes Navne 2005: Database at the Name Research Archive, Department of Nordic Studies and Linguistics (NorS), University of Copenhagen, containing all names of Danes recorded in the CPR since its establishment in 1968 until 1 January 2005.
Name Law 2006: LOV nr. 524 af 24. juni 2005 Navnelov [Law no. 524 of June 24th 2005 Name Law] (effective date: April 1st 2006). (The Name Law is continuously adapted, and the current version per August 9th 2023 can be found here.
I mit forrige socioonomastiske blogindlæg (af 8. marts 2024) beskrev jeg to mobbeafledte stednavneændringer fra midten af 1920’erne, hvor Rumperup blev til Højsted og Gumperup blev til Klinteby. Begge blev faktisk forudgået af en beslægtet sag fra 1922, hvor beboerne i den nordsjællandske landsby Ludserød (Blovstrød sogn, Lynge-Kronborg h.) anmodede myndighederne om og blev bevilget et navneskifte til Høvelte, hvilket skete med den begrundelse, at det hidtidige navn »vækker Latter til største Gene i vort daglige Liv og Færden« (Stednavneudvalgets Brevarkiv 8-3/22).
Den hævdede morskab på Ludserøds bekostning bestod formentlig i navnets forleds delvise homonymi med substantivet lus, altså det blodsugende insekt, der plager både dyr og mennesker, og i dansksproglig sammenhæng også anvendes adjektivisk i en tydelig pejorativ betydning luset ’ringe, tarveligt’.
I modsætning til de to førstnævnte navneændringseksempler rakte kreativiteten hos beboerne i Ludserød dog ikke længere end at man bad om at det allerede eksisterende navn på den nærliggende nabolandsby Høvelte fremover også måtte denotere deres bebyggelse. Og således blev det.
Heller ikke her lagde Stednavneudvalget således nogen hindringer i vejen for et skifte væk fra et angiveligt mobbefremkaldende navn, og man kunne måske derfor fristes til at tro, at datidens udvalg bare generelt gav efter for den slags ansøgninger. Men sådan var det ikke, og i det følgende skal beskrives to omtrent samtidige sager, hvor ansøgningerne fik afslag.
Tarm
Den 8. april 1931 modtog Stednavneudvalget en ansøgning fra sagfører V.E. Johansen, bosiddende i den jyske by Tarm:
Ved en Sammenkomst her i Byen for kort Tid siden blev der nedsat et Udvalg med det Formaal at virke for Forandring af Byens Navn, der baade er uæstetisk og lattervækkende. Det blev vedtaget at undersøge Muligheden for at faa Byens Navn ændret til Tarum, der menes at være den ældste Betegnelse for Byen. I denne Anledning tillader jeg mig som Medlem af Udvalget herved at anmode Stednavneudvalget om at foretage Undersøgelse af, hvad Byens Navn tidligere har været, samt være os behjælpelig med at fremme Sagen.
Tarm benævner oprindeligt en mindre landsby i Egvad sogn (Nørre Horne h.), der i moderne tid er vokset op til en decideret provinsby bl.a. med anlæggelsen af en jernbanestation (1875) og en realskole (1879, gymnasium fra 1938); i 1980 udskiltes Tarm som et selvstændigt sogn fra Egvad sogn.
Det lattervækkende ved navnet består i, at navnet i sin nutidige form er skriftligt og lydligt identisk med substantivet tarm, ’den i legemets udførselsåbning endende rørformede del af fordøjelseskanalen’, som det så smukt er formuleret i Ordbog over det danske Sprog. Så hvis man i den omkringliggende omegn f.eks. kom afsted med at sige, at man lige havde været en tur i Tarm, ville det let kunne afstedkomme en vulgær-humoristisk association.
Tarm-borgernes formodning om at navnets oprindelige form havde været Tarum, og at det dermed knyttede sig til gruppen af stednavne med de fra hinanden ofte svært skelnelige endelser hēm, um (dativ pluralis) og rum, var på ingen måde urimelig, idet formen Tarum vitterligt optræder i såvel Pontoppidans Danske Atlas og på Videnskabernes Selskabs Kort, der begge skriver sig til anden halvdel af 1700-tallet.
Formodningen støttes også af belæg fra 1500-tallet (1532 Tharrom, 1534 Tarrem, 1537 Tarum, 1579 Tharrum), hvorimod de middelalderlige belæg peger i en anden retning (1332 el. 1344 Tharm, 1347 Thaarm, 1350 Tharmæ, 1462 Tharm). Derfor har der blandt stednavneforskerne været konsensus om, at navnet faktisk ER identisk med substantivet tarm (glda. tharm), i en sammenlignende anvendelse om en langsmal terrænformation – antageligt med sigte på Tarm Bæks leje (DS 17 s. 569-570).
Dette var også opfattelsen i Stednavneudvalget allerede i 1931, hvor man i sit svar til sagfører Johansen af 18. april 1931 derfor ikke kunne støtte forslaget om en rekonstruktion fra Tarm til Tarum, idet dette ville være onomastisk fejlagtigt:
Da den foreslaaede Form Tarum ikke som formodet er den ældste Form af Byens Navn, men er en nyere Form af ret tvivlsom Herkomst, vil Udvalget være noget betænkeligt ved at anbefale en Navneforandring i antydede Retning og vilde derfor gerne henstille til fornyet Overvejelse [i] Spørgsmaalet om, hvorvidt der i det hele foreligger tilstrækkelig tvingende Grunde til at tænke paa en Navneændring. I formel Henseende er der saaledes ingen Grund dertil, da Tarm stemmer overens saavel med Navnets ældste Skriveformer som med stedlig Dialektudtale.
Det betød dog ikke, at Stednavneudvalget kategorisk afviste muligheden for en ændring til et helt andet navn, hvis dette herefter måtte ønskes:
Om det mere æstetiske Hensyn vil være tilstrækkelig tungtvejende i denne Sag, vil det være vanskeligt at udtale sig om paa Forhaand, men fastholdes Ønsket om at søge Navneforandring for Byen, vil den rette Vej være at indsende en Ansøgning til Landbrugsministeriet.
En sådan ansøgning blev aldrig fremsendt, og borgerne i Tarm synes således at have accepteret deres stednavnemæssige skæbne — og ladet sagen finde sin ende, om man så må sige.
Selvom byskiltet i Tarm er formuleret ganske neutralt og undgår uheldige associationer med formuleringer som ”De kører nu ind i Tarm” eller lignende, så oplever byen til stadighed problemer med skiltetyve, der finder navnet så fornøjeligt, at de stjæler skiltene ved nattetide. (Foto fra GoogleMaps Streetview.)
Vorbasse
Mit sidste eksempel i denne lille serie om mobbeafledte stednavneændringer og ønsker om samme, er af en lidt anden karakter. Det drejer sig om stednavnet Vorbasse, der benævner en kirkelandsby i det sydlige Jylland (Vorbasse sogn, Slaugs h.). Betydningsmæssigt er navnet lidt specielt, idet der atypisk i en dansk sammenhæng synes at være tale om en indbyggerbetegnelse vorbasse, sammensat af substantivet glda. wara ’overdrev, udmark’ og substantivet basse ’mand, beboer’ i den samlede betydning ”beboer på udmarken” — her formentlig i en stedbetegnende afledning til indbyggernavnet, således at det som stednavn egentlig betyder ”stedet for beboerne på udmarken” (DaSt s. 339). Udover at navnet kan klinge lidt spøjst i nutidige øren, især pga. endelsen –basse, afleder det umiddelbart sprogligt set ingen pejorative konnotationer eller associationer iøvrigt.
Det var imidlertid heller slet ikke sådanne, der fremførtes som grund for en ønsket navneændring, da denne fremlagdes for Stednavneudvalget i et brev af 13. marts 1923. Sagen er i øvrigt også atypisk ved, at anmodningen ikke fremsendtes af ansøgerne selv, men af den i stednavneforskningen nok så bekendte dr. phil. Marius Kristensen, der efter at have fået et besøg fra Vorbasse skrev til udvalgets sekretær Gunnar Knudsen på følgende vis:
Et mærkeligt besøg havde jeg forleden: en mand fra Vorbasse sogn som på en del beboeres vegne bad om, at dette navn måtte forandres til Vorballe, da det var alt for kendt, så folk ikke vilde tage tjæneste derude, ingen læge el. lign. bosætte sig dær, og i det hele blev distangserede af Bække og Hejnsvig, som ikke var så berygtede (markedet, krigshavnen og professor Labri). Jeg opponerede naturligvis, da Vorbasse er et godt gammelt og vel bevidnet navn, men lovede at sende meddelelsen videre. Vorballe er jo en komplet utilladelig nydannelse; snarere kunde jeg da tænke mig Slavby eller et lignende helt nyt navn (Slavgård ligger jo i sognet); måske kan I derinde finde et kønnere, som kunde foreslås, hvis det skulle være. Allerhelst må sagen naturligvis forfalde (også af krigshistoriske grunde). Men jeg lovede altså at lade det gå videre (sml. Ludserød – Høvelte). [Kommentar: Den for sin tid påfaldende og moderne skriveform er den originale og af Marius Kristensen praktiserede.]
Ifølge Marius Kristensen var det således ikke navnet i sig selv, der var problemet, men selve byens omdømme, som beboerne angiveligt ønskede at slippe af med gennem en navneændring. At Vorbasse skulle have eller have haft et specielt slemt omdømme, som hævdet af dr. Kristensens i øvrigt anonyme gæst derfra, er ellers ikke sådan at aflæse nogetsteds.
Men opfattelsen knytter sig tilsyneladende til det store, årlige Vorbasse Marked, der er et af Danmarks største og mest velbesøgte heste- og kræmmermarkeder, som har eksisteret siden 1730 og i nutiden tiltrækker omkring 250.000 besøgende. »Ses vi ikke før, ses vi på Vorbasse Marked«, er et udbredt mundheld i denne del af riget. Med markedet følger selvsagt en masse gøgl og ballade, og det kan vel have været dette og en deraf afledt berygtethed, som en gruppe af byens beboere var trætte af.
Den omtalte ’krigshavn’ og ’professor Labri’, der ligeledes anføres blandt argumenterne, fortjener også en uddybende kommentar. Professor Labri var en på de tider landskendt gøgler og tryllekunstner med det borgerlige navn Johannes Marius Dines Petersen (†1935). Han optrådte bl.a. på Vorbasse Marked og var berømt for sine salgstaler uden for cirkusteltet, der skulle lokke betalende gæster ind til forestillingen, med farverige og elokvente overdrivelser om alt det fantastiske, som man ville få at se. Særlig berygtet var slogannet ”Se skelettet af et menneske”, som så viste sig at være hans assistent, der løftede en ske (> ske lettet af et menneske).
Tilknytningen til Vorbasse bestod ud over Professor Labris optræden på de årlige markeder i, at han flittigt omtalte Vorbasse, når han optrådte andetsteds, blandt andet med benævnelsen Vorbasse Krigshavn om landsbyens gadekær og branddam. Året efter, i 1924, blev der faktisk søsat et modelkrigsskib i gadekæret, og siden er flere fulgt efter – bl.a. Korvetten Labri.
Gadekæret i Vorbasse a.k.a. ’Vorbasse Krigshavn’. (Foto: Hubertus, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons)
Det synes således at have været disse konnotative associationer til landsbyen, som en eller flere af Vorbasses beboere var svært kede af i 1923. Og man foreslog som nævnt i stedet en partiel navneændring til Vorballe, hvor det eksisterende forled er sammensat med den især i Jylland udbredte endelsestype balle af substantivet balle ’forhøjning, bakke’. Præcis hvorfor Kristensen fandt dette forslag ”komplet utilladeligt” anfører han ikke, men det antydes, at det skyldes at navnet derved ville give falsk indtryk af at være et gammelt navn af en anden navneklasse.
Stednavneudvalgets sekretær Gunnar Knudsen foreslog udvalget den pragmatiske løsning, at man simpelthen undlod at gøre noget, hvilket fremgår af en tilføjelse på det modtagne brev:
Uagtet Sagen vel menes – i hvert Fald fra Beboernes Side – at være forebragt Stednavneudvalget gennem den til Marius Kristensen foretagne Henvendelse, synes jeg ikke, der kan foretages noget, da vi ikke engang har Navnet paa den mand, hvorfra Henvendelsen stammer, og derfor ikke kan besvare den.
Dette forslag erklærede udvalget sig ifølge endnu en påført note ganske enig i, med den tilføjelse, at dette burdes meddeles Marius Kristensen. Og derfor hedder Vorbasse stadig Vorbasse den dag idag.
